Ti deltagere var samlet for at diskutere landbrugets fremtid på Krabbesholm Højskole Foto: Krestine Havemann/TV 2
Sammensætningen af deltagerne var helt skæv, da ti mennesker blev sat sammen for at diskutere dansk landbrug i TV 2-programmet Højskolen i sidste uge.
Det mener politisk ordfører i Danmarksdemokraterne, Susie Jessen, der var en af de ti højskolegæster.
Programmet havde titlen ’Ti meninger om landbrug og ulve’, men ifølge Susie Jessen var hun og landmanden Thomas Jensen fra Bæredygtigt Landbrug de eneste, der stod på landbrugets side.
”Jeg hører fra mange mennesker, at de opfattede det som voksenmobning i fjernsynet,” forklarer hun.
Susie Jessen synes ikke, at der var meget højskolestemning over programmet.
”Det eneste, der havde noget med en højskole at gøre i programmet, var, at vi var på en højskole, og at vi sang dagen efter,” siger Susie Jessen.
Hold da op
Hun undrer sig over, at TV 2 inviterede ti mennesker, hvoraf syv af dem havde den ene holdning, mens hun og Thomas Jensen stod alene med at forsvare landbruget.
”Den tiende deltager, fåreavleren Åse Svendsen, var jo mest inviteret for at tale om ulve, ikke om landbruget generelt.”
Hun synes, det er et godt billede på programmets skævhed, at vært Natasja Crone til sidst sagde til Thomas Jensen, at han stod alene i debatten.
TV 2’s chefredaktør for Nyhederne, Jon Hasselbalch Mikkelsen, er ikke uenig i, at Thomas Jensen stod alene med sit synspunkt.
”Han er jo alene med sine synspunkter i programmet. Han bruger sin taletid på at så tvivl om målemetoder og landbrugets påvirkning, og når taletiden bliver brugt på den måde, opnår han ikke enighed med de andre deltagere,” siger Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Venstre var inviteret
Til kritikken af, at Thomas Jensen stod alene i debatten, tilføjer Jon Hasselbalch Mikkelsen, at Venstre havde fået en invitation.
Ifølge TV 2 var flere af partiets topnavne inviteret til både optagelserne af Højskolen og den efterfølgende debat i Skive. Ingen havde dog mulighed for at deltage, lyder forklaringen.
”Så når du spørger, hvorfor Venstre ikke er repræsenteret, så er det ikke fordi, de ikke var inviteret, men fordi de ikke havde mulighed for at deltage,” siger Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Han mener dog ikke, at det betyder, at landbruget var underrepræsenteret.
”Thomas Jensen sidder blandt fire andre og har dermed en femtedel af pladserne i en debat. Han har altså 20 procent af pladserne i en debat, der handler om kvælstof. Og hvis man kigger på, hvad befolkningen mener på dette område, så er landbruget jo faktisk helt fair repræsenteret,” forklarer Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Deltagerne på TV 2’s Højskolen i debatten om landbrug
- Selma de Montgomery, klimaaktivist
- Lene Sanderhoff, biolog
- Åse Svendsen, fåreavler
- Torsten Gejl, MF, Alternativet
- Esben Bjerre, journalist og podcastvært
- Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd
- Maria Reumert Gjerding, miljøminister
- Ole Birk Olesen, MF, Liberal Alliance
- Susie Jessen, politisk ordfører, Danmarksdemokraterne
- Thomas Jessen, landmand og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug
Klipningen af programmet
Ifølge Susie Jessen ville det have givet en bedre balance, hvis TV 2 havde vist klipuddrag fra en debat, hun havde med miljøminister Maria Reumert Gjerding.
”Vi talte i et kvarter om kvælstofregulering, sprøjteforbud og landbruget helt generelt. Det blev bare ikke bragt i programmet,” siger Susie Jessen.
Men kan man på den anden side ikke sige, at sammensætningen afspejler, at mange lige nu er meget kritiske over for landbruget?
”Det er ikke det, jeg selv oplever, når jeg bor ude på landet omgivet af landbrug. Der er folk, som har fortalt, at de simpelthen var nødt til at slukke for fjernsynet i vrede,” siger Susie Jessen.
Jon Hasselbalch Mikkelsen forklarer, at det var et redaktionelt valg, at timeglas-interviewet med Susie Jessen og miljøministeren ikke er med i programmet.
”Susie Jessen og Maria Reumert Gjerding har en debat om spildevand, og det var en diskussion, der mindede meget om den samtale, som Thomas Jessen har med Christian Rabjerg Madsen. Nogle gange træffer man et redaktionelt valg om, hvad der fungerer bedst, og det var også det, vi gjorde i dette tilfælde,” siger Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Den demokratiske samtale
TV 2 sender for øjeblikket den anden sæson af debatformatet Højskolen. Tanken med programmet er ifølge TV 2 at ”forbinde hele Danmark og styrke den demokratiske samtale på tværs af geografi, generationer og livssyn”.
Det lykkedes bare ikke, da landbruget var på dagsordenen, mener Susie Jessen. Tværtimod.
”Når sådan noget her sker, bliver skellet mellem land og by bare endnu større, fordi folk oplever, at der ikke er nogen, der taler deres sag,” siger hun.
Det afviser Jon Hasselbalch Mikkelsen dog.
Han mener, at TV 2 lykkedes med at skabe en god debat, selv om han erkender, at nogle seere vil mene, at deres synspunkter fik for lidt plads.
”Sådan er det, når man, som vi gør her, går ind i højspændte diskussioner. Og det skal vi turde gøre, selvom det kan føre diskussioner med sig.”
Og selv om han accepterer kritikken af, at Bæredygtigt Landbrug stod alene i kvælstofdebatten, mener han ikke, at betegnelsen voksenmobning er rimelig.
”Det er legitimt at kritisere, at Bæredygtigt Landbrug står alene i kvælstofdebatten. Den kritik lytter vi gerne til. Voksenmobning defineres derimod som gentagne krænkelser over tid. At et bestyrelsesmedlem fra en indflydelsesrig organisation er i undertal og får heftigt modspil i en tv-debat om vandmiljø, er derfor nok lidt voldsomt at kalde mobning,” siger Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Rettelse klokken 11:38: Det har tidligere fremgået, at Susie Jessen på forhånd ikke kendte navnene på de ti deltagere. Det er ikke korrekt, og oplysningen er fjernet fra artiklen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.