Pavel Talankin med kælenavnet ”Pasja” er en vellidt skolelærer, der står for at lave videoproduktioner af stort set hvad som helst på skolen i den lille russiske flække Karabasj, som mest af alt er kendt for at være et af de mest deprimerende og forurenede steder i verden på grund af den lokale kobberfabrik.

Han filmer musikvideoer om de unge, som danser, synger og drømmer, som kun børn og teenagere kan gøre det.

Men alt ændrer sig, da Rusland gennemfører sin anden og markant mere omfattende invasion af Ukraine i februar 2022.

Forandringerne har verden nu fået indsigt i, fordi DR og BBC i fællesskab har købt ind på dokumentarfilmen ’Mr. Nobody against Putin’, som tirsdag blev vist og gennemgået med tilstedeværelse af Pavel Talankin til Copenhagen TV Festival.

Frankrig bliver en hestenation

I filmen ser man, at lærerne i byen pludselig får at vide fra højeste sted, at de skal undervise i faste paroler, der skal læses op fra et stykke papir foran eleverne, og som skal være loyale over for Kremls narrativ om, at Rusland sådan set er på den rigtige side af historien.

Børnene skal også gå march med det russiske flag og synge patriotiske sange.

Pavel Talankin får også nye arbejdsopgaver, og pludselig skal han filme sine lærerkollegers patriotiske opremsninger og sende videoerne ind til en mistænksom server ejet af staten.

Vi følger nogle af Pavel Talankins øjensynligt fortvivlede lærerkolleger, der ikke engang kan udtale, at Ukraine skal ”demilitariseres”, ”denazificeres” og ryddes for ”nynazister”.

Vi møder også den patriotiske og moderlandsforelskede historielærer Pavel Abdulmanov, som flittigt indgyder Kremls paroler ind i børnenes hjerner i klasseværelset: Europa er i krise, Rusland er størst, og om lidt rider alle franskmænd på heste ligesom musketererne, fordi de ikke har råd til benzin. Hans største drøm ville være at møde nogle af Stalins værste bødler, fortæller han også.

Vi følger processen, hvor propaganda langsomt, men sikkert bliver hverdag, og hvor Pavel Talankins tidligere så glade og frihedsdrømmende elever knap nok tør tale med ham.

Det virker flere gange for vildt til at være virkeligt, men det er et råt indblik i den russiske virkelighed, hvor styret i Kreml har strammet grebet om ikke bare det frie ord i pressen, men også det frie ord i skolerne, så alle danser til lyden af den samme pibe.

Minefelt af etiske overvejelser

På et tidspunkt får Pavel Talankin kontakt til den i Danmark bosatte amerikanske instruktør David Borenstein, som i selskab med producent Helle Faber fra Made In Copenhagen bliver enige om, at Pavel Talankins optagelser er en dokumentar værd.

Pavel Talankin lever i dag i eksil i et ukendt europæisk land. Foto: Molly Grønberg / Copenhagen TV Festival

Men det er også et minefelt af etiske overvejelser om, hvorvidt man overhovedet kan vise optagelserne, som ikke kan forelægges for de implicerede, og hvor man eksempelvis ikke kunne indhente tilladelse fra forældrene til børnene på skolen, som også medvirker.

”DR og DFI var de første til at hoppe ombord, og det var totalt hemmeligt,” fortæller producent Helle Faber fra Made In Copenhagen om forløbet med at få filmen i hus.

Efter at have vist 20 minutters redigerede klip til BBC blev alle enige om, at filmen ikke kunne laves efter de normale retningslinjer i branchen, hvor der eksempelvis indhentes tilladelser:

”For det ville sætte dem i fare med det samme,” fortsatte Helle Faber.

Konkret valgte man derfor i den endelige film at redigere på en måde, så ingen børn stod ud. De blev i stedet redigeret ind i filmen i grupper.

Blev farligere og farligere

Derudover var det et stort etisk problem i forløbet, at Pavel Talankins handlinger løbende blev mere og mere ulovlige. Bogstaveligt talt introducerede den russiske regering løbende i løbet af årene ny lovgivning, som gjorde det forbudt at kritisere styret eller for den sags skyld overhovedet bruge ordet ”krig” om handlingerne i Ukraine.

Derfor stod det hurtigt klart, at folkene bag måtte sikre, at Pavel Talankin kunne forlade Rusland og få eksil i et europæisk land, hvilket også er blevet realiteten nu.

Selv nøjedes Pavel Talankin med at sige ”ja”, da moderator Thomas Breinholdt spurgte ham, om han havde været bange i processen.

Men det kom også frem, at Pavel Talankin først blev helt sikker på, at der rent faktisk var et dokumentarprojekt, da han så den færdigredigerede udgave på en cafe i Istanbul sammen med David Borenstein. I al den tid havde Pavel Talankin blot uploadet timevis af råmateriale til en FTP-server tilhørende filmfolkene uden at være 100 procent sikker på, hvem de var.

Og omvendt gik skepsissen samme vej tilbage for David Borenstein, som ikke turde sende redigerede klip tilbage på grund af risikoen for, at de kunne falde i de forkerte hænder i Karabasj og udsætte Pavel Talankin for fare.

“Af sikkerhedsmæssige årsager delte jeg aldrig nogen klip med ”Pasja”. Jeg kunne ikke garantere, at han ikke ville blive tvunget til at videregive dem. Når jeg ser tilbage, var det den rigtige beslutning,” sagde David Borenstein fra scenen.

Dansk Oscar-bud

Livet er blevet noget anderledes for den russiske skolelærer med deltagelse i filmfestivaler verden rundt, og det gik undervejs også op for ham, at han ikke kunne blive i Rusland:

“I begyndelsen af krigen troede jeg ikke, jeg skulle forlade landet. Men efterhånden kom der flere og flere love, som gjorde det farligt at sige noget som helst imod styret. Pludselig kunne selv et enkelt ord få myndighederne til at banke på døren,” sagde han.

Filmen har allerede indkasseret 11 priser ved blandt andet hæderkronede Sundance Film Festival og blev for få dage siden nomineret som dansk Oscar-bud.

Ad omveje er filmen også blevet smuglet til hjembyen Karabasj, hvor de lokale har set den via den krypterede tjeneste Telegram:

”Da filmen blev vist i Karabasj, fik jeg både positive og negative reaktioner. Forældre skrev, at de ikke vidste, hvad deres børn blev udsat for i skolen. Samtidig sagde mange, at jeg aldrig kunne vende tilbage til byen igen.”

Filmen ’Mr. Nobody against Putin’ har haft dansk biografpremiere. Den vises på DR i løbet af året.