Med ordene »bredt flertal udbygger åbenhed« gør regeringen – sammen med Konservative og Venstre – det lettere at hemmeligholde og kontrollere den politiske proces

Under overskriften »Ny offentlighedslov: Bredt flertal udbygger åbenhed i den offentlige forvaltning« præsenterer regeringen, at der er indgået en politisk aftale med Venstre og Konservative om den nye offentlighedslov.

Men alt tyder på at den nye offentlighedslov vil gøre det endnu lettere, at skabe en spin-orkestreret udgave af virkeligheden. Loven risikerer at gøre det sværere for medierne at efterkontrollere det, der bliver meldt ud.

Processen mod det resultat er yderst interessant. Bemærk følgende: I et interview med journalisten.dk siger justitsminister Morten Bødskov:

»Den aftale, vi har lavet i dag, udbygger den grundlæggende åbenhed, der skal være i den offentlige forvaltning og sikrer en moderne offentlighedslov. Du skal huske på, og det ved Oluf Jørgensen også godt, fordi han selv var med, at en enig Offentlighedskommissionen stod bag paragraf 24. Siden har der været kritik af den paragraf, det har vi lyttet til, og vi har præciseret. Nu eksisterer begrebet "ministerbetjening" ikke længere.«

Med den nye offentlighedslov risikerer vi, at selve den politiske proces frem mod folketingsbeslutninger bliver fejet ind under et dække af undtagelser fra aktindsigter. Det vil efter al sandsynlighed blive sværere at kontrollere processen. Og det kan blive tilsvarende lettere at styre og kontrollere det output, der kommer til offentlighedens bevågenhed.

Selve Morten Bødskovs udtalelse til journalisten.dk er et studie i netop det fænomen, der må betragtes som kernen i kritikken af den nye offentlighedslov. Alt hvad ministeren siger og adresserer er indstuderet nøje helt ned i detaljen. Hvert et ord er vejet på en guldvægt.

Processen er følgende:

Justitsministeriet bliver kontaktet med en forespørgsel om interview.

Bødskov beder sin spindoktor om at levere et såkaldt »beredskab« til brug for interviewet med journalisten.

Spindoktoren spørger embedsværket: »Hvad kan Bødskov svare?«

Embedsværket returnerer en tekst til spindoktoren. Som oftest er denne tekst ulæselig – og i hvert fald som grundregel umulig at fremsige i mundrette og interview-anvendelige sætninger. Spindoktoren forsøger at skrive igennem.

I gennemskrivningsprocessen bliver der luget ud i nogle af de ting, som embedsværket mener, at ministeren juridisk kan stå inde for, men som spindoktoren vurderer er politisk uspiselige. Embedsværket har ikke altid samme politiske gefühl som spindoktoren. Det hænder, at embedsmænd foreslår ting til brug for citater, som i en eller anden gradbøjning ville være politisk harakiri for ministeren.

Teksten returneres til embedsværket: »Kan I stå inde for dette?«

Embedsværket kontrollerer spindoktorens gennemskrivning. Der er måske nogle rettelser, hvis spindoktoren har strammet en pointe lidt vel rigeligt. Efter at teksten er forhandlet til rette mellem spindoktor og embedsværk går doktoren nu til ministeren med teksten. Bødskov læser beredskabet og memorerer de centrale elementer.

Ministre skal mene meget om alting, men ingen kan kapere at vide alt om alt. Derfor er beredskaber nødvendige. De rummer essensen af, hvad ministeriet – og dermed ministeren – ved og kan stå inde for.

Beredskabet består typisk af en indledning på et par sætninger om, hvilket interview det er tiltænkt til. Derefter er der forslag til »talepinde«, dvs. det ministeren kan sige. Og endelig er der en baggrund for udtalelserne.

Baggrunden i beredskabet er til ministerens eget brug, så han ved hvad sagen handler om. Baggrunden er absolut ikke altid velegnet til offentliggørelse.

Nu ringer ministeren til journalisten og giver sine "åbne, og personlige svar" i et forum, hvor journalisten kan konfrontere ham med udtalelserne og komme med opfølgende spørgsmål. De vil blive afpareret. Som det også skete i interviewet med journalisten.dk.

Kort sagt: Når en journalist spørger en minister er det et ministerium, der svarer.

