De brød DR’s monopol – og tv-branchen blev aldrig den samme igen

Det begyndte med en jingle sunget af Danmarks mest kendte popsanger:

”Du er tunet ind på Københavns tv. Det er dit lokale signal på din egen kanal ...2,” sang Shu-bi-duas Michael Bundesen, da tv-seerne i Storkøbenhavn 24. november 1984 for første gang kunne se noget andet i fjernsynet end Danmarks Radio.

Monopolbruddet blev startskuddet til ”den københavnske kanalkrig”, hvor Weekend-TV og Kanal 2 kæmpede indædt om seernes gunst. Det var publicisterne mod pengemændene.

Det hele varede i nogle få hektiske måneder og endte som en fiasko for bagmændene bag de to kanaler.
Medarbejderne lagde til gengæld kimen til det private tv-produktionsmiljø og udgjorde en stor del af staben, da TV 2 og TV 2-regionerne begyndte at sende - og de banede vejen for en gylden æra for dansk fjernsyn med utallige tv-kanaler.

Syvmileskridt

Camilla Miehe-Renard, en af kanalkrigens galionsfigurer, mener, at Kanal 2 og Weekend-TVs monopolbrud var lige så nødvendigt for udviklingen af dansk tv som DR var i fjernsynets ungdom.

”Vi sprængte rammerne for, hvad man måtte og ikke måtte. Og det var sundt. Branchen tog et syvmileskridt i de år. Der blev lavet nogle ting, som fortsat har betydning for alle os, der laver fjernsyn i dag,” siger Camilla Miehe-Renard.

Camilla Miehe-Renard var 19 år, da hun i sommeren 1984 blev hyret som en af de første medarbejdere på Kanal 2. Hun var nærmest lige kommet ud af gymnasiet og fik jobbet som vært foran et stort antal ansøgere. Nu skulle hun være med til at lægge grundplanen for Kanal 2.

”Jeg blev ansat, og så gik det sindssygt hurtigt. Hvad skulle vi have af programmer? Og hvad krævede det teknisk? Ingen af os havde erfaring med at lave tv, så vi måtte opfinde alting forfra,” siger Camilla Miehe-Renard.

Hvis man i 1984 skulle se landsdækkende dansk tv, var der kun én kanal, og det var DR.

Men i 18 måneder tillod Folketinget, at 28 lokale tv-forsøg i hele landet kunne vise deres værd.

Og den chance greb ejerkredsen bag Kanal 2: Baron Otto Reedtz-Thott og pengemanden Klaus Riskær Pedersen.

Tættere på seerne

Chef på kanalen var Shu-bi-duas Michael Bundesen – en af datidens største popstjerner og stemmen bag Kanal 2’s jingle.

Deres plan var at lave programmer tættere på seernes hverdag og mindre højtidelige end DR. Inspirationen kom især fra USA.

”Det var jomfrueligt land, fordi der indtil da kun havde været én måde at lave fjernsyn på. Vi var the wild child, der ville gøre det på vores egen måde,” siger Camilla Miehe-Renard.

Resultatet blev både genialt tv og noget værre hø, fortæller hun.

”De mere konservative tv-anmeldere kunne ikke se vildskaben og kreativiteten i det, vi lavede. Men seerne tog godt imod os. For første gang var der nogle, der var i øjenhøjde med dem i stedet for at belære og undervise,” siger Camilla Miehe-Renard.

Kanal 2’s Ole Stephensen, Camilla Miehe-Renard og Søren Bach sender live fra 6-dages løbet i Forum. Foto: Ole Steen/Ritzau Scanpix

Thomas Helmig gæster Kanal 2 med runneren Bubber i baggrunden. Foto: Ole Christiansen

Bubber som runner

Medarbejderne på Kanal 2 var en blanding af journalister, komikere, discjockeyer og teenagere med en glubende appetit på at lave tv. Nærmest ingen af dem havde prøvet at lave fjernsyn før.

En af Kanal 2’s teenagere, som senere blev en stor stjerne, var den dengang 19-årige Bubber, der begyndte som runner. Han beskriver Kanal 2 som starten på det, der siden blev tv-branchen i Danmark.

”Der var slet ikke nogen branche dengang. Der var kun DR,” siger Bubber, der elskede alt ved at lave fjernsyn.

