search

Boganmeldelser

  Verden ifølge Pundik Bind 1 af Herbert Pundiks erindringer har været syv år undervejs - men absolut værd at vente på.

Verden ifølge Pundik

Bind 1 af Herbert Pundiks erindringer har været syv år undervejs – men absolut værd at vente på.

  • Herbert Pundik:
    "Det er ikke nok at overleve. Erindringer"
    Gyldendal
    360 sider, 299 kroner

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Skrivende chefredaktører kan være et redaktionelt problem. De optræder på én gang som skribenter og overdommere. Politikens mangeårige chefredaktør, Herbert Pundik, tilhører den sjældne race, der uanfægtet fortsætter med at skrive, også selv om han af skæbnen – godt hjulpet af ham selv – blev flyttet fra den israelske fagbevægelses avis Davar og i mange år var placeret i chefstolen på Politiken, dog vel at mærke først efter at have sagt nej tak til en stilling som en sandsynligvis endnu mere skrivende chefredaktør på Information!

Vanen tro er Pundik fortsat med at skrive, som om intet overhovedet kunne ændre derved, først som senior-korrespondent i Politiken og nu til overflod som forfatter af erindringsværket "Det er ikke nok at overleve". Det er skrevet så eminent dygtigt, at det er et alvorligt problem for anmelderen, at der skal forløbe et halvt år, før fortsættelsen udkommer. Det betyder allerede nu alvorlige abstinenssymptomer.

Men Pundik er givetvis værd at vente på. Det allerede foreliggende bind dokumenterer det til overflod. Det har været det meste af syv år undervejs. For Pundik har tilsyneladende haft svært ved at slippe journalistikken for helt at hellige sig forfatterskabet. De korte tilløb i journalistikken og det lange forløb i forfatterskabet har mere end en gang været på kollisionskurs, fornemmer man. Alligevel er fremdriften i bogen formidabel. Pundik kan tegne personer og situationer, så man føler, man selv færdes ad de snørklede stier, der ofte har præget hans livsforløb – i hvert fald frem til chefredaktør-æraen på Politiken. Storsindet kan han gang på gang skænke os 'historien bag historien'.

Men vigtigere endnu er mødet med polemikeren Pundik. Han har overblik og overskud til at gå i rette med nogle af tidens letkøbte forestillinger. Som når han på side 89 afmonterer en sen eftertids tendens til nedvurdering af den danske indsats ved jødernes flugt til Sverige i 1943 som "historieskrivning i bakspejlet": Menneskers handlinger må i stedet vurderes på baggrund af den viden og de formodninger, de havde i det øjeblik, de handlede. Kun få i samtiden havde grund til at tro, at de ikke risikerede liv og lemmer ved at hjælpe. Pundiks egen skildring af oktober 1943 er koncis, nøgtern og en konkret dokumentation af en virkelig bred vilje til at hjælpe.

Pundik overlever i kraft af flugten til Sverige og vender tilbage med Den Danske Brigade. Men "det er ikke nok at overleve", som bogens titel interessevækkende fortæller. Afsløringen er, at der må mere til for at unddrage sig det fænomen, psykologer kender som 'den overlevendes traume': Hvorfor reddede jeg livet, medens andre omkom? Bevidstheden om at være en overlever blev for Pundik en belastning, men også en igangsætter, der tvang til handling. Pundiks – og læsernes – held er, at han blev 'tvunget' til handling allerede som ganske ungt menneske.

Dette fører i en fagbladsanmeldelse naturligt frem til erindringernes fjerde hovedafsnit, "Korrespondent", men skam få den læser, der snyder sig selv for de første tre hovedafsnit. Pundik er mere end faglitteratur! Og der er også en god del journalistiske indblik og udblik i de første afsnit. Men korrespondenten Herbert Pundik har virket så længe og under så mange himmelstrøg, at hans erindringer her får en ganske særlig tyngde. Det gør dem ikke mindre letlæste, men bør sikre dem opmærksomhed også fra yngre journalist-generationer som en nøgle til forståelse af udlandsrapporteringens særlige vilkår.

Pundiks lødighed kan måles på hans kildekritik og ikke mindre på hans selvkritik, der kan grænse til selvpineri, men som altid sikrer hans historier mindst een dimension ud over de konventionelle fremstillingers. Og så er erindringerne et overmåde fint udtryk for, hvor levende et dansk også en fjerntboende udlandskorrespondent kan opretholde – vedligeholdt ved daglig kontakt med klassikere fra dansk litteratur. Hyppige deadlines og stor geografisk afstand behøver ikke at devaluere sproget!

Fejlfri er bogen ikke, navnefejl og årstalsfejl forekommer, men de er få og uvæsentlige i det mylder af mennesker og meninger, der refereres til, og bør ikke hverken ærgre eller nage forfatteren, men blot rettes i den 2. udgave, der med stor sikkerhed må forberedes senest til udgivelse sammen med det bebudede næste erindringsbind.

