Kan du nævne mig ét netmedie, der har fotografens navn på forsiden, hver gang de bruger et billede? Mig bekendt er journalisten.wp.stage.ng.peytz.dk det eneste.

Ikke desto mindre er det, hvad Dansk Journalistforbund kræver i denne artikel:

»Umiddelbart er det i strid med ophavsretsloven. Pressefotografer har uomtvisteligt ophavsret til deres værker, og når man er ophavsmand, skal man krediteres. Det sker ikke her,« vurderer Lone Amtrup.

Hun er leder af DJ Ophavsret og står for en nærmest arkaisk holdning, der fik mig til at tweete med et glimt i øjet (som svar til en samtale om emnet), at hvis jeg havde den stilling, ville jeg også hellere “leve i fortiden”.

@peterbruchmann @larswerge @kstougaard @DJintweets Hvis jeg var “leder af DJ Ophavsret” ville jeg også hellere leve i fortiden 😉

— Lars K Jensen (@larskjensen) June 2, 2015

Det bliver kun overgået af det besynderlige faktum, at hun ikke var “opmærksom på omfanget på de danske netmedier, før Journalisten henvendte sig”. Et faktum, hvoraf jeg kun kan udlede, at Lone Amtrup tilsyneladende ikke er flittig gæst på de danske netmedier. Eller internettet generelt, fristes man til at sige. For sådan har det set ud lige så lang tid, som jeg kan huske tilbage.

Og jo, der er forskel på forsiden på en net- og papiravis, ligesom der også er forskelle på en netavis (et ord der efterhånden ikke giver mening længere) og en papiravis – og derfor kan man ikke blot tage et regelsæt fra den ene verden og overføre til den anden. Jeg er ikke ude i, at fotografer ikke skal krediteres for det arbejde, de udfører – men det kan gøres fint på den artikel, hvor fotografierne bliver brugt (på samme måde, som journalisten bag artiklen bliver krediteret). Altså sådan som det bliver gjort i dag, og som der ikke har været det store palaver omkring. Indtil nogen greb telefonen og ringede til fortiden.

Bevares, hvis det så bare var det. Så kunne man trække på skuldrene og tænke, at en intern dialog i forbundet kunne synkronisere ure og kalendre, så alle skriver 2015. Men der er desværre tegn i den nyere mediehistorie, der peger på, at DJ ikke altid er eksponent for et moderne syn på internettet og de medier, der lever og ånder der.

Tag penge for det foto!

DJ har tidligere blandet sig, når det gælder fotokreditering – hvilket et forbund selvfølgelig også skal. Men det må gerne være på andre præmisser end dem, som forbundet gerne selv vil diktere.

Et eksempel finder vi i 2012, hvor Twitter-brugeren Jacob Packert skrev, at han var blevet kontaktet af Ekstra Bladet, der gerne ville bruge et af hans billeder til en artikel. Lynhurtigt var forbundet der med et “Husk din ophavsret!”

Skægt – lige blevet ringet op af Ekstra Bladet. De ville bruge mit “Hegnet er væltet i West” billede: http://t.co/FROPYH7L 🙂 #rf12

— Jacob Packert (@jacobpackert) June 28, 2012

Husk din ophavsret! RT @jacobpackert: Skægt – lige blevet ringet op af Ekstra Bladet. De ville bruge mit “Hegnet er væltet i West” billede

— DJ (@DJintweets) June 28, 2012

Det tweet blev efterfulgt af en debat (hvor jeg selv deltog) om det paradoksale i, at Packert faktisk ikke havde noget imod at give billedet væk, mens forbundet gerne ville sætte ham i bås med alle de professionelle fotografer, man repræsenterer. Jeg samlede op på historien dengang.

Der er helt sikkert mange fotografer derude, der er afhængige af at få betaling for deres billeder, men Packert og hans foto af et væltet hegn falder bare ikke i den kategori. Jeg kan huske, at det virkede nærmest omsonst at skulle debattere det med sit eget forbund.

