Bandidos-rockeren Michael Rosenvold blev også kaldt ’kok’. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
En ny bog af journalist Camilla Marie Nielsen om den afdøde præsident for rockerklubben Bandidos Michael Rosenvold kan blive på hylderne i landets boghandler.
Mandag har en dommer ved Københavns Byret afvist at nedlægge forbud mod bogen, oplyser retten til Ritzau.
Det var Michael Rosenvolds enke, som forsøgte at få bremset bogen, som er udkommet mandag.
Var præsident for Bandidos
Bag bogen står journalist og forfatter Camilla Marie Nielsen.
Blandt andet på baggrund af lange interview med Michael Rosenvold beretter hun om hans liv i rockerverdenen. Rosenvold, der blev 57 år, var præsident for Bandidos i Europa.
En aftale om bogudgivelsen blev indgået i august 2024, men Rosenvold afgik ved døden 3. april i år midt under anklagemyndighedens sag mod Bandidos om opløsning af gruppen.
Der var retsmøde om et muligt forbud mod bogen fredag.
Forlagsdirektør: En nuanceret bog
Bogen med titlen ’Kok – Bandidos-præsidenten og det forbudte broderskab’ udkommer gennem forlaget Impact Press-Momenta.
Her kaldte forlagsdirektør Olav Skaaning Andersen sig i sidste uge meget overrasket over ønsket fra enken om at få bogen stoppet, da han mener, at der er tale om en nuanceret og opsigtsvækkende bog:
”Vi står helt uforstående over for kravet om at stoppe bogen. Vi har haft et godt samarbejde med bogens kilder undervejs, så jeg ved ikke, hvad der er sket. Det er en helt irrationel kovending, som er svær at forstå,” sagde Olav Skaaning Andersen til Berlingske.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.