Chefredaktøren sender i forbindelse med sin opsigelse en opsang til Christiansborg om, at der intet økonomisk incitament er for at bedrive kritisk lokaljournalistik. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Bestyrelsen bag Kjerteminde Avis har opsagt chefredaktør og direktør Peter Hougesen for den østfynske lokalavis af frygt for, at der er ikke er penge nok i kassen til at udbetale løn resten af året.
Det fremgår af et indlæg hos avisen selv, hvor Peter Hougesen sender en afskedshilsen til læserne.
”Årsagen er, at bestyrelsen vurderer, at det er den bedste måde at redde Kjerteminde Avis på. Likviditeten er under stort pres.”
”Derfor er min opsigelse både et udtryk for økonomisk ansvarlighed og rettidig omhu,” skriver han.
Alligevel er Peter Hougesen både frustreret og skuffet.
”Skuffet over, at jeg ikke selv formåede at løse de likvide problemer, som avisen lige nu står med. Det er mit ansvar, og det tager jeg på mig,” skriver Peter Hougesen.
Frygt for ikke at kunne betale løn
I 2o22 kostede en ”fodfejl” den mere end 100 år gamle avis 150.000 kroner og udsigten til overskud. Fodfejlen betød nemlig, at avisen fik lige præcis 0 kroner i mediestøtte, fordi man havde glemt at søge støtte.
Avisen havde i 2018 et underskud på 261.000 kroner, og i 2019 lød det på 286.000 kroner. I 2021 lykkedes det alligevel avisen at komme ud af året med et overskud på 10.000 kroner på grund af mediestøtte lydende på 160.000 kroner.
Peter Hougesen
Men økonomien har fortsat skrantet, og den nu afskedigede chefredaktør ser den økonomiske situation som et paradoks, fordi Kjerteminde Avis faktisk har formået at øge annonceindtægter med 100 procent fra 2022 til 2023 og har det højeste antal abonnenter siden 2021, hvor Peter Hougesen tiltrådte.
”Men selv om Kjerteminde Avis formentlig kommer ud med et pænt regnskab for 2024, så er det bedøvende ligegyldigt, hvis der ikke er nok penge i kassen til at udbetale løn den resterende del af året, for så bliver vi lukket. Og det er netop det scenarie, bestyrelsen frygter og derfor reagerer på ved at opsige mig,” skriver Peter Hougesen.
Opsang til støtteordning
Chefredaktørens farvel kommer ikke kun med selvransagelse og erkendelse af manglende evner til at vende den økonomiske situation.
Peter Hougesen sender også en stikpille til Christiansborg for ikke i højere grad at tilgodese den undersøgende lokaljournalistik, når der uddeles mediestøtte.
Han fremhæver to sager, som avisen har dækket intensivt. Den ene er en en sag om et biogasanlæg i Kjerteminde Kommune og den anden om fjernvarme.
”Biogassagen er, efter min bedste overbevisning, den største skandale i Kerteminde Kommune i nyere tid. Og sandheden er, at hvis ikke vi havde skrevet artikler om den sag, så var den aldrig blevet fortalt. Sagen er ekstremt omfattende, sagsakterne er komplekse, og det kræver enorm megen tid at sætte sig ind i materialet. På den måde er biogassagen meget mere omfattende, end fjernvarmesagen var det,” skriver Peter Hougesen.
I hans øjne har Kjerteminde Avis gjort det, som politikerne bag medieaftalen ønskede, da de omlagde mediestøtten.
”Problemet er bare, at der er intet økonomisk incitament til, at lokale medier skal bedrive graverjournalistik. Kjerteminde Avis ville få præcis det samme i mediestøtte, hvis vi udelukkende skrev artikler om nye indkøbsvogne i SuperBrugsen eller mennesker, der har mistet deres kat,” skriver Peter Hougesen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.