”Jeg synes stadig, det er skidesjovt at fotografere, og jeg har også stadig fem-seks fotoopgaver om måneden,” fortæller Carsten Bundgaard. Foto: Privatfoto (collage: Journalisten)
De visuelle fag er under pres. De faste jobs er forsvindende få, AI-løsninger æder sig ind, og freelance-markedet skrumper år for år.
Det får mange fotografer, grafikere og tegnere til at spørge sig selv: Hvad er min exit-plan?
I serien her taler vi med nogle af dem, der enten er i gang med at lægge trædestenene til en ny karrievej, eller som allerede har taget springet.
I dag skal du møde 45-årige Carsten Bundgaard. Han er uddannet fotojournalist, men under coronapandemien traf han en beslutning, der siden har vendt hans arbejdsliv på hovedet.
Jeg har arbejdet freelance og haft et par vikariater, siden jeg blev færdig som fotojournalist i 2010. De første år boede jeg i København og fotograferede primært for dagbladene, især Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende. Det gik godt – jeg kunne leve fint alene af de to kunder.
Min familie og jeg fik på et tidspunkt lyst til at flytte ud af København. Vi flyttede til Fyn, men efter nogle år begyndte der at komme færre og færre opgaver fra dagbladene – de havde simpelthen ikke penge til det længere. I stedet arbejdede jeg mere for fagblade og kommercielle kunder. Det var en helt anden måde at være fotograf på, og i virkeligheden var det ikke altid det, jeg brændte mest for, som jeg rendte og lavede.
Carsten Bundgaard, snedker og fotograf
Så kom corona, og pludselig var der ingenting at lave. Jeg lå søvnløs om natten og spekulerede over, hvad der skulle blive af mig, og hvordan det nogensinde skulle gå. Det var der, tankerne om at finde på noget helt andet begyndte at melde sig.
Jeg overvejede både tømrer og tækkemand. Jeg ville gerne lave noget med mine hænder, men det vigtigste var, at jeg for alt i verden ikke skulle uddanne mig til arbejdsløshed igen. Til sidst faldt valget på maskinsnedker. Det er langt hen ad vejen det sammen som en møbelsnedker.
Min største bekymring var at komme igennem perioden på skolebænken og på SU. Heldigvis kunne jeg supplere med lidt foto ved siden af, og efter et halvt år på skolen får man voksenlærlingeløn. Den er ikke høj, men jeg bor i et lille hus på Fyn uden en vanvittigt høj levestandard, så jeg klarede mig igennem. Og da jeg var færdig i lære, spurgte min mester, om jeg ville fortsætte på fuldtid.
Jeg skal nok ikke være her til evig tid, men jeg får lov at lave en masse forskellige ting, og jeg er glad for at have fået kolleger. Det er jo håndværkertyper, så man skal vænne sig til lidt hyggeracisme og misogyn omgangstone. Men jeg kan sgu med de fleste, selv om de siger nogle åndssvage ting indimellem.
Carsten Bundgaard, snedker og fotograf
Jeg synes stadig, det er skidesjovt at fotografere, og jeg har også stadig fem-seks fotoopgaver om måneden ved siden af. Det er måske lige hårdt nok oveni et fuldtidsjob, men på den anden side har jeg fået økonomisk ro i maven, og jeg ligger ikke søvnløs om natten længere. Og jeg er jo stadig en dygtig fotograf, så det ville også være synd bare at skylle det ud i lokummet.
Jeg havde nok aldrig taget den her uddannelse, hvis fotoforretningen bare havde kørt. Men jeg havde virkelig behov for at prøve at have et fast arbejde, en fast månedsløn og nogle kolleger. Det andet var hverken godt for min psyke eller min økonomi til sidst.
På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at få mit eget lille snedkeri. Som fotograf har jeg jo været selvstændig i mange år, så det ligger mig nok ikke så fjernt. Men først skal jeg lige være lidt dygtigere.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er selv 53 og har primært oplevet økonomisk opgang de sidste 10–12 år, så jeg har ikke tidligere haft synderligt fokus på en plan B eller en exit-strategi. Det begynder jeg nu at mene, at situationen i dele af fotobranchen – inklusive i en vis grad min egen – måske kræver af os selvstændige fotografer.
Det er som om, der er en mere grundlæggende forandring i gang i retning af mere film og AI, som gør indhug i fotografiets andel.
Jeg tror stadig, at jeg kan omstille mig, få nye kunder og holde på eksisterende – primært med fotografi, men også ved at arbejde med nye strategier. Det afhænger dog blandt andet af, hvor meget AI vil kunne erstatte.
Uanset at AI ikke kan lave de billedetyper, jeg laver, så vil det tage en vis andel af den kommunikation, der bliver brugt penge på i den branche, jeg arbejder i. Der vil formentlig også komme fotografer til fra andre brancher, som ikke kan få det til at hænge sammen, hvis de ikke udvider deres felt, hvis de vil blive ved med at leve af at fotografere.
Jeg vil også sige, at havde jeg ikke en naturlig sælger i mig og en stærk kontaktflade i mit netværk, ville jeg nok allerede nu overveje at finde en anden levevej.
Jeg er dog begyndt at se på, hvilke mulige indtægtskilder der kan passe sammen med at være selvstændig fotograf, og jeg er blevet meget mere nøgtern med mine udgifter.
Men frafaldet af efterhånden mange dygtige fotografer kan måske også være det, der gør, at der bliver mere at lave igen.
Det er svært at regne alle parametrene ud – og måske er det netop det, der er det mest stressende: usikkerheden.
Så jeg har absolut ikke kastet håndklædet i ringen endnu, selvom jeg også er begyndt at kigge på alternative supplementer og mulige exit-strategier.