Aller Media A/S i København, tirsdag den 4. juni 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der er gået 15 dage, siden medarbejderne i Aller Media fik at vide, at der er fyringer på vej på grund af en ny sparerunde i koncernen.
Siden har der været bomstille fra ledelsen.
Det eneste nye, som medarbejderne har fået at vide, er, at afskedigelserne finder sted i begyndelsen af næste uge, men ingen ved, hvilken dag, hvor mange eller hvordan afskedigelserne skal ske.
”Det veksler lidt mellem nervøsitet og galgenhumor,” siger Jesper Bjerg Berthelsen, der er Aller Medias DJ-fællestillidsrepræsentant, og fortsætter:
”Folk er selvfølgelig ret nervøse. Det er en meget usikker tid, som vi er i lige for tiden. Det er klart, at det ikke er en særlig rar situation, som medarbejderne står i.”
Ondt i maven
Han fortæller, at man lige nu forhandler med ledelsen om, hvor meget af slaget man kan tage ved at nedbringe antallet af afskedigelser.
Jesper Bjerg Berthelsen roste for to uger siden ledelsen for at være tydelig i udmeldingen og sagde i den forbindelse, at nu skulle medarbejderne ”lige sunde sig oven på beskeden”.
Men to uger senere er frustrationen også begyndt at melde sig hos nogle af medarbejderne.
”Det er det klassiske reaktionsmønster. Først skal man sunde sig. Så kan man blive opgivende eller vred. Nogle går i handlingsmode og begynder at se, hvordan verden ser ud omkring dem, andre går måske bare rundt med lidt ondt i maven,” siger Jesper Bjerg Berthelsen.
Til sidste blodsdråbe
Synes du, som fællestillidsrepræsentant, at det er i orden, at medarbejderne ikke ved, hvilken dag i næste uge de kan blive afskediget?
”Så længe at forhandlingerne foregår, så er det begrænset, hvor meget man kan inddrage de ansatte. Jeg kan kun sige, at vi forhandler på livet løs, og det bliver til sidste blodsdråbe. Set i det perspektiv er det lidt svært at informere mere end det, man har gjort. Jeg er godt klar over, at det er enormt frustrerende. Jeg ville også ønske, at jeg kunne gå ud og give en mere dybdegående status, men så længe vi er i et forhandlingsrum, så er det bare ikke en mulighed,” siger Jesper Bjerg Berthelsen.
Men har medarbejderne ikke krav på at vide, hvilken dag i næste uge de kan risikere at blive afskediget?
”Jo, det kunne man godt sige, og det tænker jeg også, at de meget snart får besked om,” siger Jesper Bjerg Berthelsen.
Det er ikke første gang, at Aller Media gennemfører en fyringsrunde. For et halvt år siden blev 34 medarbejdere opsagt, herunder 14 medarbejdere på DJ-kontrakt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.