Selv har jeg oplevet af få mine fotos brugt rundt omkring, også på udenlandske medier, uden at jeg har fået en krone for det. Og det synes jeg er fedt! Jeg tager ikke billeder for at tjene penge. Jeg gør det i det håb om, at folk ser dem og synes om dem.

Mange af de billeder var aldrig blevet brugt, hvis jeg forlangte penge for det. Og rigtig mange af dem, der har brugt mine billeder, er rigtig flinke til at spørge – selvom jeg lægger det ud under en Creative Commons-licens, der faktisk ikke kræver, at de spørger om lov. Så der er ikke nødvendigvis nogen ond vilje.

Debatten for tre års tid siden gav mig mest af alt fornemmelsen af, at DJ var ude af touch med samtiden. At man slet ikke kunne forstå, hvordan nogle kunne finde på at give deres billeder væk; gratis! Men det er en anderledes økonomi, som hænger uløseligt sammen med nettet.

Min forundring over den debat var dog intet i forhold til det følelsesregister, som vi, der arbejder med internettet, måtte igennem, da forbundet ville markere deres holdning til links.

Debatten om de farlige, dybe og illoyale links

Et link, eller hyperlink, er en henvisning fra en side på internettet til en anden side, et billede, en video eller noget helt fjerde. Det fede ved World Wide Web, og som gjorde det vanvittigt interessant i tidernes morgen, var netop links.

Med links er det nemt at henvise til et andet sted, hvor man kan læse mere – for eksempel til originalkilden til den historie, men har skrevet. Men det var åbenbart for godt til at være sandt – for i den danske mediebranche kom der en debat om netop links, som kan virke grinagtig, når man kigger tilbage.

En fundamental forskel ligger i, hvordan man betragter et link. Jeg har, og jeg joker ikke, siddet til et arrangement, hvor en advokat/jurist (ikke fra forbundet) forklarede, hvordan et link kan gælde som en offentliggørelse. Altså: Du skriver en artikel eller lægger en video på YouTube, musik på SoundCloud eller noget andet, som du selv har lavet. Jeg linker så til det – og vupti! det er en offentliggørelse, og så skal jeg potentielt betale. Det er heldigvis et syn, vi er gået væk fra.

Men her stoppede det ikke – for internettets onde ånder indførte så begrebet ‘dybe links’. Og hvad er et dybt link, spørger du så måske. Jo, det er såmænd et link, der peger til en given artikel på en hjemmeside. Kontra et overfladisk link (må det vel være?), der peger til forsiden. En kort opsummering lyder: Links til forsiden; thumbs up. Dybe links; nej, nej, nej – det er slemt, det må du ikke. Suk.

Herfra gik debatten videre i det, som forbundets daværende chefjurist Anne Louise Schelin (der i dag er pensioneret) kaldte “illoyale links”. Jeg har tidligere skrevet om netop det, hvor jeg forsøgte at opsummere debatten tilbage i 2008. Der er en del links i det blogindlæg, hvor du kan læse mere.

Debatten om links fik også opmærksomhed i det store udland, blandt andet hos Jeff Jarvis, der som mange andre ikke kunne forstå den oldnordiske holdning til et af internettets/World Wide Webs fundamenter.

Som de fleste, der arbejder med/kender til nettet formentlig vil erklære sig enige i, så er danske netmedier slet ikke gode nok til at linke til hinanden eller til de kilder, de citerer. Jeg har brugt meget energi på at kæmpe for links (blandt andet ved at være med til at skrive et linkmanifest), men det kan være op ad bakke, når der i branchen generelt er en holdning til, at links kan sende brugeren ‘ud af butikken’, eller måske ligefrem være farlige.

Her er en fordom, som jeg endnu ikke har fået afkræftet: Dansk netjournalistik lever i en parallel verden, hvor man gerne vil have alt det fede teknologi (ting, der bevæger sig, lyd, video og hvad der ellers er muligt på nettet) – men samtidig nægter at bruge de mest basale funktioner til at hylde og henvise til andres arbejde. Det er ikke ondt ment, man tænker bare ikke over det. Og selvfølgelig er der masser af journalister, der er gode til det – men får de belønning for det? Det er jo her, man må starte.

