Etablerede medier skal have hjælp til at blive mere synlige på platforme som YouTube og TikTok. Det mener den britiske regering, der ifølge The Guardian lægger op til, at medier som BBC, ITV og Channel 4 får en fordel i de algoritmer, der prioriterer forskellige nyhedskilder på sociale medier.
I første omgang lægger regeringen op til, at techvirksomhederne selv sætter ind med nye regler. Hvis ikke de gør nok for at bekæmpe misinformation, vil der til gengæld komme lovgivning på området, varsler medieminister Ian Murray i i forbindelse med en offentlig høring.
Et af elementerne i den offentlige høring er en overvejelse om at give udvalgte medier en form for mærkat, der identificerer dem som ”troværdige bidragydere”.
Guy Black, der er næstformand hos udgiveren Telegraph Media Group og formand for brancheorganisationen News Media Association roser over for The Guardian regeringen for at tage hul på debatten.
Men han betoner også, at enhver løsning skal ”beskytte mangfoldighed på mediemarkedet og sikre offentlighedens adgang til forskellige og mangfoldige kilder til troværdig information”.