Sparerunde

Chok på Radio4: Skal spare millioner og nedlægge stillinger

På grund af en meddelelse fra Skattestyrelsen skal Radio4 finde varige besparelser på otte millioner kroner, som skal have effekt fra årsskiftet

Radio4 rammes fra sommer af en ny regel på skatteområdet, som vil øge radiostationens omkostninger med otte millioner kroner årligt.

Det betyder, at Radio4 skal iværksætte en spareplan, lyder det i en intern mail fra administrerende direktør Anne-Marie Dohm til de ansatte.

Det kommer også til at koste på medarbejdersiden:

”Hvor gerne jeg end ville undgå det, kommer vi ikke til at undgå at nedlægge stillinger. Men vi vil i arbejdet gøre, hvad vi kan for at reducere antallet af egentlige afskedigelser mest muligt,” skriver hun i mailen.

Her forklarer hun, at der frem mod udgangen af april skal findes varige besparelser internt på fire millioner kroner, ligesom der frem mod årsskiftet skal findes yderligere varige reduktioner for 4 millioner kroner, der får effekt fra årsskiftet.

Journalisten har talt med tillidsrepræsentant Kasper Harboe, der fortæller, at det er kommet som et chok for alle på radiokanalen:

”Det er utroligt ærgerligt og fuldstændigt uventet. Vi har brugt den sidste uge og kommer til at bruge den næste lille uge på at afbøde det her så meget som muligt – blandt andet ved at se på, om nogen vil lave aftale om frivillig fratrædelse,” siger han.

Kasper Harboe har dermed ikke overblik over, hvor mange stillinger der nedlægges, og fortæller også, at det ikke er sikkert, at alle vil være DJ-stillinger.

Uforudsigeligt benspænd

I et skriftligt svar til Journalisten medgiver Anne-Marie Dohm, at det ikke var en ekstraudgift, man havde set komme.

”Vi er alle rigtig ærgerlige over at få et uforudsigeligt benspænd af den slags. Men det er vigtigt for os at fastholde vores høje kvalitet i programmerne og de vækstmål, som vi har sat os”, skriver hun.

Men man kommer ikke udenom, at det betyder, at man hos Radio4 skal nedbringe omkostningerne.

”Jeg kan bekræfte, at vi skal reducere vores omkostninger som følge af en regelændring på skatteområdet. Det betyder nedlæggelse af en række funktioner og omlægning af arbejdsgange, som vi arbejder på i øjeblikket. Vi gør, hvad vi kan for at nedbringe antallet af egentlige afskedigelser, lyder det fra Anne-Marie Dohm i det skriftlige svar.”

 

 

 

0 Kommentarer