Mads Frost
Med fyringen af Marchen Neel Gjertsen som ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten blev Christina Agger i går præsenteret som ny chefredaktør.
Hun har imidlertid ikke nogen planer om at søge jobbet som ansvarshavende chefredaktør, fastslår hun over for Mediawatch.
Hun begynder på Jyllands-Posten 1. april som konstitueret ansvarshavende chefredaktør.
Men det er kun indtil den rigtige kandidat bliver fundet. Når det sker, skal hun ”bare” være chefredaktør.
”Så skal jeg nok klare begge ting i første omgang, men vil også glæde mig til, at der kommer en ansvarshavende, så vi forhåbentlig i et stærkt samarbejde kan løfte Jyllands-Posten til det, Jyllands-Posten skal være,” siger Christina Agger.