
Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Det vækker bekymring hos Danske Mediestuderende, at regeringen foreslår, at studerende fremover bliver mødt med et krav om at gå på arbejde ved siden af deres studie for at få lov til at modtage dagpenge, når de er færdig med uddannelsen.
Konkret foreslår regeringen, at nyuddannede kun kan modtage dagpenge, hvis de i gennemsnit har arbejdet i fire timer om ugen i 18 måneder ved siden af studiet de seneste to år af deres uddannelse.
Sofus Tao Esthave Pedersen, formand for Danske Mediestuderende, er først og fremmest bekymret for, at praktik, lønnet såvel som ulønnet, ikke tæller med i beskæftigelseskravet.
”Det vil ramme virkelig mange journalist-, kommunikations- og mediestuderende, sådan som uddannelserne er skruet sammen i dag. Samtidig er der studerende, der ikke lander et relevant studiejob, og som i stedet lægger kræfterne i egne projekter. Det vil man straffe med forslaget her, og det er ikke i orden,” siger Sofus Tao Esthave Pedersen til ajks.dk.
Forslaget møder også kritik fra Lise Møller Schilder, næstforperson i DJ og AJKS.
"Vi risikerer at straffe nyuddannede for forhold, de ikke selv har været herre over. Der kan være mange grunde til, at man ikke har haft mulighed for at opfylde et beskæftigelseskrav under studiet," siger hun til ajks.dk