Danske Jamil ville være graffitikunstner, men blev fotograf for de største stjerner

Jamil Gulmann Shihab ankommer en anelse forsinket til restauranten. Med en hjemmevant lethed hilser han på gæsterne og personalet, før han sætter sig ved bordet. Hans kone og datter fløj til Chicago i morges — konens familie bor der — og farvelseancen trak ud, lader han forstå.

Som det første løfter han sin grønne filt-fedora af hovedet, og et par svedperler kommer til syne under de sorte og grå krøller. Han trækker en sammenfoldet serviet op af lommen på sin Supreme-jakke (også grøn) og dupper i rytmiske bevægelser sveden væk.

Hvis gæsterne i restauranten vidste, at hans far var den amerikanske jazz- og bebopkultfigur Sahib Shihab, ville de sikkert spørge sig selv, om cool er arveligt.

51-årige Jamil Gulmann Shihabs stemmeføring er lav og langsom og drukner nær i den travle restaurant. Selv på dansk taler den dansk-amerikanske fotograf med et levn af en dreven New York-dialekt og slutter de fleste sætninger med et you know.

Vidste restaurantens gæster, hvem Jamil Gulmann Shihab, der går under kunstnernavnet Jamil GS, er, ville de sikkert spørge ham, hvordan det var at fotografere Jay-Z, Nas, Ghostface eller Mary J. Blige.

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev fotograf,” siger han og læner sig ind over bordet, ”men jeg tror, det handler om, at min far altid havde det nyeste kamera med hjem fra turnéer i Japan. Og så var jeg tit ude at se min far optræde, hvor han blev filmet. Kameraerne har altid været omkring mig, you know.”

I 1990’erne og 2000’erne levede og arbejdede Jamil GS i New York, hvor han fotograferede, hvad der senere blev verdens største hiphop-stjerner. Billederne blev definerende for hans karriere og satte samtidig standarden for, hvordan hiphop poserede foran kameraet. Fotografen lærte superstjernerne in spe, at det at blive set var lige så vigtigt som at blive hørt.

”Når du hører en kunstner, tænker du med det samme på billederne. Uden dem fordufter meget af historiefortællingen. Billederne er en portal ind til universet og holder kunstnerne i live,” siger Jamil Gulmann ­Shihab.

Empire State of Mind

Hans far, Sahib Shihab, var en af de mange jazzmusikere, der flyttede til Skandinavien i 1960’erne. I København mødte han og blev forelsket i Maiken Gulmann, og i 1971 kom Jamil til verden.

Jamil Gulmann Shihabs barndom var en smeltedigel af musik. Faren tog ham med ud, når han skulle optræde med blandt andre Dizzy Gillespie, Dexter Gordon og Quincy Jones. Derhjemme kørte der konstant en jazz-vinyl i pladespilleren. Vinylernes covers skulle siden blive afgørende for hans visuelle stil.

Men det var på en ferie i USA, at den dengang 11-årige Jamil fandt sin egen genre.

”Mine jævnaldrende amerikanske slægtninge lyttede kun til hiphop, og de introducerede mig til det. I New York kunne du ikke undgå genren. Det spillede ud ad vinduerne, bilradioerne og ghettoblasterne. Det lød som noget fra outer space, og det fangede mig med det samme,” siger Jamil Gulmann Shihab.

”Det hele var så vildt, og hver gang min far spillede i USA, fik jeg ham til at købe plader med hjem til mig. Han syntes, hiphop var interessant, men han brød sig ikke om det aggressive udtryk.”

Hiphop, der i år kan fejre 50-års jubilæum, var på det her tidspunkt relativt nyt. Dengang hed stjernerne The Sugarhill Gang, Afrika Bambaataa og Grandmaster Flash, og ingen forestillede sig, at genren ville komme til at dominere hitlisterne i de følgende årtier.

Hjemme i København tog Jamil til alle de hiphop-koncerter, han kunne komme i nærheden af. Og som teenager brugte han meget tid i DSB’s stationskiosker, hvor han bladrede igennem internationale magasiner som i-D og The Face og slugte alt indhold om sine idoler. Det var lang tid før internettet, og i dag beskriver Jamil Gulmann Shihab bladhylderne som sin scrolling.

