Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Brian Karmark/Jyllands-Posten, Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix og Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix
Kokain, sex og bedrag.
Sådan står der med store typer på forsiden af dagens udgave af Ekstra Bladet, der over flere sider dykker ned i Katherine Diez’ såkaldte ”bog-bombe”.
Selv om det kan virke som en gylden tabloid treenighed, afholder både Ekstra Bladet og en række af landets andre store medier sig fra at bringe de mest intime detaljer fra bogen.
Det gælder blandt andet Politiken, der sammen med DR-podcasten ’Genstart’ som de eneste var blevet tilbudt et interview med Katherine Diez.
”De detaljer, som hun går ned i, synes vi ikke skal være vores fokus. Og vi er i hvert fald også sikre på, at vi ikke skal videregive dem. Det er ikke vores opgave,” siger kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen.
Fik tilbuddet
På Politiken var man alligevel meget interesseret i at lave interviewet med den kontroversielle hovedperson, der i begyndelsen af året var centrum for en sag om plagiat i en stribe litteraturanmeldelser og senere også snyd med, hvilken uddannelsesmæssig baggrund hun havde.
I det lange interview med Katherine Diez, der blev bragt i Politiken dagen før bogens udgivelse i går, nævnes det, at bogen ”går langt i sin beskrivelse af private detaljer” om ekskæresterne Adam Price og EU-kommissær Dan Jørgensen (S).
Det er ikke vores gebet at snage i andre menneskers privatliv, medmindre det har en åbenlys interesse for offentligheden.
Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske
Men kulturredaktøren mener, at interviewet holder sig på sporet.
”Jeg synes faktisk også, at det er lykkedes at lave et ordentligt interview med hende, uden at de intime detaljer blev fokusområdet. Selvfølgelig bliver vi nødt til at skrive, at der er intime detaljer i bogen, og spørge hende til, hvorfor hun har taget dem med, og hvorfor de er nødvendige for hendes historie. Vi rækker også ud til dem, historierne involverer, for at høre, om de vil kommentere på dem,” siger Mette Davidsen-Nielsen.
Forskellige regler
Heller ikke Berlingske har bragt de mest intime detaljer fra bogen. Her mener chefredaktøren, at det ville være decideret forkert at gøre.
”Det er ikke vores gebet at snage i andre menneskers privatliv, medmindre det har en åbenlys interesse for offentligheden. Det har jeg svært ved at se, at det har her,” siger Tom Jensen, der er chefredaktør på Berlingske.
Laura Abilgaard Hellensberg, underholdningsredaktør på B.T.
Han mener, at bogens udgivelse og dermed forfatteren og forlagets offentliggørelse af de meget private detaljer giver anledning til en større samtale om, hvilke spilleregler der skal gælde. Forlag er nemlig ikke underlagt de samme presseetiske retningslinjer, som medierne er.
”Tilgangen hos forlaget er åbenbart sådan, at hvis man gerne vil offentliggøre helt private intime detaljer fra folks liv, så skal man bare skrive en bog i stedet for at skrive en artikel,” konstaterer han.
Kæden er hoppet af
Eksperter som Steen Schaumburg-Müller, der er professor på Syddansk Universitet, har peget på, at bogen bevæger sig i en gråzone uden fortilfælde.
På Jyllands-Posten er man dog ikke i tvivl om, hvor man står i spørgsmålet om dækningen af sagen. Det gjorde den ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, nemlig meget klart i avisens egne spalter i går.
”På Jyllands-Posten må vi stå på mål for vores egen presseetik. Og der går grænsen et helt andet sted, end den tilsyneladende gør hos People’s,” skrev hun og uddybede:
”Katherine Diez har ret til at have sine oplevelser og sin egen historie. Hun har en social platform med tusindvis af følgere, hvor hun jo kan fortælle dem, hvad hun vil. Og hun kan også fortælle sine venner om det, hun vil. Men når det kommer til at navngive kendte mennesker og udgive detaljer om deres privatliv, så hopper kæden af,” blev chefredaktøren citeret for at sige til en af avisens egne journalister.
Vigtig historie – vigtige overvejelser
På trods af at forsiden på den trykte udgave af Ekstra Bladet altså ligner en drøm for en tabloid forsidesnedker, holder man også her igen med de farverige detaljer.
”Når Katherine Diez, der er en tidligere højt profileret litteraturanmelder, som er blevet taget i at plagiere og har et bagkatalog af kendte kærester, udgiver en bog i bekendelseslitteraturens tradition, er det selvsagt en stor historie for Ekstra Bladet,” siger ansvarshavende chefredaktør Knud Brix.
Han understreger sin pointe ved at henvise til, at Ekstra Bladet allerede i midten af september bragte en historie om, at bogen var på vej.
Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet
Alligevel har man på redaktionen gjort sig grundige overvejelser om, hvilke dele af bogen man kunne referere i både den trykte avis og på nettet.
”Vi er gået langt i Katherine Diez’ beskrivelser af sin egen utroskab og egne seksuelle eskapader med unavngivne personer. Men det er klart, at når der er navngivne personer, som for eksempel Adam Price, der tilkendegiver, at de ser det her som en krænkelse af privatlivet, har vi ikke beskrevet de ting,” siger han.
Udelader detaljer fra tidlig ungdom
Heller ikke hos ærkerivalerne på B.T. er man gået ombord i de dele af bogen, der omhandler ekskæresterne og de intime episoder.
Det er på trods af, at bogens hovedpersoner er en del af det kendismiljø, som B.T.’s underholdningsjournalister beskæftiger sig indgående med.
Det fortæller Laura Abilgaard Hellensberg, der er underholdningsredaktør på B.T.
”Der er rigtig meget fra bogen, som vi ikke har med. Men selvfølgelig dækker vi det. Det ville være helt vildt, hvis vi ikke gjorde det,” siger hun.
Men det er ikke kun de passager, der handler om de famøse ekskærester, der er blevet skåret ud af B.T.’s dækning.
En række voldsomme episoder fra Katherine Diez’ tidlige ungdom er også blevet fravalgt af B.T., der skønner, at Katherine Diez er en skrøbelig person, der skal udvises særligt hensyn til.
”Vi er underlagt de presseetiske regler, og derfor er der også nogle passager, vi udelader, som vi ikke mener er relevante i forhold til de retningslinjer, der er internt på B.T. Det handler simpelthen om presseetik og krænkelser af privatlivets fred.”
På trods af, at bogen har fået en særdeles hård modtagelse hos anmelderkorpset, går den godt hos bogbutikken Saxo, der til Se og Hør fortæller, at bogen er strøget ind som nummer ét på hitlisten.
Vil man læse de kontroversielle detaljer, er det jo også en farbar vej, siger Laura Abilgaard Hellensberg.
”Jeg synes, at vi har lagt det rigtige snit, og så kan man bare købe bogen, hvis man gerne have alle detaljerne.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I eksempelvis Ekstra Bladets egen anmeldelse bliver det implicit problematiseret, at et forlag har givet taletid til Diez.
Men alligevel udgiver samme avis utallige artikler om netop indholdet af samme bog og en hovedperson, der for mig at se, hverken har nogen magt eller indflydelse længere og kun er noget i kraft af den stadig megen opmærksom fra medierne.