“God historie – og hvor er det fedt, at du linker til forskningsresultaterne og Berlingskes artikel om det samme emne for tre år siden, så læseren kan se, at der intet er sket!”

Se, det er slet ikke så svært.

Debatten om Instagram-embed

Et nyere ‘fænomen’ på internettet, og en art videreudvikling af det gode, gamle link, er den såkaldte ‘embedding’, eller på dansk “indlejring”. Her placerer man indhold fra et andet website/tjeneste direkte på sin hjemmeside.

De mest kendte eksempler er nok YouTube-videoer og Google Maps-kort, som kan ses og opleves på diverse hjemmesider, netmedier etc. Sidenhen er det også blevet muligt at embedde blandt andet tweets fra Twitter. Embedding er smart og nemt for brugeren, og derfor gør mange tjenester det nemt at embedde deres indhold på andre hjemmesider.

En af dem er billedtjenesten Instagram. Så da Christiane Schaumburg-Müller lagde et billede på Instagram, som Metroxpress ville bruge i en artikel, embeddede de det. Selvfølgelig gjorde de det; de fandt billedet interessant, og Instagram (hvor billedet ligger) stiller teknologien til rådighed.

But no. Sådan gik det ikke. Schaumburg-Müller sendte en regning, og Metroxpress betalte. Det burde man dog nok ikke have gjort.

Jeg blev opmærksom på den historie via et tweet fra forbundets nybagte formand Lars Werge (disclaimer: Lars og jeg er tidligere kolleger fra hans tid på Ekstra Bladet). Tweetet indeholder, udover en formaning om at spørge om lov, et link til denne side fra forbundet om ophavsret.

Tweetet affødte en længere debat på Twitter, hvor jeg blandt andet blev gjort opmærksom på Jonas Juhlers kommentar til Journalistens artikel. Her henviser han til en EU-dom, der siger, at lige præcis embedding ikke er brud på ophavsretten.

Den lange debat fik en journalist fra Journalisten til at gøre det eneste rigtige: Ring til en jurist hos forbundet. Man fik fat i Anders Sevel Johnsen, der er juridisk konsulent – og som deltog i snakken på Twitter (og kæmpe ros for det).

Det førte til en afklaring af, hvad pokker, der er op og ned. Og jeg tror (men ved det ikke), at det også førte til en afklaring internt i forbundet af, hvad der egentlig er tilladt, når det gælder embedding. Det er sundt.

For det er på tide, at vores forbund træder ind i den nye tidsalder. Langt hen ad vejen er man rigtig tæt på, og det ser bedre ud nu, end det gjorde for bare få år siden. Vi har et stærkt forbund, som vi kan være stolte af. Meget af tiden.

Men hvor ville det dog være SKØNT, hvis ens forbund bare en gang imellem lod begejstringen råde eller dominere, når noget nyt dukker op, i stedet for som det første at spille advokat- og ophavsretskortene og sige “nej, nej, nej, det der må man slet ikke”.

Det behøver jo ikke være blind begejstring, den er der masser af folk, der nok skal føle og lade sig drive af. Men det ville være rart at have forbundet med på de landvindinger, der er gjort de seneste 15 års tid – akkurat som vi gerne vil have dem med i de landvindinger, der uden tvivl venter forude.

Jeg kender den nye formand, Lars Werge, og næstformand, Tine Johansen, fra begges tid på Ekstra Bladet, og kender dem som fornuftige mennesker. Uden at der skal gå forbundspolitik i det, vil jeg runde af med, at jeg glædede mig, da jeg så, at den gamle ‘EB-duo’ havde fået netop de to poster. Det gav mig håb om, at alt det, jeg har talt om i denne tekst, har større chancer end nogensinde for at blive bedre og lykkes. Men starten kunne have været lidt bedre, Lars 🙂