Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har oversendt danske mediers klage over Meta til EU's konkurrencemyndighed.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
”Efter at have set nærmere på klagen fra de danske medier har vi vurderet, at klagen kunne være relevant både i forhold til en mulig overtrædelse af konkurrencereglerne og en mulig overtrædelse af EU’s forordning om digitale markeder,” udtaler vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jacob Schaumburg-Müller, i pressemeddelelsen.
Det er Dagbladet Børsen og Bonnier Publications, der står bag klagen, der går på Metas varsling af ændrede vilkår. Vilkår, der betyder, at medier kun vil kunne være til stede på blandt andet Facebook, hvis de accepterer, at Meta må indhente og bruge alt deres indhold - også på mediernes hjemmesider.