Knud Brix og Anders Langballe står i den kolde forårssol foran Politikens Hus og snakker, inden jeg afbryder og giver mig til kende.

De giver hånd, hilser pænt og leder mig så i retning af indgangen til Ekstra Bladet.

”Men det tror jeg, du har helt ret i,” siger Knud Brix så til Anders Langballe.

Troels Lund lignede en vinder, konstaterer de. Jeg har afbrudt en samtale om søndagens partilederdebat.

Det er to politiske væsener, der nu bevæger sig ind i baggården og op til Ekstra Bladets podcaststudie.

De har begge en fortid som journalister på Christiansborg, og de har begge slået sig på det.

Knud Brix gjorde op med tiden på Borgen i digtsamlingen ’Natfolden’, hvor han kritiserede kulturen og sin egen kynisme som politisk reporter.

Anders Langballe var evigtarbejdende politisk redaktør for TV 2, indtil han blev ramt af to blodpropper og kædede det sammen med et usundt arbejdsliv.

Og så var de på en måde sammen om det.

”Knud stoppede jo på TV 2, mens jeg var chef. Og inden da havde vi snakket om den galskab, vi stod midt i. Så stoppede Knud, fordi han skulle noget andet, og jeg blev ved, indtil jeg fik en blodprop i hjernen,” lyder opremsningen af den historie fra Anders Langballe.

Nu har makkerparret slået sig sammen igen om en Ekstra Bladet-podcast med politiske analyser og dækning af en valgkamp, der kører for fulde drøn.

Men hvad har egentlig ændret sig, siden de to journalister, der begge har slået sig på livet som politiske reportere, nu har valgt at kaste sig ud i at dække politik igen?

”Der er jo et eller andet klæbemiddel i politik, siden vi begge to ender op med at beskæftige os med det igen,” siger Knud Brix, der i dag er chefredaktør for Ekstra Bladet.

Nye perspektiver

Det er effektivt, når de to skal indspille podcast.

Ind ad døren, hurtige aftaler med tilrettelæggeren:

Hvilke klip skal bruges? Hvilke pointer skal fremhæves? Optagelsen kører, ”Værsgo.”

Det er tydeligt at mærke, at de nyder at arbejde sammen:

”Vi kender hinanden så godt, at jeg ved, hvad Anders vil sige,” siger Knud Brix.

”Det er lidt som at tage en handske på, som man kender rigtig godt.”

Men som nævnt har handsken også siddet forkert.

Anders Langballe beskriver det ”hysteriske tempo”, som fulgte med livet på Christiansborg:

”Jeg havde ledelsesansvar, jeg lavede journalistik og var så også i fjernsynet hele tiden,” siger han om arbejdspresset dengang.

”Nu kan jeg godt finde ud af at skrue ned. Det gjorde jeg ikke tidligere.”

”Så du er blevet bedre til at passe på dig selv?” indskyder Knud Brix.

”Det er jo det, det handler om,” lyder det tilbage fra Anders Langballe.

I dag reflekterer de over den hårde kultur, som de befandt sig i:

”Jeg står fuldstændigt ved den kritik, jeg rettede mod arbejdskulturen dengang, men jeg er også blevet ældre, og når man peger en finger frem, så vender tre fingre mod en selv,” siger Knud Brix.

Med andre ord var det ham selv og produktionen, der var problemet:

”Det konstante pres bragte ikke det bedste frem i mig,” siger han om tiden, hvor hans arbejde afhang af politiske samtaler, intriger og gangsladder på Borgen:

”For mig er det et privilegium at beskæftige mig med politik igen, men at gøre det med den afstand, jeg har nu.”

”Tilbage på gerningsstedet”

Nu er de to journalister ”tilbage på gerningsstedet,” som Knud Brix beskriver den politiske journalistik, og det er ingen tilfældighed:

”For Anders og mig er journalistik og politik jo bare …”

”Det følges bare ad,” griner Anders Langballe.

Og spørger man ham, hvad han gør anderledes i sit arbejde nu, har det været en vigtig lektion at lære at sige nej:

”For 10 år siden sagde jeg ikke nej til noget. Min tilgang var, at det var bedst, at det var mig, der lavede hele lortet,” siger Anders Langballe.

Sådan arbejder han ikke længere.

Ud over podcasten med Knud Brix er han blandt andet også medvært på podcasten ’Borgen Unplugged’ med kollegaen Martin Flink.

Og det er blevet vigtigere at have ro på:

”Nu er der mange ting, jeg siger nej til, og nu arbejder jeg, fordi jeg synes, det er pissesjovt,” siger han, og fortæller, at det giver noget godt til hans arbejde:

”Der er ikke så meget bulder og brag hos mig, og det tror jeg sådan set også smitter af på den måde, jeg bedriver journalistik på nu.”

Podcast om valgkampen

Lige nu er vi dog i gang med en af de ting, han har sagt ja til. Podcasten ’Valgflæsk’ med Knud Brix, som blev lanceret i forbindelse med folketingsvalgkampen.

En podcast, som omhandler... Ja, valgflæsk – og i et format, hvor der er plads til, at Anders Langballe ”kan bande lidt mere, end du gør så mange andre steder”, som Knud Brix siger, for det må man altså gerne på Ekstra Bladet.

”Der er nogen, der er nødt til at holde øje med, hvad politikerne melder ud i valgkampen, og det er det, den her podcast og Ekstra Bladet skal kunne,” siger han.

Men er du som chefredaktør på Ekstra Bladet nu blevet repræsentant for det, du kritiserede dengang?

”Jeg sover godt i forhold til, at vi er magtkritiske, og at vi går til den. Som medie skal man gå til den. Men jeg synes, vi gør det på en fair måde,” siger Knud Brix og fortsætter:

”Men det er klart, at et Ekstra Bladet, som ikke leger ved stregen, er et irrelevant Ekstra Bladet.”

Og ifølge Knud Brix har hans erfaringer givet ham en modenhed til opgaven:

”Jeg tror personligt, at jeg er blevet mere robust i forhold til at stå imod den trang, der kunne være til altid bare at slå på manden i stedet for at gå efter bolden,” siger han.

Bekymrede forældre

I 2021 udgav Anders Langballe bogen ’Forfra’ om det arbejdsliv, han levede, og om de blodpropper, der tvang ham til at stoppe op.

Han fortæller, at han flere gange siden da er blevet kontaktet af forældre, som vil give bogen til deres journaliststuderende børn, fordi de er bekymrede for, om arbejdet i mediebranchen vil tage overhånd:

”For så kan de se den der begyndende galskab, og at alt bare drejer sig om journalistik,” siger han, og påpeger dog samtidig, at der er sket en udvikling i branchen:

I flere år jagtede Knud Brix politikere med en rød TV 2-mikrofon i hånden. Her er det i forbindelse med daværende forsvarsminister Carl Holsts øjeblikkelige fratræden i december 2015. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

”Jeg tror, at journalisterne og medierne er blevet klogere,” siger han og fortæller, at hans eget arbejdsliv ser markant anderledes ud i dag:

”Jeg var på Borgen 24/7. Også når jeg var hjemme med ungerne, så var jeg mentalt på Christiansborg og fulgte med hele tiden. Men jeg følger bare med på en anden måde nu.”

Den oplevelse genkender Knud Brix:

”Jeg troede engang, at alting var lige vigtigt. Nu har jeg erkendt, at det er det ikke. Du kan ikke være alle steder, og jeg tror, at man i kraft af både alder og erfaringer lærer at sortere i, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt.”