TV

Brøndby IF i betting-brøler med børn: ”Det må ikke ske igen”

Brøndby IF vil nu sørge for, at børn ikke kommer til at optræde i sammenhæng med betting

Fodboldklubben Brøndby IF begik ikke kun en brøler ved at tabe med to mål til FC Midtjylland søndag aften.

Forud for kampen var der også påtrykt en bettingreklame for holdets bettingsponsor Betano på trøjerne til nogle af de børn fra klubben, der løb ind på stadion sammen med de professionelle spillere.

Og det påpegede ludomanibehandler Christian de Gier efter kampen i et opslag på LinkedIn, hvori han også informerede om, at han havde klaget til Forbrugerombudsmanden:

”Hvis man kender bare lidt til Spilleloven, ved man, at det er ulovligt at bruge børn som reklamesøjler for betting,” skrev han.

Bekræfter klage

Forbrugerombudsmanden bekræfter over for Journalisten, at man har modtaget en klage over Brøndby IF, og i fodboldklubben lægger kommunikationsdirektør Søren Hanghøj sig også fladt ned:

”Der skal ingen association være mellem børn og betting. Derfor er vi også forbandet ærgerlige over, at der blandt de børn, der i aftes deltog i indløbet med spillerne, var nogle stykker, der havde navnet på vores hovedpartner på brystet,” oplyser han i et skriftligt svar.

Helt konkret er reglerne for markedsføring af spil formuleret i Spilleloven, hvor det i §36,3 fremgår, at markedsføring af spil hverken i kommunikationsudformning eller medievalg må være målrettet mod børn og unge under 18 år.

Sker ikke igen

Og hvis man skal købe en Brøndby-trøje i Brøndbys officielle butik, er der da heller ikke betting-logo på brystet:

”Alle vores trøjer til børn er uden partner på brystet. Vi sælger dem ikke, og vi får dem ikke produceret. Netop fordi børn og betting intet skal have med hinanden at gøre. Børnene i aftes var iklædt egne trøjer i voksenstørrelser medbragt hjemmefra,” lyder det videre fra Søren Hanghøj, som tilføjer:

”Men det er vores ansvar, at vi ikke fangede det og udstyrede dem med en anden trøje uden partnernavn. Det må ikke ske igen, og det sørger vi nu for.”

Brøndby IF og bettingvirksomheden Betano indgik et samarbejde i maj 2025. Før var Brøndby IF sponsoreret af den statsejede bettingaktør Danske Spil, som netop gjorde et nummer ud af ikke at figurere på Brøndbys trøjer.

0 Kommentarer