Nyhedsvaner

De regionale dagblades reach står bomstille

Det er bekymrende, at andelen af danskere, der læser onlinenyheder fra regionale dagblade og ugeaviser, ikke vokser, siger professor

De lokale og regionale mediers rækkevidde på nettet har nærmest stået stille de seneste seks år.

Det viser rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedierne 2023’ fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet og Reuters Institute for the Study of Journalism, der udkommer i dag.

I rapporten er danskerne i en årrække blevet spurgt om deres nyhedsvaner, og tallene viser, at de lokale og regionale nyhedsmediers rækkevidde på nettet i 2023 ligger på præcis samme niveau som i 2017, nemlig 10-11 procent af befolkningen.

”Konklusionen er, at det står i stampe,” siger professor Mark Blach Ørsten fra Roskilde Universitet, der er medforfatter til den danske del af rapporten.

De lokale dagblade er gået fra en ugentlig rækkevidde på 11 procent i 2017 til 10 procent i 2023.

I de mellemliggende år har andelen ligget stabilt på 9, 10 eller 11 procent.

For de lokale ugeaviser var andelen i 2017 på 12 procent, mens den i dag er 11 procent.

Forholdsvis unge læsere

Mark Blach Ørsten siger, at det er positivt, at læserne af de regionale og lokale onlinemedier er forholdsvis unge – fra 35 år og op til 65+.

Men det er bekymrende, at rækkevidden ikke vokser.

Faktisk burde befolkningen i højere grad bruge de lokale og regionale medier på nettet, fordi lokalmedierne taler til højtuddannede borgere med en høj indkomst – det vil sige en befolkningsgruppe, der er forholdsvis stor i Danmark.

”Det er mennesker, der typisk interesserer sig for politik og dermed også ville have et højt nyhedsforbrug. Men det er ikke tilfældet i samme grad som i Norge og Sverige, og det er lidt bekymrende,” siger Mark Blach Ørsten.

JFM genkender trenden

Nyhedsdirektør Jørn K. Broch fra JFM forklarer, at rækkevidden er vokset de seneste syv år, med de seneste 12 måneder har det været svært at øge reach.

”Jeg kan godt genkende trenden i udviklingen, at der er stagnerende rækkevidde,” siger han.

Ser man på de seneste år, har netmedierne fra JFM kæmpet med rækkevidden, fordi Facebook har skruet ned for medieindhold i sit feed, forklarer han.

”Vi får færre besøgende fra Facebook i dag, end vi gjorde for et år siden, og det kan vi se i rækkevidden,” forklarer Jørn K. Broch.

Han fortæller, at rækkevidde er en vigtig forudsætningen for den digitale vækst i JFM. Men det vigtigste er i sidste ende, hvor mange der er parate til at betale for JFM’s indhold – og her viser tallene ikke stagnation.

”Vi vækster vores PLUS-base med cirka 30 procent i år, og jeg forventer mindst den samme udvikling til næste år,” siger Jørn K. Broch.

Vækst de seneste måneder

Louise Pettersson, ansvarshavende chefredaktør på Sjællandske Medier, kan slet ikke genkende, at tallene står stille.

”Vi oplever måned for måned, at vores indhold tiltrækker flere og flere brugere, og at vi får flere visninger,” siger hun.

Sjællandske Medier har ikke svært ved at øge sin reach online. De seneste måneder har det faktisk været ret enkelt, siger hun.

”Vi har vanvittigt godt indhold, og når vi publicerer det efter en klar plan og producerer indhold, der taler ind i brugernes behov, så er det – uden at lyde hovski snovski – forholdsvis nemt at vokse digitalt. Det har det i hvert fald været for os,” forklarer Louise Pettersson.

Når det går fremad, er det så de senere måneder, eller er det siden 2017?

”Det er markant inden for det seneste halve år. Vi havde et fint reach før, men nu kan vi se, at det, vi gør, virker.”

Mark Blach Ørsten siger, at hvis Sjællandske Medier er inde i en positiv udvikling, vil det først fremgå af tallene i næste års rapport, hvor tallene bliver indsamlet om to-tre måneder.

’Danskernes brug af nyhedsmedierne’ viser, at de trykte udgaver af de lokale dagblade er gået fra at ramme 21 procent af befolkningen ugentligt i 2015 til kun 9 procent af befolkningen i 2023.

0 Kommentarer