Det skete sidste år med Mads Holger, og det er sket siden: Et menneske tager sit eget liv, og medierne fortier dødsårsagen. I stedet skriver vi typisk ‘er fundet død’.

Men når mennesker dør uventet, før de når pensionsalderen, og dødsårsagen ikke nævnes, ved vi godt, hvad det handler om. Og berøringsangsten er med til at skabe et tabu, som ikke er gavnligt.

Medierne skriver ikke om selvmord, fordi det bliver fordret i vejledningen om god presseskik. Her fremgår det, at “selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig”.

Reglen bunder i en tidligere teori om, at selvmord ‘smitter’. Man taler om ‘Werther-effekten’, opkaldt efter hovedpersonen i Goethes roman ‘Den unge Werthers lidelser’, som ender med at begå selvmord. Da romanen udkom i 1774, medførte den en stribe af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd, som kunne genkende sig selv i Werther, valgte samme udgang på lidelserne som han.

Men nyere forskning viser, at selvmordsomtale i sig selv ikke fører til flere selvmord. Omtale af selvmord kan tværtimod være med til at nedbryde tabuer og dermed redde liv. Derfor er det på tide, at vi får ændret de presseetiske regler, så de er i overensstemmelse med forskningen og hensigten med at forhindre selvmord og selvmordsforsøg.

Center for Selvmordsforskning udgav i 2014 sine egne retningslinjer for, hvordan medierne burde forholde sig til selvmord. Her kommer centret også ind på hensynet til de efterladte:

“Mange pårørende og efterladte ønsker ikke, at selvmord skal forties, men snarere synliggøres og debatteres i det offentlige rum. De udtrykker behov for aftabuisering og afstigmatisering af selvmord og selvmordsforsøg og håber, at medierne kan bidrage til større åbenhed omkring selvmordsadfærd,” skriver centret i retningslinjerne.

Men det kan vi ikke, så længe de presseetiske regler blokerer.

Der er god grund til at gøre noget for at forhindre selvmord. Hver dag prøver 20 mennesker at tage deres eget liv. Og hver dag ender to af forsøgene med at blive fuldbyrdet selvmord. Vi har i Danmark tre gange flere selvmordsofre end ofre for trafikulykker, selv om antallet af selvmord lykkeligvis er faldet de senere år.

Vi har brug for mere viden om selvmord. Vi har brug for at fjerne tabuet, så vi kan tale og skrive om det, og så vi kan tale og skrive om, hvor man får hjælp, hvis man har selvmordstanker, eller hvis man er pårørende til selvmord.

Det skal understreges, at en ændring af reglerne ikke vil være et carte blanche til sensationelle overskrifter a la ‘XX valgte en overdosis ud af smerten’ eller ‘XX hængte sig selv i kærestens slips’. Forskningen viser, at det er afgørende, hvordan selvmord omtales. Sensation, romantisering, fokus på detaljer omkring metode og sted – det kan faktisk føre til efterligning af metoderne.

Vi skal også passe på de ord, vi bruger. Center for Selvmordsforskning ser f.eks. eksempler på omtale af ‘mislykket selvmordsforsøg’ – men et selvmord er aldrig noget vellykket.

Vi skal skrive og tale om selvmord, men vi skal gøre det på en hensynsfuld og konstruktiv måde. Det skal vi gøre, fordi der stadig hvert år er tusindvis af mennesker i Danmark, som forsøger at tage deres eget liv. Og for hvert af dem er der i gennemsnit fem pårørende, som rammes hårdt, også selv om den selvmordstruede bliver reddet.

Til sidst vil jeg lige bringe et sammendrag af WHO’s vejledning til medieomtale af selvmord. Den er delt af Center for Selvmordsforskning og findes også i den publikation, jeg har linket til ovenfor, og hvis samlede indhold bør være pligtlæsning på redaktionerne – og i de organisationer, som har ansvaret for at ændre reglerne.

Det frarådes at

• gøre selvmord til forsidestof eller unødvendigt at gentage historier om selvmord
• bruge et sprog, som skaber sensation omkring eller normaliserer selvmord eller fremhæver selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
• give en eksplicit beskrivelse af den anvendte selvmordsmetode
• give detaljer om lokaliteter eller område
• bruge opsigtsvækkende overskrifter
• bruge fotos, videooptagelser eller links til sociale medier

Det anbefales at

• bringe korrekt og opdateret information om, hvor man kan få hjælp
• informere befolkningen om fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse uden at sprede myter
• bringe historier om, hvordan man håndterer livskriser eller selvmordstanker, og hvor man kan søge hjælp
• være særlig varsom med kendissers selvmord
• være forsigtig, når man interviewer efterladte familiemedlemmer eller venner
• være opmærksom på, at journalister og andre professionelle mediearbejdere selv kan blive påvirket af selvmordshistorier