For af alle de mange ingredienser fra anekdoter til analyser, Pundik betjener sig af i sin journalistik, skabes en af personlige årsager ofte sammenhængende, næsten dokumentarisk fortælling om vor tid og dens dystre forudsætninger. Få journalister har som Pundik været så tæt på så mange og så store begivenheder og personer – og rapporteret derom i så langt et tidsrum.

Oplevet fare forlænger livet, hvis man overlever, hævder flere krigskorrespondenter. Pundik tilslutter sig denne 'sandhed'. Risikoen åbner sanserne og tilføjer reportagen ny intensitet.

Det er denne intensitet i døgnrapporteringen, der slår igennem også årtier senere i de nu foreliggende erindringer, der tilmed er støvsuget for de efterrationaliseringer, som er erindringslitteraturens klassiske svaghed.

Besættelsen på flaske

80.000 sider dagbogsoptegnelser er omsider blevet destilleret.

  • Vilhelm Bergstrøm:
    "En Borger i Danmark under Krigen. Dagbog 1939-45"
    Udgivet af John T. Lauridsen, Gads Forlag
    To bind, i alt 1.192 sider, 349 kroner 

Tekst: Erik Lund, afdelingsforstander, Danmarks Journalisthøjskole

ANMELDELSE. Den københavnske forfatter og journalist Vilhelm Bergstrøm (1886-1966), i samtiden måske mest kendt som kriminalreporter på Politiken, besluttede ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 at føre både dagbog og udklipsbog. Udvalgskriteriet var enkelt: Alt skulle med! Bergstrøms hensigt var at dokumentere, hvorledes krigens gang afspejlede sig i hverdagen. Derfor var intet for småt til at komme med. Konsekvenserne blev omfattende: 80.000 sider i 207 bind (og to registerbind) – uden sammenligning den mest omfattende dagbog, der foreligger fra Besættelsen 1940-45.

Kvantiteten i projektet har længe spærret for kvaliteten. Få har evnet at finde frem til og endnu færre haft kræfter til at udnytte dette omfattende materiale. Men nu er det pludselig anderledes. Nu kan vi alle være med. For forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek, dr.phil. John T. Lauridsen, har publiceret et digert tobindsværk, der rummer det væsentligste fra Bergstrøms forsøg på 'at proppe tiden på flasker'.

Dagbogen virker. Ikke blot fordi John T. Lauridsen har investeret tid og kræfter i et omfattende noteapparat, der forvandler de faldgruber, værket helt naturligt rummer, til guldgruber for den historiske forskning. Dagbogen virker især, fordi dagbogen tegner et enestående autentisk billede af tidsperiodens strømninger. Den rummer noget så sjældent som historien fortalt forfra uden viden om, hvad næste døgn ville bringe. Her er ikke tale om et i bagklogskabens navn 'tilrettelagt' billede, men om øjeblikkets nedslag af frygt og forventninger, håb og skuffelser – politisk helt ukorrekt efter nutidens målestok. Det gør kun udgivelsen så meget mere nyttig.

Bergstrøm kunne som kriminalreporter på Politiken følge de storkøbenhavnske begivenheder på nærmeste hold, hvad enten de tildrog sig i gaderne, i butikkerne eller på de store arbejdspladser. Hans horisont er Politikens, og stilen er den velkendte fra hans ofte udpenslede skildringer i Politikens spalter. Men netop hans selvforståelse som detaljens mester tilfører dagbogs-optegnelserne et materiale, som i andre fremstillinger er blevet glemt eller sat i skyggen af andre og større begivenheder.

Ikke mindst pressehistorisk er udgivelsen af dagbøgerne i to bind interessant. Tilsammen giver de et nuanceret billede af en kriminalredaktions mangeartede hverdag på et stort københavnsk dagblad – og et af sikkerhedshensyn diskret, men for den årvågne læser alligevel givtigt indblik i de mange uformelle forbindelser mellem det legale og illegale pressemiljø.

John T. Lauridsen har begået en formidlingsmæssig bedrift med at få lukket op for dette omfattende materiale, og redigeringen er sket helt i overensstemmelse med Bergstrøms intentioner.

Kriminalreporteren, der af eftertiden mest huskes for romanen "Istedgade overgiver sig aldrig" (1946), har fået nyt liv som dagbogsforfatter. Hans opsøgende og iagttagende blik giver nuancer og nærvær.

Dagbogen var en følelsessag for ham. Netop derfor bliver besættelsestiden her vakt til live igen – fragmenteret, men med kronologien som et sikkerhedsnet, der afbøder kaos i fremstillingen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen