For nylig meldte Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, ud, at man nu ikke længere kun vil udkomme på web, der skal fremover også være en e-avis.

Det kan lyde bagstræberisk i disse online-tider, at man introducerer en digital udgave af den gode, gamle papiravis, som vi jo ved, at færre og færre gider læse. Men idéen giver faktisk god mening, også fra et bruger- og læserperspektiv.

“200.000 gange i løbet af en gennemsnitlig dag/uge læser danskere en e-avis,” skrev Danske Dagblade i september 2017. (I en mail til mig forklarer Berit Puggaard, der er Associate Director hos Kantar Gallup, at benævnelsen “dag/uge” skyldes, at man måler søndagsudgivelserne som ugeudgivelser.)

Men hvorfor er formatet så populært? Hvad er det helt præcis, en digital avis kan? For at kunne svare på det spørgsmål er vi nødt til at kigge på, hvad en e-avis egentlig er.

En e-avis er en afgrænset mængde indhold bestående af afsluttede artikler, forfattet og udvalgt af redaktionen, udgivet digitalt. Det er med andre ord en opsamling af den viden, afsenderen mente var mest relevant for modtageren ved deadline.

Det er den diametrale modsætning til internettet, med dets konstante foranderlighed og evige strøm af nyt indhold. Og præcis dét er hovedårsagen til, at en e-avis fungerer: Det er et uforanderligt produkt, som du ved, hvornår du er færdig med.

Læg dertil den “støj”, mange oplever, når de læser indhold på hjemmesider; links til andre historier, animationer og ikke mindst annoncer, som Radikale Venstres Karen Melchior skrev på Twitter tilbage i juli 2016.

Mindre er bedre

Jeg har tidligere skrevet et essay om en af de tendenser, der blæser i medielandene i øjeblikket; det at udgive mindre indhold, oftest færre artikler. Her lægger jeg vægt på det samme, som får e-avisen til at fungere. Det, at jeg som læser rent faktisk kan følge med.

I mit essay er eksemplet det amerikanske tech-magasin The Information, der kun udgiver et begrænset antal artikler hver dag, men den grundlæggende præmis er det samme, som når vi snakker e-aviser:

“[…] jeg føler, jeg kan følge med. De bombarderer mig ikke med 10-20 artikler, som jeg alligevel ikke har tid til at læse. De satser på få artikler, som jeg nemt kan tage stilling til, om jeg vil læse. Det betyder, at jeg rent faktisk får læst alle de artikler, jeg gerne vil læse. Det giver en følelse af completeness, og dét skal man ikke undervurdere. Det er den samme følelse, vi får, når vi klarer et punkt på todo-listen (især hvis det er det sidste), fjerner den sidste mail i indbakken og når ‘Inbox Zero’ eller bare får klaret den opgave, man har udskudt alt for længe.”

Det er normalt meget svært at få den oplevelse hos online-medierne. Her er det, på grund af nettets natur, nærmest blevet en dyd at hælde nyt indhold på, så man som bruger aldrig rigtig bliver færdig.

Da jeg arbejdede med den digitale udvikling på Ekstra Bladet, overvejede vi flere gange muligheden for at fortælle brugeren, at der var udgivet nyt indhold, mens han/hun var i gang med en artikel. En funktion, andre medier også har taget i brug.

Og det giver jo egentlig god mening; personen er på et nyhedssite for at få nyheder og blive holdt opdateret om, hvad der er det mest spændende nye lige nu. Hvad er det, alle de andre taler om?

Problemet er bare, at det langtfra er sikkert, at brugerne efterspørger den nyhedspuls. Som bruger er det i hvert fald enormt svært at danne sig et overblik over nyhederne, hvis produktet konstant forandrer sig, mens man sidder med det.

Instagram viser vejen

Det er blandt andet derfor, Instagram har introduceret en smart lille feature, der fortæller dig, når du har set alt det indhold, der er blevet lagt op, siden du var der sidst. Det fortæller dig, at du nu er færdig, når der ikke er mere nyt at se. (Okay, funktionen får kritik for ikke at være helt retvisende, men jeg er enormt glad for den, og den har ikke snydt mig endnu. Tror jeg.)

Instagram gør mig en kæmpe tjeneste. For så ved jeg, at jeg ikke behøver swipe længere ned igennem den algoritme-styrede liste af billeder og video fra mine venner i jagt på noget, jeg måske ellers kunne risikere at gå glip af.

En lignende funktion findes også andre steder, blandt andet i The Economists ‘Espresso’-app, der specialiserer sig i korte opdateringer om dagens nyheder.

Det må mediebranchen da kunne lære noget af?

Det behøver ikke være smart og algoritme-baseret. Det kan også bare være god, gammeldags journalistik. For eksempel kan en redaktør jo udvælge de 5-10 artikler, folk bare skal læse for at være opdateret på dagens vigtigste nyheder. De artikler lægger man så sammen i et bundle, og til slut fortæller man brugeren, at nu er du igennem. Done, du er færdig.

Og kan du se, hvad der sker her? Vi nærmer os gradvist et produkt, der minder mere og mere om e-avisen. Og avisen. Ikke fordi vi skal være bagstræberiske, men fordi vi først og fremmest skal tjene vores brugere og hjælpe dem med at orientere sig.

Avisens fornemste opgave var, og er, jo at være en præcis gennemgang af de informationer, der var de vigtigste for modtagergruppen. Det er blandt andet derfor, alle nyuddannede journalister har fået væsentlighedskriterierne tatoveret på rygraden. Så vi kan give læseren det bedst mulige vindue mod verden, der hjælper personen med blandt andet at holde sig opdateret.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere afsenderorienteret end et online-medie, der bombarderer sine brugere med nyt indhold konstant, fordi man kan. Og fordi nogen engang har sagt, at nyhedsjournalistik på nettet skal være fast-paced og stressende. Selvfølgelig skal der være tryk på nogle gange, når de store historier ruller, men der må og skal også være et andet, lidt langsommere, gear. Til at give folk overblikket.

Et nyhedsoverblik behøver ikke betyde, at de seneste nyheder tikker ind på skærmen, mens man febrilsk sidder i en abstinens-rus og opdaterer siden konstant. Det kan også være et færdigt, afsluttet produkt, der indeholder de vigtigste nyheder og perspektiver fra dagen.

Og det er dét, e-avisen kan, og som den klassiske online-journalistik endnu ikke har fundet svaret på.