Når han ikke bøjede kontinentalplader tættere på hinanden gennem magasinsider, breakdancede han og var en aktiv del af det udviklende danske graffiti-miljø. Egentlig troede Jamil, at han skulle leve som graffiti-kunstner. Det var lige indtil, han som 16-årig oplevede, at hans graffiti-crew blev taget af politiet, og deres forældre hæftede for bøderne. I frygt for selv at gældsætte sine forældre droppede han graffitien.

I stedet gennemførte han en HF, og efterfølgende besluttede han sig for at forfølge en gammel barndomsidé om at blive fotograf. Men han kunne ikke finde en læreplads hos nogen af de få og eftertragtede fotostudier i København.

Da det så sortest ud, døde hans far, der på det tidspunkt boede i USA, af leverkræft. Det blev et vendepunkt. I 1989 flyttede 18-årige Jamil Gulmann Shihab til farens fødeby, New York.

”Min far efterlod et tomrum af energi, som jeg følte mig kaldet til at udfylde. Jeg havde ingen penge, men jeg flyttede til New York og boede på et lille værelse, hvor døren åbnede op i min madras.”

I ugerne op til vores interview har Jamil Gulmann Shihab sendt adskillige episoder fra en svensk dokumentarserie, der fortæller historien om de amerikanske jazzmusikere, der integrerede sig i det skandinaviske samfund.

Det er første gang i de bunkevis af interviews, han har lavet gennem årene, at han optræder under sit borgerlige navn og ikke kunstnernavnet.

”Jeg har ikke forsøgt at viske min familie ud, men jeg har heller aldrig haft ambitioner om at forfølge min fars vej eller benytte mig af det navn, han skabte. Jeg ville skabe mit eget. Og så har jeg ham jo altid med mig, så jeg behøver ikke bruge navnet,” siger Jamil Gulmann Shihab.

Ghetto Fabulous

Internationale medier som i-D og Dazed har døbt Jamil GS’ fotografiske stil Ghetto Fabulous, og han tituleres som The Godfather of Ghetto Fabulous. Varemærket dækker over hans kendetegn: Kombinationen Paris’ catwalks bløde træk med Bronx-nabolagets hårdhed. Glamour møder ghetto. High fashion meets the hood.

Det kan han til dels takke sin læremester i New York for. Det første år i storbyen studerede han på det anerkendte universitet Parsons School of Design, men mere blev det ikke til, for han havde for meget krudt i røven.

”Min kunstlærer på Parsons sagde: Gem alt, du laver. Det var det eneste, jeg lærte der.”

Ved siden af studierne arbejdede han i et fotostudie, som den på det tidspunkt populære svenske modefotograf Patrik Andersson brugte. Og da der åbnede sig en stilling som assistent, gjorde Jamil Gulmann Shihab alt for at få jobbet. Det lykkedes.

Dengang skød Patrik Andersson A-listen, og på en af sine første opgaver skulle Jamil hjælpe med at fotografere Mick Jagger.

Patrik Andersson husker Jamil GS som dygtig, dedikeret til at skabe kunst, og hvis assistenten havde kontrol over cd-afspilleren, blev der spillet ”tunge beats og hiphop”.

”Rap var i enhver fiber af hans væsen,” siger Patrik Andersson over en telefon fra New York.

To ting var sikre i modefotografens studio: Alt blev skudt på kameraer fra Hasselblad (en arbejdsskade, Jamil har arvet) og Patrik Andersson var perfektionistisk omkring sin lyssætning.

”Før photoshop og digitalkameraer var lys fotografens secret sauce, og mit lys gik i arv fra mig til mine assistenter,” fortæller Patrik Andersson.

I to år knoklede Jamil GS som assistent fra tidlig morgen til sen aften og hjalp til med at fotografere verdens superstjerner. Om aftenen festede han og tog til hiphop-shows.

”Det var der, jeg lærte håndværket og fik min tekniske viden. Patrik var en total nørd og en troldmand til lys,” siger Jamil Gulmann Shihab.

Efter to år i lære begyndte han selv at skyde portrætter af venner og bekendte. Ad omveje kom hans billeder i hænderne på ejeren af pladeselskabet Payday Records, Patrick Moxey, hvor undergrundskunstnerne Jay-Z, Mos Def, Gang Starr og Jeru Da Damaja hørte til.

”Hvis udgangspunktet var at tjene penge, ville jeg ikke have satset på hiphop. Mit mål var at fremme kulturen og alle, der engagerede sig i den,” siger Jamil GS og tilføjer:

”Mit drive var at fremstille kunstnerne som smukke og stærke, for du så ikke den slags billeder af sorte mennesker i det daglige mediebillede. Det ville jeg ændre på. Fotograferne før mig var ældre mænd fra magasinet Rolling Stone, der kun havde skudt rock’n’roll indtil da, you know.”

Jamil GS kom på de samme klubber som musikerne, så de kendte hinanden perifert, og det blev hans virkemiddel til at åbne de unge, tit generte rappere op.

”Når du bliver fotograferet, er det vigtigt at have tiltro til personen, der tager billedet. Du blotter dig for fotografen, og det kan gå to veje. Det kan løfte dig, eller det kan ødelægge dig.”

Forgyldte negativer

”Fra NY til NV,” joker Jamil Gulmann Shihab.

Vi er gået fra restauranten til hans kontor, der ligger et stenkast væk. Kontoret har udsigt over Nørrebros skyline, hvor Nordbro-tårnet dominerer som et 28 etagers rustenbrunt bøgetræ i en skov af fem etagers murstensliljer.

På den ene væg hænger billederne af Jay-Z foran Tvillingetårnene, Ghostface og Raekwon i en smykkeshop på Canal Street, Mary J. Blige slænger sig i en sofa, Nas sidder på hug i et sort studie, og Juvenile plus venner sejler gennem sumpen i New Orleans.

I 2009 havde Jamil GS udlevet sine vildeste drømme. Han havde fotograferet et væld af stjerner, skabt kampagner for brands som Yves Saint Laurent og Comme des Garcons, hans billeder hang på massive billboards og kørte over Times Squares skærme.

”Det vildeste var nok at hænge på Times Square. I mine graffitidage handlede alt om at eje et spot, hvor så mange som muligt så dit arbejde, dit tag,” siger Jamil Gulmann Shihab.

Men han var også kørt død i at fotografere. Hans personlige ambitioner var indfriet, og faget havde ændret sig. Jamil GS fortæller, at den sidste tid i New York langt mere handlede om forretning end kunst, når han blev hyret ind.

Ifølge Patrik Andersson oplevede de fleste New York-fotografer fra 90’erne og 00’erne samme udbrændthed. Læremesteren endte selv med at sælge alle sine ejendele og flytte i et kloster for at studere meditation.

Jamil Gulmann Shihab nøjedes med at flytte tilbage til Danmark og stifte familie. Opgaverne blev færre, og han fokuserede mere på rollen som far og formynder af sit museum. Når han fotograferer, er det primært for brands eller sin kone, kunstneren Alo Wala.

Men den nye generation af rappere ringer stadig til ham, fordi de vil ses igennem lige præcis hans linse. I 2019 var Jamil GS’ navn pludselig frontpage news igen, da han samarbejdede med en af nutidens største kunstnere, Drake. Drake, der er kendt for at studere hiphoppens originale visuelle sprog og på den måde fandt frem til Jamil GS, postede en række billeder, som Jamil GS havde taget af ham, og så var alles øjne for en stund rettet mod fotografen igen.

Og hvis alt går vel, skal Jamil GS senere i år skyde musikvideoen for en af bannerførerne for hiphoppens nye lyd. Før kontrakten mellem parterne er endeligt underskrevet, vil han dog ikke offentligt ud med navnet. Det starter med Lil.

Et af Drake-billederne har fået plads på væggen med Jamil GS’ historiske billeder af Jay-Z, Nas og D’Angelo.

Da Jamil GS i 1990’erne og 2000’erne fotograferede kunstnerne, anså pladeselskaberne billederne som sekundære. Det betød, at han fik lov til at beholde alle rettighederne, men det betød også, at han ofte tabte penge på at tage billederne.

”Jeg tog en chance, investerede selv i billederne og endte med nogle kæmpe regninger. Men jeg har altid set det som kunst. Selv når det var kommercielt, sagde jeg til mig selv, at det var kunst, og der måtte ikke spares.”

I snart 30 år, igennem utallige flytninger, oversvømmelser og økonomisk pres, har Jamil GS opbevaret sine negativer og kontaktark. I dag sælger han billeder og litografier til samlere, licenserer dem til film og dokumentarer og udlejer dem til museumsudstillinger i USA og Europa.

”Jeg har passet på dem, som var de guld. I mange år var det en rigtig stor udgift, men nu betaler det sig tilbage. I min underbevidsthed var jeg klar over, at de en dag ville have en større værdi.”