Dansk dokumentarfilm er i disse år inde i en uhørt guldalder med høje seertal og spektakulære afsløringer.

Men dokumentarfilm bliver også kritiseret for at oversælge deres budskaber og mangle nuancer. Helt galt gik det for ’Grønlands hvide guld’, der blev afpubliceret i februar efter omfattende kritik.

Tv-dokumentaristen Thomas Stokholm har på Constructive Institute i Aarhus undersøgt, om man kan producere dokumentarprogrammer på en mindre skråsikker måde.

Hans budskab er, at DR og TV 2 bør drosle ned for de skarpe vinkler og skrue op for nuancerne. Det vil seerne gerne have, siger han.

”De dokumentarer, vi har talt meget om de senere år, er blevet kritiseret for ikke at give hele sandheden, fordi det åbenbart ”forstyrrede” for meget. Men vi skal ikke undervurdere seere. De ville gerne have de store afsløringer, men de vil ikke snydes for nuancerne,” siger Thomas Stokholm.

Skarpere vinkler

Thomas Stokholm har været en del af tv-branchen i 30 år og udsender nu en rapport på 117 sider, hvor han blandt andet har talt med seks eksterne producenter, journalister og redaktører, der leverer tv-dokumentarer til DR og TV 2 – og tre redaktører, der arbejder for DR og TV 2.

Alle ni kilder optræder anonymt.

Public service-redaktørerne på DR og TV 2 bekræfter over for Thomas Stokholm, at kravene til dokumentarer er skudt i vejret.

”Der er et større krav om, at man skærer det skarpt – det er blevet nødvendigt at få lydhørhed,” forklarer en af redaktørerne, der aftager dokumentarprogrammer.

På spørgsmålet om, hvorvidt vinklerne er skarpere i dag, end de var for 10-20 år siden, svarer alle tre redaktører ”ja”. Og tilføjer: Den skarpe vinkel kan gå ud over nuancerne.

Skævt fra begyndelsen

Ser man på en dokumentarfilms livsforløb, udløser de høje krav om skarpe vinkler en kædereaktion, hvor det ifølge Thomas Stokholm går skævt fra begyndelsen.

Det begynder med, at produktionsselskaberne føler sig presset til at pitche historier, som lover mere, end de kan holde.

Det billede genkender både public-service-redaktørerne og de eksterne leverandører.

Ifølge producenterne er det ganske enkelt nødvendigt at ”oversælge” for at afsætte sine programidéer.

”Det er kalkuleret – og jeg ved, at alle gør det,” siger en producent.

Men det betyder også, at projektet allerede fra begyndelsen må ofre vigtige nuancer.

”Vi bliver presset til at vælge en skurk – og det ødelægger nuancerne,” lyder det fra en ekstern producent.

Ikke råd til fiasko

Et overpitch kan for eksempel være, at en idé bliver solgt på, at en bærende kilde gerne vil medvirke – mens det i virkeligheden ikke er 100 procent sikkert.

”Og så krydser man på produktionsselskabet fingre for, at det lykkes at få fingre i kilden,” siger Thomas Stokholm.

Problemet er, at budgetterne er så stramme, at det økonomisk er urealistisk at afbryde en produktion, hvis der opstår alvorlige problemer med at få historien hjem.

”Der er for meget på spil – vi risikerer konkurs, hvis vi giver op,” fortæller en producent på et produktionsselskab.

Oversolgt pressearbejde

Det sidste led, før dokumentaren bliver sendt, er pressearbejdet med at skabe omtale før premieren. Også her bliver der ifølge Thomas Stokholm nogle gange oversolgt og overdrevet.

En ekstern producent skriver, at en pressemeddelelse solgte hans dokumentar som en åbenbaring – ”men vi havde ikke en rygende pistol”.

Andre kalder pressearbejdet for ”sensationsjournalistik”, hvor produktionsselskaberne skulle levere citater, ”der var skarpere, end vi ønskede at stå ved”.

”Produktionsselskaberne oplever, at PR-afdelingen ikke har 100 procent styr på det, der skal sendes. Det opleves som en ekstra redaktør, og det er jo virkelig ikke godt,” siger Thomas Stokholm.

Pr med store bogstaver

Ifølge Thomas Stokholm handler det om, at der skal tales med store bogstaver for at blive hørt.

”Man tænker, at man kun har et skud i bazookaen, når man publicerer en dokumentar, som helst skal stjæle hele nyhedsbilledet på alle platforme. Og her spiller tv-stationernes pr-folk en stor rolle, når de udsender en pressemeddelelse. Dét skud skal sidde lige i bull’s eye. Og når man tænker sådan, så forsvinder nuancerne,” siger Thomas Stokholm.

Det er dog ikke alle, Thomas Stokholm har talt med, som er utilfredse med pr-indsatsen.

To eksterne leverandører svarer, at de var glade for tv-kanalernes pressearbejde, fordi det ramte tonen i dokumentaren og foregik i en ”god dialog”.

Advokater og tjeklister

En gennemgående tendens i rapporten er, at der aldrig har været så meget kontrol involveret i arbejdet med at lave dokumentarfilm i form af tjeklister, regneark og advokater, som stjæler tid og tanker hele vejen fra pitch til premiere.

Alligevel bliver dokumentarproduktioner i stigende grad kritiseret for manglen på dokumentation og grove fejl.

Og når det sker, burde tv-stationerne være hurtigere til at indrømme fejl og unøjagtigheder og komme videre, så debatten om dokumentaren ikke står i vejen for det problem, dokumentaren peger på.

”Mit budskab er, at der altid vil være fejl. Det er uundgåeligt. Men i stedet for nulfejlskulturen, må man indrømme sine fejl og komme videre,” mener Thomas Stokholm.

For eksempel var efterspillet det mest uskønne ved DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’. Her væltede alle rundt for at undgå, at aben endte på deres skulder, forklarer Thomas Stokholm.

”Det er jo ikke nogen overraskelse, at der begås fejl, men man gør problemet større, når man ikke ved, hvor ansvaret ligger.”

Dokumentarchef i DR Mikala Krogh svarer via DR Presse.

”Vi kan ikke genkende det billede, som Journalisten har præsenteret for os, som generelt dækkende for vores samarbejde med de eksterne producenter. Vi mødes løbende med branchen, og vi vil nysgerrigt bruge indsigterne i vores dialog om, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem de eksterne producenter og DR,” forklarer Mikala Krogh.

TV 2 er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.