”Jeg havde the time of my life. Vi levede og åndede for det. Vi lavede ikke andet. Det var ikke en pligt eller bare et arbejde. Vi var på Kanal 2, fordi vi ikke kunne lade være,” siger Bubber.

Ud over jobbet som runner var han også regissør, publikumsopvarmer og rekvisitøren, der skulle bygge en hurtig kulisse eller skaffe en farverig jukeboks.

Amerikanske tilstande

En af nyskabelserne på Kanal 2 var de tre timers ’Morgenflimmer’ – det første morgen-tv-program i Danmark. Det blev fra starten mødt med stor skepsis af den øvrige mediebranche.

”I aviserne kaldte folk det for amerikanske tilstande, at befolkningen skulle tvinges til at se tv 24 timer i døgnet,” husker Bubber.

Camilla Miehe-Renard var en af værterne på ’Morgenflimmer’. Hun mener, at programmet dannede skole for, hvordan man laver fjernsyn fra morgenstunden.

”Vi opfandt morgen-tv i Danmark. Det var interviews i en sofa, madlavning og live-stemning – ligesom morgen-tv i dag.”

Blebaby i DR-sko

Præcis en måned efter at Kanal 2 var gået i luften, blev der op til julen 1984 indrykket annoncer i aviserne om, at mægtige Danmarks Radio ville få en lillebror.

På en tegning kunne man se en blebaby med fødderne nede i et par kæmpestore sko med DR-logo på.

”Vi sender foreløbig gratis,” lød det i teksten, der var underskrevet ”Weekend-TV”.

Bag annoncen stod en usædvanlig bred koalition af danske medier – Politikens Hus, Det Berlingske Hus, Børsen, Aller, Egmont og Nordisk Film. De var parate til at få en fod indenfor på tv-markedet.

Mens Kanal 2 satsede på betalende abonnenter, sendte Weekend-TV gratis i håb om, at politikerne på Christiansborg ville tildele Weekend-TV opgaven at drive den kommende TV 2-kanal.

For at understrege kanalens høje journalistiske ambitioner havde Weekend-TV hyret TV-Avisens Mette Fugl som kanalens største profil.

I medierne blev det omtalt som et scoop, at Weekend-TV havde kapret ”Mette Guldfugl”.

Men ikke alle Mette Fugls kolleger i DR så med milde øjne på hendes skift til en konkurrent, der udfordrede monopolet.

”Det blev betragtet som forræderisk at arbejde for en kommerciel tv-station,” siger Mette Fugl.

Vejen væk fra DR

Hun sagde ja til Weekend-TV, fordi hun var træt af DR. Hun trængte til at komme væk fra indblandingen fra det politisk valgte Radioråd og de lange beslutningsveje i huset.

Nu skulle hun lave det ugentlige program ’Weekend-Gæsten’ med besøg af politikere, kulturpersonligheder og mennesker med en god historie.

”På Weekend-TV kunne jeg selv bestemme, hvem jeg ville invitere,” siger hun.

Mette Fugls jobskift var så spektakulært, at Ekstra Bladet skrev, at Mette Fugl på Weekend-TV kom til at tjene 1 millioner kroner om året – langt mere end den typiske journalistløn i DR.

”Jeg tjente selvfølgelig mere på Weekend-TV end på TV-Avisen, men ikke 1 million kroner,” siger hun.

Med fra DR havde hun TV-Avisens nyhedsoplæser Steen Bostrup og programchef for TV-Aktualitetsafdelingen Hans Morten Rubin. Dermed blev de nogle af de eneste medarbejdere på Weekend-TV, der rent faktisk havde prøvet at lave fjernsyn.

Weekend-TV satsede på den seriøse journalistik. Her er FN’s flygtningehøjkommissær Poul Hartling gæst hos Mette Fugl, Hans Morten Rubin og Steen Bostrup. Foto: Bjarne Lüthcke/ Ritzau Scanpix

Weekend-TV’s underholdningsprogram ’Så er det fredag’ fik seertal, der kunne måle sig med Danmarks Radio. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Sweatshirts og autografer

Også på Kanal 2 var de fleste journalister blottet for erfaring med at lave tv.

Journalist Arense Lund kom fra dagbladenes lokalradioprojekt AvisRadio.

Da hun begyndte at optræde på skærmen på Kanal 2, gik det op for hende, hvor stærkt et medie fjernsynet er.

”Københavnerne vinkede til os på gaden, når vi kom kørende i vores biler med Kanal 2-logo. Når vi var ude om aftenen, bad folk om min autograf, og jeg var ikke engang en af de mest kendte studieværter,” siger Arense Lund.

