search

Debat: Det journalistiske dna går hånd i hånd med de faktorer, der forstærker fordomme og stereotyper

Medier risikerer nemt at stigmatisere og grave grøfter. Men ligesom medierne er en del af problemet, kan medierne i højere grad blive en del af løsningen ved at skabe et langt mere nuanceret, mangfoldigt og retvisende billede af mennesker, miljøer og lande

En kvinde fortalte mig, at hendes læge havde bedt hende søge førtidspension. Det var egentlig en god nyhed, fordi hun var nedslidt, men hun græd, da hun fortalte det, fordi hun skammede sig og derfor også holdt sig væk fra familiebegivenhederne.

Det skete samtidig med, at medierne kørte på med historier om Robert Hansen, der gennem mange år havde modtaget kontanthjælp, samtidig med at han ikke ville tage et hvilket som helst job. ”Dovne Robert” døbte medierne ham. Undersøgelser viste efterfølgende, at fire ud af ti havde ændret holdning til kontanthjælpen, og hver femte mente, at folk var dovne, hvis de var i nød.

Jeg har som journalist arbejdet inden for det sociale felt i mange år, og jeg møder ofte grupper, som er underrepræsenterede i medierne, og mennesker, som medierne fortæller om på en unuanceret, stereotyp eller sensationspræget måde.

Medierne skal naturligvis fortælle om problemer, uanset hvem de vedrører. Men vi kan godt være en af samfundets vigtige røster og samtidig være med til at skabe grundlag for, at alle mennesker får de bedste betingelser for at udvikle sig og få et godt liv. Hvor ingen skal føle sig udenfor, men i stedet opleve at blive mødt med respekt og tillid. Og det er uanset, om man har et handicap, en psykisk diagnose, en bestemt etnicitet, religion eller hudfarve, har siddet i fængsel, er vokset op på institution, om man hedder Kirsten eller Kristian, kommer fra Varde, Vollsmose eller Vallensbæk, har grønt hår eller ser ud som de fleste.

Man kan selvfølgelig hævde, at det ikke er mediernes ansvar at være med til at skabe et samfund, der er inkluderende, og hvor forståelse og tillid mellem mennesker øges. Men vi har som minimum et ansvar for at vise et nuanceret billede. Og dermed sikre, at vores arbejde ikke forstærker misforståelser, fordomme, stereotyper.

Det betyder noget, hvor gode netop vi er til at nuancere.
Det betyder noget, hvis befolkningsgrupper bliver fremstillet i et ensidigt lys.
Det betyder noget, hvem der får taletid i medierne.

Udfordringen ligger i det journalistiske dna
Selv om det er mange år siden, at historierne om Robert Hansen fyldte medierne og debatten, risikerer medierne stadig at stigmatisere og grave grøfter. Det er der næppe nogen, der ønsker. Men vi kommer nemt til det. Uden at ville det, uden at vide det.

Det sker, fordi selve det journalistiske dna går hånd i hånd med de faktorer, der forstærker fordomme og stereotyper. Og da disse uhensigtsmæssige arbejdsmetoder ligger på rygraden af de fleste, risikerer det at ske, ikke kun i de store og konfliktfyldte historier, men også i det daglige arbejde. Når vi vælger historier, vinkler, kilder, cases, ord, billeder og stiller spørgsmål.

Tilsammen er de små valg nemlig med til at tegne et helhedsbillede af mennesker, miljøer og lande. Derfor er vi nødt til at blive mere bevidste om vores valg.

En del af problemet men også af løsningen
Der bliver mere og mere opmærksomhed på vores traditionelle fokus på konflikt og sensation. Men hvordan gør vi det anderledes?

Mine erfaringer fik mig i 2013 til at udviklede den journalistiske metode TrustJournalism, der er inkluderende journalistik og kommunikation. Metoden supplerer og korrigerer journalistikken, så den viser et mere nuanceret, retvisende og mangfoldigt billede af mennesker. Den indeholder nogle nye redskaber, der hjælper med at indtænke inklusion og diversitet i alle trin i en opgave og skabe en langt mere nuanceret journalistik, der også afdækker baggrunde og mulige løsninger.

Metoden bygger på mit kendskab til branchen og mine egne refleksioner om, hvordan jeg fortæller om de mennesker, jeg møder. Ligesom medierne er en del af problemet, er vi nemlig også en del af løsningen.

Det handler om, at vi bliver bevidste om vores egne blinde vinkler, og at vi kender til de basale psykologiske mekanismer, der er med til at forstærke fordomme og stereotyper. At være bevidst om de uhensigtsmæssige arbejdsmetoder, der risikerer at skabe usikkerhed, frygt og mistillid. At vide, hvordan de billeder, vi skaber, i stedet bliver meget mere nuancerede og mangfoldige. Og skabe inkluderende miljøer, der giver mennesker mod på og lyst til at ytre sig og deltage i debatten.

Tid til at udvikle vores fag
Menneskers syn på andre påvirkes naturligvis ikke kun af medierne, men vi har også et ansvar for at være bevidste om, hvem der er i medierne, og hvordan de fremstilles.

Vi lever i en tid, hvor der er kommet fokus på minoriteter og køn, på plads til forskellighed og respekt for hinanden. Medierne har i langt højere grad, end det sker, muligheden for at afspejle tidsånden og udvikle vores fag. Til gavn for alle.

Kommentarer
3
Per Mathiessen
20.07.20 20:42
Hmm, det er vel ikke helt retvisende - og tillidsskabende :-) - at Dovne Robert konsekvent kaldes for “Robert Hansen” i artiklen, når han hedder Nielsen til efternavn? https://da.m.wikipedia.org/wiki/Dovne_Robert
Fremhævet af Journalisten
Martin Kirchgässner
21.07.20 18:08
Tænker skribenten mon på Kokain-Robert?
Fremhævet af Journalisten
Lis Agerbæk Jørgensen
27.07.20 10:14
Hørt - altså ikke i forhold til de to kommentarer ovenfor, men til indholdet i Lotte Rosdahls indlæg. Glæder mig til at læse din bog.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen