Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Overvej, om du vil blive TikTok på og tænk ”nøje” over, hvilke oplysninger, du deler via TikTok.
Sådan lyder den direkte opfordring i en pressemeddelelse fra Datatilsynet efter et længere forløb med kritik af TikTok for at overføre personoplysninger til Kina.
”Tænk nøje over, hvad du deler via TikTok. Del ikke følsomme personoplysninger, hverken om dig selv eller andre,” skriver Datatilsynet, ligesom de opfordrer brugere til at tjekke, i hvilket omfang TikTok har adgang til for eksempel telefonernes mikrofon og lokation.
Desuden opfordrer Datatilsynet myndigheder, virksomheder og organisationer til at være særligt varsomme.
I maj sidste år fik TikTok en bøde på næsten fire milliarder danske kroner af EU for persondataoverførslerne, som ifølge Datatilsynet er ulovlige efter europæisk lov.
TikTok har dog anket afgørelsen og har fået lov til at fortsætte overførslen af personoplysninger, indtil der er faldet endelig dom i sagen, på betingelse af, at de informerer deres brugere om overførslerne.
Den ”advarsel” modtog danske brugere i december, og det er den, som Datatilsynet nu følger op på.