Politik

Dansk Folkeparti udelukker pressen: Vi er ikke inspireret af Trump

Journalister har det med at blive stødt på manchetterne, og det er faktisk slet ikke så stor en ting for Dansk Folkeparti, lyder det fra politisk ordfører Peter Kofod.

Pressen må vente udenfor, når Dansk Folkeparti i weekenden skal holde årsmøde om interne anliggender. Men pressen er velkommen til et efterfølgende ”årsmødeshow”.

Og det skyldes, at Dansk Folkepartis interne og organisatoriske drøftelser er mest interessante for dem, der er medlemmer og aktive i partiet.

Det siger politisk ordfører Peter Kofod til Journalisten:

”Jeg kan se, at det har givet anledning til en hel masse skriverier og tanker og overvejelser i medierne. Men det er det, der har været vores overvejelse omkring det,” siger han.

Pressen er omvendt velkommen til at dække det ”udadvendte” show, hvor Dansk Folkeparti vil fortælle, hvad partiet vil, hvis det får mandater nok:

”Der siger vi, at det egner sig godt til at blive gjort ud mod verden, mens vi selv klarer det andet internt i familien,” siger han.

Vores årsmøde

Hvorfor skal I definere, hvad der er interessant for medierne?

”Nu er det jo vores årsmøde. Det er Dansk Folkeparti selv, der bestemmer, hvad vi lægger plads til, og hvilket arrangement vi holder,” siger Peter Kofod.

”Der er en del, der handler om at være medlem af partiet. Og der kan man jo bare betale 300 kroner for et medlemskab, så får man også næste år med, og så kan man deltage i den del. Eller man kan deltage i den åbne del, eller følge med i det omfang, medierne gider dække det.”

Jeg tror også, at I overgør det lidt som journalister.

Peter Kofod, politisk ordfører

Så medier skal melde sig ind i DF for at dække jeres årsmøde?

”Nej, jeg siger bare, at det er den del, man kan være del af, hvis man er medlem. Og det er meget naturligt, at noget handler om interne forhold i Dansk Folkeparti, og så er der noget, der handler om alt muligt andet.”

Dansk Folkeparti udspringer af et meget famøst, pressedækket årsmøde i Fremskridtspartiet. Hvis man skal op på de høje nagler, er det vel den kollektive danske historieskrivning, I forsøger at udelukke pressen fra. Hvorfor?

”Som sagt har overvejelsen bare været, at noget er internt, og noget er eksternt. Ikke så meget andet end det. Fremskridtspartiet var nok sprunget i luften alligevel, uanset om der havde været journalister med eller ej.”

Ikke et digebrud

Men synes du ikke, at det er et sundt princip, at vi i Danmark er åbne om organisationers indretning og den demokratiske proces i organisationer, herunder partier?

”Jeg synes også, at vi generelt er meget åbne. Jeg har talt med rigtig mange journalister i dag, som har stillet de samme spørgsmål, og nogle gange andre spørgsmål. I det omfang, vi overhovedet kan og har tid, synes jeg også, vi stiller op og svarer på de svære og kritiske spørgsmål. Så jeg synes, vi lever op til alle standarder.”

Til Journalisten har både TV 2's politiske redaktion og Dansk Journalistforbunds forpersonskab rettet kritik mod beslutningen som værende udansk og problematisk.

Ud fra det, jeg har hørt i dag, tror jeg, at der er rigtig mange partier, der kigger på det her.

Peter Kofod, politisk ordfører

Peter Kofod er uenig i, at det skulle være ”et stort digebrud”, og kalder det ”helt naturligt” for et politisk parti at skille de interne drøftelser fra den eksterne kommunikation.

Det er vel ikke helt naturligt, når nu så mange reagerer på det her, og I er det eneste parti, der har valgt at gøre det?

”Ud fra det, jeg har hørt i dag, tror jeg, at der er rigtig mange partier, der kigger på det her. Og så er det nok sådan, som det ofte er i dansk politik, at nogle partier ser, at DF prøver noget. Og når det så viser sig, om det er en succes eller ej, så kopierer man det i det omfang, det er en succes. Det forbinder jeg ikke med noget dårligt. Dansk Folkeparti skal være noget andet end andre partier, og det er vi også.”

Peter Kofod afviser, at trækket er en forlængelse af kommunikationsstrategien med at køre partileder Morten Messerschmidt op som ”big man” og en decideret nedprioritering af den klassiske presse til fordel for egne kanaler på sociale medier.

Han har efter eget udsagn brugt størstedelen af dagen på at tale med journalister om beslutningen og er helt uenig i, at partiet nedprioriterer den klassiske presse.

Le Pen, ikke Trump

Tidligere pressechef for netop Dansk Folkeparti fra 2005 til 2020, Søren Søndergaard, har også meldt sig på banen med kritik af partiets linje ved årsmødet:

”Medierne er en del af vores folkestyre. De har en megafunktion i ethvert folkestyre. I min verden er det kun ledere såsom USA’s præsident, Donald Trump, der ikke lader til at ville forstå det,” siger Søren Søndergaard til Kforum.

Peter Kofod er uenig i Søren Søndergaards læsning af partiets udvikling og kalder det, de er i gang med, for en genrejsning af partiet.

Men er I inspireret af Donald Trump?

”Nej”.

I har slet ikke skelet til hans håndtering af pressen, når I vælger den her tilgang?

”Nej, det har vi ikke. Men jeg tror, vi er ret inspireret af nogle af de måder, man gør det på rundt omkring i Europa, som jeg også selv har oplevet som medlem af Europa-Parlamentet,” siger Peter Kofod og nævner partier som Rassemblement National i Frankrig og Vlaams Belang i Belgien.

”Der er ikke nogen af dem, der hundrede procent matcher os på politik, fordi de udspringer af forskellige lande og kulturer, og derfor er partierne også forskellige.”

Men er det så mediepolitikken med at udelukke pressen, der inspirerer fra nogle af de her europæiske partier?

”Nej, og jeg tror også, at I overgør det lidt som journalister. I bliver enormt ramt på manchetterne over det her. For os er det her ikke en stor ting. Men det kan jeg så fornemme i dag, at det er for journalister.”

0 Kommentarer