Som en lille sidegesjæft solgte Kanal 2 sweatshirts og joggingsæt i moderigtige pastelfarver med kanalens logo. De gik som varmt brød.

Myren og elefanten

Begejstringen viste, at seerne hungrede efter at se noget andet end DR i fjernsynet, mener Arense Lund.

”Kanal 2 var myren, og DR var elefanten, men vi blev begyndelsen til det afgørende monopolbrud,” siger hun.

Når Arense Lund mødte journalister fra Danmarks Radio, var reaktionen mere afmålt. Nogle gange var de decideret nedladende.

”De modtog ikke vores monopolbryder-kanal med åbne arme. Det var faktisk de færreste i faget, der gjorde det,” siger Arense Lund.

Weekend-TV sendte som noget helt nyt et bilprogram med Tom Pedersen og Kim O’Strit som værter. Foto: Peter Skov

Uhørt i DR

Hos konkurrenterne ovre på Weekend-TV i Valby skulle journalisterne på ganske få måneder finde på programmer, der kunne fylde tv-fladen fredag, lørdag og søndag.

Tom Pedersen, der kom fra Børsen, udviklede sammen med Politikens Kim O’Strit en række magasinprogrammer, som datidens DR nok ikke ville have sendt.

”Vi lavede for eksempel et bilprogram om dyre, skinnende biler. Det var helt uhørt i DR,” siger Tom Pedersen.

De lavede også et program med en uniformeret kvindelig politibetjent i studiet, der læste efterlysninger op.

I form og indhold mindede programmet om mange af de 112-programmer, der siden har indtaget de danske tv-kanaler.

”Men dengang måtte journalister ikke samarbejde med politiet, fordi de blev set som modparten,” siger Tom Pedersen.

Kanal 2 var sjovere

Tom Pedersen forklarer, at magasinprogrammerne ikke blev opfundet af Weekend-TV.

Inspirationen kom fra svensk og engelsk tv.

”Men vi fik brudt muren ned om, at man kunne lave den slags programmer på tv. Det var helt bestemt forløberen for, at det kunne laves i Danmark,” fortæller han.

Men selv om Weekend-TV brød normerne og var mere løssluppen end DR, kunne Weekend-TV ikke hamle op med Kanal 2’s vildskab.

”Kanal 2 var sjovere, og det var vi lidt misundelige over. Vi kom som dagbladsjournalister og lagde os fast på en mere traditionel journalistisk tilgang til tv,” siger Tom Pedersen.

Bagmændene besøger Kanal 2: Otto Reedtz-Thott og Klaus Riskær Pedersen. Foto: Jacob Maarbjerg/Ritzau Scanpix

Kanalchef på Kanal 2 var Shu-bi-duas Michael Bundesen. Foto: Claus Hagen Petersen

En dårlig udgave af DR

Sideløbende med programvirksomheden førte Weekend-TV en omfattende charmeoffensiv på Christiansborg for at få tildelt TV 2.

For eksempel sendte Weekend-TV reklamemateriale til alle Folketingets medlemmer med budskabet: ”Der ligger et uafhængigt dansk TV 2 på Mosedalvej i Valby.”

I materialet var der billeder af Weekend-TV’s stærkeste kort: De 60 medarbejdere, hvor mange havde en baggrund som seriøse journalister i avisverdenen.

”Man skamroste sig selv og forklarede, hvor fremragende Weekend-TV var. Der var ingen grund til at etablere TV 2. Det kunne vi klare i Valby,” siger Karsten Kjær, der var reporter på Weekend-TV.

Der var bare et stort problem – Weekend-TV manglede seertække.

Weekend-TV’s bestyrelse holdt allerede efter et halvt år krisemøde, hvor konklusionen var, at Weekend-TV skulle skille sig mere ud i mediebilledet.

Det duede ikke, at Weekend-TV lignede en dårlig udgave af DR, lød beskeden til kanalchef Hans Morten Rubin.

Hvis politikere skulle give TV 2 til Weekend-TV, krævede det flere seere og en helt ny programprofil.

Og en ny profil fik Weekend-TV.

Fernet Branca og wienerbasser

Der blev skruet ned for nyhederne, mens alle kræfter blev lagt i et fredagsunderholdningsprogram med musik, gæster i studiet og fis og ballade.

