Folketingsvalg

Børsen om valgklausul med Mette Frederiksen: En aftale som mange andre

At indgå den type klausuler er noget, som de fleste medievirksomheder gør, siger Børsens chefredaktør om avisens valgklausul med Mette Frederiksen.

Dagen igennem har alle i mediebranchen spekuleret i, hvorvidt Mette Frederiksen ville udskrive valg.

Dagbladet Børsen kunne få minutter efter Mette Frederiksens valgudskrivelse bringe et langt interview med netop Mette Frederiksen om hendes valgprogram.

Interviewet kom i stand mandag, hvor redaktionschef Kasper Kildegaard var i Statsministeriet for at gennemføre ”et lidt særligt” interview, som han selv beskriver det på LinkedIn:

”Det var nemlig et interview, som først måtte bringes, når valget blev udskrevet. Og hvornår var det så? Det anede jeg ikke, så jeg skrev hele natten. Det viste sig, at det var nu,” skriver han.

En klausul som mange andre

Børsens ansvarshavende chefredaktør, Nikolaj Sommer forstår godt, hvorfor det vækker opsigt, men fastholder, at det er en klausul som så mange andre.

”Vi har sagt ja til et meget, meget interessant interview med statsministeren om, hvad hun vil med Danmark, og sagt ja til betingelsen om, at det først måtte bringes, når valget blev udskrevet. Og vi fik ingen indikationer af, hvornår det ville blive.”

Men kunne I ikke tænke jer til, at det nok var snart? 

”Det kunne vi. Men det kunne også være, at det ville blive udskudt, flyttet eller andet. Jeg ved ikke, hvad der sker bag facaden hos Socialdemokratiet. Jeg forstår godt, at folketingsvalg er en særlig situation, men vi arbejder ofte med klausuler og den slags aftaler.”

Kommentar lå også klar

Nikolaj Sommer hæfter sig særligt ved, at interviewet gav Børsen lejlighed til at komme i dybden med et kvalificeret interview, i stedet for at skulle gøre det i lynets hast under valgkampen.

Selv udgav han knap en halv time efter valgudskrivelsen en kommentar om valget.

”Den havde jeg nok forberedt, ligegyldigt om vi havde haft det interview eller ej. Alle medier har et arsenal af indhold, som er forproduceret, og som man så nu lægger ud,” siger han.

Ifølge Nikolaj Sommer har det været meget få mennesker på Børsen, som har vidst noget om interviewet.

”Og det har været meget bevidst, så det ikke har ændret vores generelle dækning. Det har været afgørende for os.”

Hvorfor har det været afgørende?

”Fordi vi for eksempel skulle kunne fortsætte med at dække formueskat, som der gik ret massive rygter om. Og det var vigtigt at skrive om, hvis nu der ikke var kommet et valg før om flere uger eller måneder. Det skulle ikke bremse vores almindelige dækning at lave sådan en aftale.”

Interviewet med Mette Frederiksen, som altså blev gennemført mandag, handler netop om, at Mette Frederiksen vil indføre en formueskat, som rammer de rigeste i Danmark.

For Nikolaj Sommer svarer det til, at de økonomiske vismænd også sender vismandsrapporter ud til pressen før offentliggørelse med en klausul, og at medier der holder oplysninger tilbage:

”Jeg forstår godt, at folketingsvalg er anderledes højprioriterede, men ellers er der ikke noget principielt anderledes i den her aftale.”

0 Kommentarer