
Christina Blaagaard har arbejdet i mediebranchen i mere end 22 år. Foto: Danske Medier Pressefoto
På Danske Mediers generalforsamling onsdag blev Christina Blaagaard valgt som ny formand i de private mediers brancheorganisation. Det skriver Danske Medier.
Christina Blaagaard er CEO i Teknologiens Mediehus og har været medlem af Danske Mediers bestyrelse i fire år.
Hun overtager formandsposten fra administrerende direktør i Jysk Fynske Medier Jesper Rosener, der har været formand siden 2018.
Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup, glæder sig over valget af den kommende formand og til deres kommende samarbejde:
”Christina kommer fra en stærk baggrund fra både fagmedier og landsdækkende dagblade og har en omfattende viden inden for en bred palet af teknologimedier. Fagmedier spiller en essentiel rolle i vores samfund i dag, hvor misinformation og fake news udfordrer fakta og undergraver valid nyhedsjournalistik,” udtaler Mads Brandstrup i en pressemeddelelse om formandsskiftet.
Techgiganter
Ifølge Mads Brandstrup er et af hovedpunkterne på agendaen for Danske Medier og Christina Blaagaard regulering af techgiganter.
Han mener, at Christina Blaagaard vil være et aktiv i at løfte den dagsorden.
”Vi skal – både hinanden imellem og i forhold til vores internationale konkurrenter – kræve lige spilleregler. Ny regulering er vigtigt. Lige så vigtigt er det, at de regler, der indføres, håndhæves ens for alle. Det duer ikke, at det, som Google, Apple eller Facebook får lov til at kalde førsteparts data, har en volumen, der svarer til, at samtlige danske medier lystigt delte data om brugerne,” lyder det videre fra den kommende formand, Christina Blaagaard, i pressemeddelelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.