Programmet ’Så er det fredag’ var kraftigt inspireret af DR’s populære ’Lørdags-Kanalen’. Men kopi eller ej, så gav ’Så er det fredag’ et kæmpe boost til Weekend-TV’s seertal.

Hver mandag blev medarbejderne på kanalen orienteret om de seneste seertal.

”Hvis vi havde slået DR, fejrede vi det med Fernet Branca og wienerbasser – og vi fik masser af wienerbasser og Fernet Branca,” siger journalist Kim O’Strit.

De gode seertal gav anledning til optimisme hos Nordisk Films direktør, Jens Jordan.

Måske var TV 2-drømmen alligevel inden for rækkevidde?

”Vi ser meget optimistisk på TV 2-forhandlingerne og håber, man når frem til et resultat, som vi kan passe ind i,” sagde Jens Jordan til Jyllands-Posten i november 1985.

Ikke fem flade øre respekt

Mette Fugl havde ikke meget tilovers for Weekend-TV’s optagethed af seertal. Hun syntes, kanalen leflede for seerne, og med tiden opstod der en usund konkurrence mellem hendes program og de øvrige medarbejdere på kanalen.

”Jeg har en sans for væsentlighedskriteriet, og det fyldte ikke så meget på Weekend-TV. Det udviklede sig til at blive mere og mere underholdning, og der var ikke fem flade øre respekt for det, jeg lavede,” siger Mette Fugl.

En analyse af Kanal 2 og Weekend-TV skrevet dengang af de to senere medieforskere ved Københavns Universitet Henrik Søndergaard og Stig Hjarvard satte tal på, hvor meget Weekend-TV skruede op for underholdningen.

I foråret 1985 var andelen af underholdningsprogrammer på Weekend-TV 47 procent. Den andel var i vinteren 1986 steget til 71 procent.

Dermed udgjorde underholdning en større del af sendefladen på Weekend-TV end på kommercielle tv-stationer i USA, bemærkede Henrik Søndergaard og Stig Hjarvard.

Gæld og kriser

Men en ting var seertal og programmiks. Noget andet var økonomien, og på både på Weekend-TV og Kanal 2 hang økonomien i laser.

Kanal 2’s forretningsmodel var at sælge dekoderbokse til abonnenter, mens Weekend-TV med 60 medarbejdere på lønningslisten slet ikke havde nogen indtægter.

Medarbejderne på Kanal 2 fortæller om et konstant bagtæppe af rygter om ejerskifte og frygt for fyringer.

”Vi blev reddet mange gange på målstregen,” siger Bubber.

For eksempel stod Klaus Riskær Pedersen efter kun 10 måneder med en gæld på anslået 15-20 millioner kroner.

Medarbejderne forsøgte at drive kanalen videre selv, men det endte med, at svenske Esselte Videos overtog i august 1985 og flyttede lokalerne til et sørgeligt industrikvarter i Skovlunde vest for København.

Kanal 2-ånden fulgte ikke med, fortæller Arense Lund.

”Det var røvsyge lokaler med filttæpper. Bare det at komme derud var en ørkenvandring, og Kanal 2 endte med at blive en mere almindelig arbejdsplads,” forklarer hun.

Mere corporate og mindre sjovt

Samtidig blev Kanal 2’s økonomi skåret til, og et stort antal medarbejdere blev fyret.

”Kanalen blev kedeligere at arbejde på. Det blev mere corporate og mindre sjovt, da Esselte overtog,” siger Camilla Miehe-Renard.

Senere overtog den amerikanske mediefinansmand Harry Sloan Kanal 2, og i 1991 skiftede Camilla Miehe-Renard til DR.

Også Bubber søgte væk sammen med mange andre.

”Kanalen hed fortsat Kanal 2, men vi ville ikke have noget med det at gøre. Vi skulle satme ikke over på den nye Kanal 2,” siger Bubber.

En kanal uden indtægter

På Weekend-TV forduftede optimismen på under et år.

Det kostede 1 million kroner om ugen at producere Weekend-TV, og intet tydede på, at politikerne på Christiansborg anså Weekend-TV som favorit til at drive den kommende TV 2-kanal.

Status var ned andre ord, at Weekend-TV var en kanal uden indtægter og uden politisk opbakning.

Så efter kun 11 måneder trak dagbladene i november 1985 sig fra samarbejdet og overlod Weekend-TV-projektet til Nordisk Film og Egmont.

