Casper Kofod er som sådan vant til, at hans indhold har et stort publikum.

Han har været manuskriptforfatter på en række programmer sendt på DR og TV 2. Men da han forrige fredag vågnede og læste en besked fra en mediechef, der ville have ham til at lave noget for sig, skulle han alligevel lige gnide øjnene en ekstra gang.

Denne gang var det nemlig New York Times’ debatredaktion, der tog fat i ham og spurgte, om han havde en idé til en satirisk video om Donald Trump og Grønland.

”Da jeg vågnede og så den besked, skulle jeg tæmme mit impostersyndrom, der sagde: Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke. Jeg fik overbevist mig selv om, at det kan jeg jo godt. Jeg skal bare lave det med en, jeg er tryg ved og arbejder godt sammen med,” fortæller Casper Kofod.

Han har tidligere været i dialog med redaktøren om et projekt, der aldrig blev til noget. Men det gjorde det altså denne gang.

”Det er ikke hver dag, man bliver spurgt, om man vil lave noget for New York Times. Det er ret gigantisk,” siger Casper Kofod.

Første idé blev rammen om historien

Da Casper Kofod samme eftermiddag talte med debatredaktøren, dukkede den første idé til rammen om fortællingen op: At Danmark som en rendyrket Karen – som en overdrevent krævende person, der altid mener at have ret, bliver kaldt – gerne vil have lov til at snakke med Donalds Trumps manager: Kongressen.

New York Times slog til, og Casper Kofod tog fat i Huxi Bach, som han har arbejdet sammen med i årevis.

Sammen fik de flere idéer til, hvordan videoen kunne skrues sammen.

”Men de holdt fast i det første. Så vi skulle være nogle Karens, der skulle ind og tale med en chef,” siger Casper Kofod.

Og derfra var det vigtigt for både Casper Kofod og Huxi Bach, at Danmark ikke fremstod for pænt i forhold til historikken om Grønland og den grønlandske befolkning:

”Vi har ikke været nogle engle. Vi bliver spurgt om at lave det her fra et dansk synspunkt, og så må vi kigge indad og sige, at vi ikke har behandlet Grønland fedt,” siger Casper Kofod og fortsætter:

”Det er en stor platform at tale fra, og så følger der et stort ansvar med.”

Ifølge Casper Kofod havde det været for nemt bare at svine Donald Trump til.

”Men det vigtigste i hele den her debat er, at det ikke er Trumps valg. Det er ikke Danmarks valg. Det er Grønlands valg. Det er også derfor, det virker lidt mærkeligt, at det er to hvide danske mænd, der laver den, så det ville give mening, at New York Times også spurgte nogle grønlændere om at lave noget,” siger Casper Kofod.

Store politiske debatter kan blive for tunge

I fredags, bare en uge efter at Casper Kofod var blevet kontaktet, udkom resultatet så: En seks minutter lang video, hvor Huxi Bach er spist af med lyden af ventetonen, mens han ringer til den amerikanske kongres.

Ventetiden på telefonen bliver brugt på at forklare forholdet mellem Grønland og Danmark, der bliver sidestillet med Donald Trumps forhold til hustruen Melania Trump: Formelt sammen, men i realiteten langt fra hinanden – og på at forklare, hvorfor kolonialisme er en rigtig skidt idé.

På YouTube har videoen fået mere end 750.000 visninger, og flere tusinde brugere fra store dele af verden har kommenteret den.

Og når der overhovedet er brug for satire i en alvorlig situation som den, vi står i nu, handler det i Casper Kofods øjne om, at det – måske især fra amerikansk side – kan blive meget kompliceret at følge med i debatten.

”Der tror jeg, satiren kan hjælpe. Du får et grin, men du tager viden med. Hvis det bliver for tungt, kan man stå af,” siger han.

Ramte et blødt punkt

For Casper Kofod har arbejdet for New York Times været en oplagt måde at beskæftige sig med noget, han elsker og følger meget med i. Nemlig amerikansk politik, hvor referencerne måske kan være for indspiste i forhold til et dansk publikum:

”Her var der frit løb, fordi det falder lige ind i det publikum, det handler om. Og det berører noget, utroligt mange amerikanere, danskere og vigtigst af alt grønlændere er optagede af, så det ramte tre ben på en gang,” siger han.

Nu indstiller manuskriptforfatteren sig på, at han går nogle år i møde, hvor han ikke regner med at kunne rejse ind i USA på grund af sit arbejde.

”Det tror jeg sgu ikke, jeg får lov til. Jeg har ellers brugt alle mine ferier i en årrække derovre, og begge mine forældre og søster har boet der,” siger han og fortsætter:

”Det er et nederlag, jeg er villig til at tage. Jeg satser på at kunne komme ind igen om tre år.”