I Danmark er tilliden til medierne dobbelt så høj som i USA Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
I dag udkommer den årlige rapport fra Reuters Institute for the Study of Journalism, og den tegner et dystert billede af mediernes situation i mange lande.
Tilliden til medierne og brugernes betalingsvillighed er fortsat på tilbagetog internationalt.
Men det billede gælder dog ikke i Danmark, siger professor på RUC Mark Blach-Ørsten, der står for den danske del af undersøgelsen sammen med Kim Christian Schrøder og Mads Kæmsgaard Eberholst.
”I Danmark og de fleste nordiske lande er vi heldigvis undtagelsen til mange af de ting, der står i den internationale rapport. Vi står i skarp kontrast til de andre lande,” fortæller Mark Blach-Ørsten.
I rapportens 48 lande er tilliden til nyhedsmedierne for eksempel styrtdykket til 37 procent.
Det er det laveste tal Reuters Institute har målt siden 2015.
I USA er tilliden faldet til 25 procent, mens tilliden i Danmark fortsat ligger på samme niveau, nemlig 55 procent.
Tillidssamfundet
I Danmark har kun 14 procent af befolkningen direkte mistillid til nyhederne.
Når man ser på tilliden til de medier, som danskerne selv bruger, er tallet oppe på 64 procent.
”I grunden kan vi være relativt stolte. Vores mediesystem er et væsentligt fundament for vores demokrati, og det virker virkelig godt sammenlignet med andre lande,” siger Mark Blach-Ørsten.
Den høje tillid skyldes, at borgerne i Danmark har tillid til hinanden og til myndighederne. Det smitter også af på medierne.
”Den tillid skal nyhedsmedierne så sørge for at bevare. Når man kigger ud i verden, kan man ikke tage det for givet, at tilliden fortsat vil være høj. Det kan hurtigt blive værre,” siger Mark Blach-Ørsten.
Ser man på aldersfordelingen er tilliden højest blandt de ældre danskere og noget lavere blandt personer under 45 år.
Flere fravælger nyheder
”Nyhedsundgåelse”, det vil sige mennesker, der bevidst fravælger nyheder, er en af de tendenser, som skal følges nøje den kommende år, forklarer Mark Ørsten.
På verdensplan er der flere og flere, der undgår nyheder, og samme tendens gør sig gældende i Danmark.
Her er andelen af danskere, der ”tit” eller ”nogle gange” undgår nyheder, steget markant med syv procentpoint fra 27 procent i 2025 til 34 procent i 2026.
Mark Blach-Ørsten mener ikke, at det bør vække bekymring, at nogle danskere fravælger nyheder en gang i mellem.
”Men vi skal være opmærksomme på den del af befolkningen, der siger, at de gør det tit.”
Danskere, der fravælger nyheder ”tit”, er steget fra 7 til 10 procent på et år. Der er tale om en gradvis stigning fra fire procent i 2022.
Erfaringerne fra tidligere undersøgelser er, at folk undgår nyheder, fordi det handler for meget om krige og kriser. Nogle synes, at nyhedsmængden er for overvældende, og nogle bliver ganske enkelt i dårligt humør af at følge nyhedsbilledet.
”Der er en tendens til, at medierne overbreaker og nærmest skriver, hvad som helst, når der er en krig eller krise. Det ville være en god idé at klappe hesten og skrue ned for omfanget af de ikke-verificerede og negative historier, som støder folk væk,” siger Mark Blach-Ørsten.
Unge elsker nyhedsinfluencere
Undersøgelsen viser, at de unge mediebrugere hører til gruppen af de mest flittige avislæsere - kun overgået af pensionisterne.
Derud over er brugen af nyhedsinfluencere et af de områder, hvor de unge skiller sig mest ud.
37 procent af de unge på 18-24 år har den seneste uge fulgt en influencer, der primært laver nyheder.
Blandt borgere over 65 år er det blot et par procent.
Ifølge Mark Blach-Ørsten bliver de unge ikke tiltrukket af influenternes høje pålidelighed.
De unge ved godt, at noget af det skal tages med et vist forbehold.
”Men de kan godt lide, at influencerne er underholdende og letforståelige. Formen er mere personlig og det er nemmere at relatere sig til,” siger Mark Blach-Ørsten.
Og så er de ofte sjove.
”Vi ved fra forskning, at humor kan være med til at nå målgrupper, som ellers ikke følger så meget med.”
Spørgsmålet er, om nyhedsmedierne skal medier gå i samme retning. Det mener Mark Blach-Ørsten ikke.
”Influencerne rammer en bestemt målgruppe, men ingen er unge for evigt, så deres medieforbrug vil gradvist ændre sig, når de bliver ældre og får familie og bolig. Desuden er der ikke alle ting, der egner sig til at bliver serveret let og underholdende. Nogle ting er bare svære at forstå,” siger han.
Den 15. udgave af undersøgelsen Digital News Report fra Reuters Institute er baseret på 100.000 besvarelser fra 48 lande.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.