De 60 medarbejdere fik at vide, at Weekend-TV ville fortsætte under Nordisk Film og Egmont. Men fire måneder efter, i marts 1986, var det alligevel slut.

Tilbudt at lave reklamer

Mette Fugl fortæller, at hun ikke blev fyret. Hun valgte at gå selv.

”Jeg blev tilbudt at lave reklamer, og det overskred simpelthen min journalistisk ære,” siger Mette Fugl, der vendte tilbage til DR.

To måneder efter at Weekend-TV lukkede, vedtog Folketinget en lov om TV 2.

TV 2 skulle ikke drives af blebabyen Weekend-TV i Valby.

I stedet blev TV 2 en statsejet reklamefinansieret public service-station med base i Odense.

Spisepause hos Weekend-TV på Mosedalvej i Valby med Karsten Kjær og Steen Bostrup i midten. Foto: Tom Petersen

Tabere og vindere

Hvem var så taberne og vinderne af den københavnsk kanalkrig?

De største tabere var utvivlsomt dagbladene, som investerede millioner i Weekend-TV, men endte med at trække sig fra projektet. Dermed mistede de deres investering og forpassede muligheden for en genvej til fremtidens tv-marked.

Nordisk Film og Egmont gik derimod ud af tv-projektet som de store vindere.

Nordisk Film og Egmont genansatte nemlig 15 af de fyrede medarbejdere fra Weekend-TV på det hemmelige strategiprojekt ’Tænketanken’.

Her skabte de programkoncepter, som produktionsselskabet Nordisk Film TV solgte som underleverandør til TV 2 – blandt andre ’Lykkehjulet’ og fredagsprogrammet ’Eleva2ren’.

”I TV 2’s første år havde Nordisk Film TV nærmest monopol som ekstern producent til TV 2. Så det var med pengene fra dagbladene, at Nordisk Film TV blev en succes,” siger Tom Pedersen.

Med på kanalkrigens vinderhold finder man også de journalister, der tog springet fra skrivende journalist til tv-journalist.

De fleste fortsatte nemlig i den spirende tv-produktionsbranche, på TV 2 eller TV 2-regionerne.

Branchens dyreste efteruddannelse

Tom Pedersen var for en kort bemærkning tilbage på sit gamle job på Børsen.

Her blev han mødt af Børsens administrerende direktør:

”Tom, du er den mand, der har fået den dyreste journalistiske efteruddannelse i branchen. Det kostede næsten 10 millioner, at du skulle være tv-journalist – og det var ikke engang fradragsberettiget,” lød stikpillen fra direktøren.

Få måneder efter fik Tom Pedersen en henvendelse fra TV 2 og skiftede Børsen ud med et job på TV 2 Nyhederne.

TV 2 gik også på jagt efter medarbejdere med tv-erfaring på Kanal 2.

Arense Lund fik for eksempel arbejde på TV 2 Nyhederne.

”Jeg tror, at over halvdelen af nyhedsjournalisterne på Kanal 2 blev ansat på TV 2. På Kanal 2 sagde ledelsen, at de var stolte over at levere så mange medarbejdere til TV 2. Men i virkeligheden var det en åreladning, fordi de måtte ud at finde et helt nyt hold,” siger Arense Lund.

Mette Fugl og de øvrige medarbejdere på Weekend-TV får at vide, at kanalen lukker og slukker. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Boom i dekodersalget

Kanal 2 skiftede ejere flere gange. Men det blev hardcore porno i de sene nattetimer, der i 1992 endelig fik sat skub i salget af dekodere, fortæller producer Torben Hausig, der arbejdede på kanalen i 25 år.

”Da der kom film for voksne om natten, kom der pludselig et boom i dekodersalget. Men kunderne forsikrede os om, at det ikke havde noget med pornoen at gøre,” fortæller Torben Hausig.

Bubber har lavet fjernsyn lige siden pionertiden på Kanal 2.

Alt det, han kan i dag, bygger oven på det, han lærte dengang.

Men i nutidens tv-produktion savner han den vildskab, der herskede på Kanal 2.

”I dag er det mere spekulativt, og det er mere jura, der taler. På Kanal 2 lavede vi tv med hjertet, og vi sagde til hinanden: ”Vi tør”. I dag er der ikke nogen, der tør noget, og derfor ligner alle tv-stationer og programmer hinanden,” forklarer Bubber.

- Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix