Der følger 100.000 kroner og denne statuette med Spadestiksprisen, der i år uddeles den 2. november. Foto: Gravercentret
JydskeVestkystens chefredaktør, Mette Cramon, valgte tidligere på ugen at trække sig fra juryen bag Spadestiksprisen, der honorerer Danmarks bedste undersøgende journalistik.
Det skete, siger hun i en skriftlig kommentar, ”fordi det ellers kunne føre til alle mulige spekulationer, hvis jeg var med”.
Mette Cramons avis er blevet centrum for det, både hun og juryens formand, redaktør Jesper Christiansen fra TV 2 Nord, kalder ”en ærgerlig sag”.
Først efter at juryen offentliggjorde sine nomineringer, blev den bekendt med, at avisen i september sidste år lavede først en rettelse og siden en ”rettelse til rettelsen” til en af artiklerne i det indstillede projekt ”Lufthavnen bag facaden”.
Jesper Christiansen, juryformand, Spadestiksprisen
Mette Cramon var med i juryen, da nomineringerne blev offentliggjort. Men hun har ikke været med til at behandle nomineringen af kandidaten fra hendes egen avis.
Den anden af de to rettelser, der fik de resterende jurymedlemmer til at tvivle på hele projektet, er skrevet af chefredaktøren selv. Af rettelserne fremgår blandt andet, at citater, avisen bragte fra daværende indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), havde vist sig slet ikke at komme fra Sophie Løhde.
Manglende åbenhed
Mette Cramon forklarede dengang i JydskeVestkysten fejlen med ”sygdom og deraf manglende journalistisk dømmekraft”.
De tilbageværende jurymedlemmer skriver, at deres samlede vurdering er, at ”rettelserne og den manglende åbenhed omkring dem i indstillingerne og metoderapporterne over for juryen er så alvorlig og kritisabel”, at juryen ikke kunne forsvare at lade nomineringen stå.
Jesper Christiansen uddyber over for Journalisten, hvad der var problemet:
”De to artikler (rettelserne, red.) burde jo have været i det indsendte materiale – eller det burde have fremgået af indstillingen, at det materiale fandtes. Vi manglede nogle informationer at vurdere det ud fra.”
Mette Cramon, chefredaktør, JydskeVestkysten
Jesper Christiansen kan ikke sige, om projektet kunne have været en god nomineret, hvis bare juryen havde kendt til problemerne. Det afgørende for deres beslutning var, at de ikke kendte til dem.
”Det ville jo have været rart for os at vide,” siger han.
Indstillet af kolleger
Mette Cramon siger i en skriftlig kommentar, at hun respekterer og forstår juryens beslutning om at fjerne nomineringen af JydskeVestkystens projekt.
Hun siger, at indstillingen kom fra "begejstrede kolleger", og at det samlede projekt var ”veldokumenteret og solidt arbejde”.
”En tidligere medarbejder begik dengang en virkelig alvorlig fejl i et citat i en artikel. Dengang var vi naturligvis 100 procent transparente om fejlen - og bragte en stor beklagelse,” skriver Mette Cramon.
Hun betoner, at hun – fordi hun sad med i Spadestiksprisens jury – helt bevidst ikke har læst hverken indstillinger eller metoderapporter fra de projekter, der var indstillet af hendes egne medarbejdere.
Men hun er ærgerlig over, at fejlen ikke blev nævnt i indstillingen, der kom fra medarbejdere på avisen.
Mette Cramon mener, at der er en vigtig læring i forløbet:
”Der skal blot en fejl til, før en fuldstændig saglig og faktuel afsløring skaber usikkerhed. Vi skal være renere end rene - og det skal vi hver dag udfordre hinanden på,” skriver Mette Cramon.
De tilbageværende fire nominerede projekter til Spadestiksprisen kommer fra TV 2 Østjylland, Viborg Stifts Folkeblad, Fredericia Dagblad og Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Prisen bliver uddelt ved et arrangement i Kolding den 2. november.
Efter Mette Cramons udtræden består juryen nu af formand Jesper Christiansen fra TV 2 Nord, Politiken-chefredaktør Christian Jensen, tidligere chefredaktør på Mandag Morgen Tanja Nyrup Madsen, journalist Danni Paulsen fra Din Avis Aarhus og nyhedsredaktør Mette Lyhne fra TV 2 Øst.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.