Ole Sloth er chefredaktør på Lolland Falsters Folketidende. Foto: Rasmus Mørck Lange
En skuffende dom for lokalpressens mulighed for dække straffesager.
Sådan formulerer Lollands Falsters Folketidendes chefredaktør, Ole Sloth, sig over for sit eget medie i kølvandets på dagens dom i Højesteret.
Her blev en nu pensioneret journalist fra mediet idømt en bøde på 10.000 kroner for at have brudt navneforbuddet i 2020, da mediet beskrev en sag om en kommunalt ansat, der blev tiltalt for at misbruge sin stilling til for opnå seksuelle ydelser gennem flere år.
Selvom Højesteret nu stadfæster afgørelsen fra både byretten og landsretten, erklærer Ole Sloth sig uenig i dommen.
”Den ramme, vi kan operere i som journalister, er blevet mere snæver med Højesterets afgørelse, og det bliver sværere at lave konkret og oplysende journalistik fra retssager,” siger Ole Sloth til Folketidende.
Må ikke kunne identificeres
Lolland Falsters Folketidende skrev i maj 2020 to artikler om sagen om den kommunalt ansatte på baggrund af anklageskriftet.
Ifølge retsinstanserne tog journalisten bare for mange oplysninger med til, at man kunne tale om, at mediet overholdte navneforbuddet. Det gjorde den tiltaltes forsvarsadvokat også klart over for mediet, umiddelbart efter artiklen var udkommet. Det fremgår af en kendelse fra Pressenævnet, der blev afsagt i 2021, hvor Folketidende fik kritik for sin retsreportage.
Her stillede forsvareren sig nemlig på bagbenene, fordi han mente, at tiltalte nemt kunne identificeres.
Sådan blev den tiltalte beskrevet
”Det er en meget alvorlig sag om misbrug af en stilling i Lolland Kommunes socialforvaltning, som nu er på vej til at blive gennemført ved Retten i Nykøbing.
Sagen drejer sig om en 52-årig mand, der i en årrække har været ansat i Lolland Kommune.
Ifølge anklageskriftet i sagen har han misbrugt en kvindes afhængighed af ham til at skaffe sig seksuelle ydelser af hende i form af samleje.
Det skulle være foregået stort set dagligt i en periode på tre og et halvt år. Gerningsperioden er ifølge anklageskriftet fra september 2015 til maj 2019.
...
Vi har bedt sektorchef i kommunen, [Sektorchefen], om en kommentar til sagen, men hun udtaler sig ikke i en personsag ud over oplysningen om, at den 52-årige ikke længere er ansat i Lolland Kommune.”
Kilde: Pressenævnet
For et navneforbud betyder ikke bare, at man ikke må nævne navn, stilling og bopæl på en sigtet eller tiltalt. Det kan også være et brud på navneforbuddet at nævne andre oplysninger, der kan identificere vedkommende.
Folketidende gav på baggrund af anklageskriftet en række oplysninger om den tiltalte:
Det fremgik, at den tiltalte har været ansat i en navngiven kommunes socialforvaltning. Der stod, at den tiltalte var en 52-årig mand, der ”i en årrække har været ansat” i kommunen.
Det fremgik også, at den tiltalte ikke længere var ansat i kommunen, og at gerningsperioden ifølge anklageskriftet strakte sig over en periode på 3,5 år fra september 2015 til maj 2019.
Det var Landsrettens vurdering, at det ud fra de oplysninger ”var muligt uden for en helt snæver kreds af personer at identificere, at der var tale om A (tiltalte, red.).”
Den vurdering er Højesteret også kommet frem til.
Uenighed i retten
Det er dog ikke kun chefredaktøren på Folketidende, der er uenig i afgørelsen.
Højesteret har haft fem dommere på sagen, og én af dem mener ikke, at Folketidende brød navneforbuddet.
”Selv om Lolland Kommune er en af landets mindste kommuner målt efter indbyggertal, finder jeg ikke grundlag for at fastslå, at de oplysninger, som fremgår af den offentliggjorte artikel, sammenholdt med, hvad der må anses for almindeligt kendt for andre end en helt snæver kreds af personer, var egnet til at udpege netop A som den person, artiklerne angik,” udtaler dommer Jens Kruse Mikkelsen, der udover at være højesteretsdommer også er formand for Pressenævnet, i dommen og fortsætter:
”Jeg finder herefter, at Ts (journalistens, red.) artikler ikke udgør en overtrædelse af navneforbuddet, og jeg stemmer derfor for at frifinde T.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.