Arktis

Chefredaktør: Grønland behandles som udlandsstof

Danske medier dækker Grønland, som om det var et helt fremmed land, siger Masaana Egede, chefredaktør på det grønlandske nyhedsmedie Sermitsiaq

Meget er sket, siden Donald Trump før nytår meddelte, at han ønsker amerikansk kontrol over Grønland. For 10 dage siden ankom hans søn Donald Trump Jr. pludselig til Nuuk, og senere samme dag landede de første danske journalister fra København.

Siden har Grønland været mere i medierne end nogensinde før.

Men spørger man Masaana Egede, administrerende direktør og chefredaktør på Sermitsiaq, kan store dele af dækningen indtil nu sammenlignes med faldskærmsjournalistik, hvor journalister flyver til et brændpunkt i udlandet og begynder at rapportere med det samme.

”Forskellen er bare, at Grønland ikke er udlandet. Grønland er en del af Rigsfællesskabet. Så når man dækker Grønland, som om det var et helt fremmed land, så viser det, at medierne mangler viden om Rigsfællesskabet,” siger Masaana Egede.

Taletid til yderpolerne

Især på tv har omtalen været for polariserende og unuanceret, mener Masaana Egede, der selv har arbejdet som journalist i DR.

”Jeg tvivler ikke på DR eller TV 2’s faglighed, men deres kildevalg vidner om en manglende viden om, hvad der sker i Grønland,” siger han.

Masaana Egede er især kritisk over for, at det især er yderpolerne, der kommer til orde.

Han forstår sådan set godt, at yderpolerne kan bruges til at sætte scenen.

”Men det bliver bare så unuanceret, når danskernes viden om Grønland i forvejen er så lille. I Grønland er der en høj viden om, hvad der foregår i Danmark, men det omvendte er ikke tilfældet,” siger Masaana Egede.

Han opfordrer danske medier til at få bedre kilder blandt grønlandske erhvervsfolk, embedsfolk, politikere, foreninger, interesseorganisationer og forskere.

”Man burde spørge sig selv, hvem man typisk ville tale med i Danmark, og hvem der kunne repræsentere det i Grønland,” forklarer han.

Sermitsiaq på engelsk?

Sermitsiaq.AG Nyheder udkommer som et netmedie og to ugentlige aviser: AG og Sermitsiaq.

Hidtil har journalistikken været på dansk og grønlandsk, men Masaana Egede og bestyrelsesformand Lars Vesterløkke barsler med planer om også at udkomme på engelsk.

”Med den stigende interesse for Grønland og Arktis tror jeg, at der er nogle muligheder for os som publicister,” siger Masaana Egede.

Amerikansk retorik skræmmer

Masaana Egede talte i går ved et fyraftensmøde på The Copenhagen Posts redaktion i København. Arrangementet handlede netop om det tilspidsede forhold mellem Trump, Grønland og Danmark.

Her forklarede han, at den amerikanske interesse har vist grønlænderne, at der er alternativer til Danmark, fx i form af amerikanske handelspartnere.

Men ifølge Masaana Egede skræmmer den amerikanske retorik befolkningen.

Det er ikke sådan, man vinder grønlandske hjerter.

”USA må gerne være en tæt allieret, men det skal være på lige fod,” forklarer han.

DR og TV 2’s korrespondenter

Faktisk findes der ikke meningsmålinger, som viser, hvor mange der egentlig ønsker grønlandsk selvstændighed fra Danmark.

Det er Masaana Egedes indtryk, at mange grønlændere gerne vil have selvstændighed, men mange vil også være en del af Danmark – eller et sted imellem.

”Udfordringen lige nu er, at det fremstilles som enten eller,” siger han.

Efter Grønland indtog nyhedsdagsordenen, har Mediernes Efteruddannelse tilbudt danske journalister kurser i grønlandske forhold, mens Gravercenteret ved DMJX er på vej med en workshop i Nuuk om undersøgende journalistik med 38 journalister og redaktører fra KNR og Sermitsiaq.

Både DR og TV 2 har udpeget korrespondenter, der skal dække Grønland og Arktis.

Masaana Egede siger, at det er tiltrængt, at danske medier får større indblik i grønlandske forhold. Spørgsmålet er, hvor længe interessen varer ved.

”Lige nu sker der noget på grund af Trump, Mette og Múte, men det bliver også hurtigt glemt igen,” siger han.

0 Kommentarer