Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
16:03 06.10.2026 Anna Sol Jørgensen

Bredt citeret Søren Gade-portræt forsvandt fra Jyllands-Posten. Nu er det tilbage med en rettelse

Bredt citeret Søren Gade-portræt forsvandt fra Jyllands-Posten. Nu er det tilbage med en rettelse

Der er sket et eller andet med Søren Gade.

Sådan lyder den indledende linje i det portræt, Jyllands-Posten i går klokken 19 udgav om Venstre-profilen, der nu forlader posten som Folketingets formand.

Men der er også sket et eller andet med Søren Gade-portrættet. Efter det er blevet citeret vidt og bredt og var det store samtaleemne op til Folketingets åbning, har det været fuldstændig forduftet på forsiden af Jyllands-Postens hjemmeside siden i morges.

Men nu er det tilbage på forsiden. Nu med en rettelse i toppen af artiklen:

”Den første version af portrættet af Søren Gade var ikke tilstrækkeligt balanceret. Derfor har vi opdateret artiklen med flere beskrivelser af Søren Gade f.eks., hvordan han er som ven og hans arbejde for danske soldater,” skriver Jyllands-Posten nu.

Portrættet af Søren Gade bygger på interviews med 13 kilder, der alle har udtalt sig anonymt til Jyllands-Posten til portrættet, der beskriver Søren Gade som vred, illoyal og forfængelig.

Portrættet er blevet mødt af kritik fra blandt andre Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der har kaldt det ”ualmindeligt trist og svinsk”. Også Marchen Neel Gjertsen, tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, har langet ud efter portrættet:

”Okay, det her “portræt” er et next level karaktermord. Har aldrig læst noget lignende. Men det siger ikke så lidt om stemningen i Venstre. Gade er både doven, grisk, ondskabsfuld, kolerisk og selvoptaget - ifølge kun anonyme svinere,” skrev hun tidligere i dag på X.

Jyllands-Posten har ud over rettelserne også indsat en faktaboks, der beskriver, hvorfor mediet har valgt at benytte sig af anonyme kilder.

”For at tegne et mere nuanceret billede af politikeren, der nu er trådt af som FT’s formand, har JP interviewet 13 kilder, der har kendt Søren Gade personligt og gennem politik i adskillige år. Af hensyn til deres professionelle virke har Jyllands-Posten imødekommet deres ønske om at optræde anonymt, da beskrivelserne ikke har kunnet fremskaffes på anden vis,” står der nu.

SENESTE NYT

Flere nyheder