Det, som justitsministeriet siger i den sætning, Bødskov citeres for er:

Den grundlæggende åbenhed udbygges. Ikke al åbenhed. Ikke den åbenhed, som pressen – altså offentligheden – ønsker. Den åbenhed, der udbygges er den, ministeriet ønsker. Ordet »grundlæggende« er en kattelem så stor som Rundetårn og dækker over alt det, som ikke vil blive omfattet af åbenheden.

I Bødskovs svar er det lige så orkestreret og gennemtygget, at justitsminister Bødskov ikke forholder sig til pressejurist Oluf Jørgensens kritikpunkter, men alene fastholder, at han »var med«, da offentlighedskommissionen stod bag paragraf 24.

Det, justitsminister Bødskov siger er, at Oluf Jørgensen sad på en stol ved samme bord, da der blev talt om paragraf 24. Den kritik, Oluf Jørgensen kommer med i dag: Er den relevant? Rammer den plet? Kan ministeriet svare? Det forholder ministeren sig ikke til. Men Oluf Jørgensen sad på en stol ved et bord.

Bemærk, at Bødskov brugte nøjagtigt samme strategi på T2V News. Her var det DJs formand Mogens Blicher Bjerregård, der af Bødskov blev gjort medansvarlig for lovudkastet. Også her pegede Morten Bødskov på, at DJ jo selv havde siddet med ved bordet – før DJ begyndte at kritisere.

Svaret er omhyggeligt tilrettelagt, så det ser ud som om ministeren forholder sig til kritikken. Men vel at mærke uden overhovedet at komme i nærheden af substansen i den.

Fremadrettet vil Bødskov (og hans spindoktor) kunne sige, at »Det har jeg allerede svaret på. Skal vi nu ikke se fremad.«

Tredje element i svaret til journalisten.dk: »Nu eksisterer begrebet "ministerbetjening" ikke længere«.

Her dækker »begrebet« over, at ordet ministerbetjening er faldet af lastvognen i et sving.

Der er ingen tvivl om, at regeringen vil forsøge at spinne kritikken til en strid om et ord. »Vi har fjernet den omstridte ministerbetjening,« vil det hedde.

Nej. Man har fjernet ordet ministerbetjening. Spøgelset efter ordet lever i bedste velgående. Det fremgår af den pressemeddelelse, justitsministeriet har offentliggjort om offentlighedsloven:

»Der indføres også en undtagelse af interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder eller mellem forskellige ministerier på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand.«

Ministerens svar på kritikken af dette punkt vil være, at der er tale om en stramning. Den endelige tekst er ikke fremlagt. Derfor kan man ikke på nuværende tidspunkt forholde sig til kritikken.

Når den endelige tekst bliver fremlagt, så er den endelige tekst fremlagt og derfor er det for sent at forholde sig til kritikken. Skal vi nu ikke tage at se fremad?

Det fremgår af forslaget til offentlighedslovens §27, at ministrene skal kunne tale i fortrolighed med folketingsmedlemmerne. Fra pressemeddelelsen: »Endvidere indføres en adgang til at undtage dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces.«

I interviewet med journalisten.dk siger Bødskov til spørgsmålet "hvorfor har I valgt at bevare paragraf 27?":

»Fordi det er vigtigt, at samspillet mellem folketing og minister kan fungere i et fortroligt rum, hvor der er behov for at udveksle ideer og inspiration til politiske forhandlingsprocesser. Det er jo ikke bare et rum af fortrolighed, der gælder når jeg sender noget til Folketingets medlemmer. Det gælder også, når folketingsmedlemmer sender e-mails til mig med indstillinger fra folketingsgrupper til politiske forhandlinger eller egentligt lovgivningsarbejde.«

For nu at rekapitulere: Regeringen fortæller, at et »bredt flertal udbygger åbenhed« – og det skal altså ske ved, at man sikrer, at regeringen og politikerne kan »fungere i et fortroligt rum«.

Jeg hæfter mig ved, at en af Folketingets opgaver, jvfr. grundloven er at sikre og kontrollere regeringens arbejde.

Folketinget og regeringen skal formelt sidde på hver sin pille og sikre, at regeringsførelsen sker i overensstemmelse med lovens ånd og bogstav.

Men nu trækker man altså en paraply af »fortrolighed« hen over denne opgave. Fremover vil pressen – og dermed offentligheden – ikke i samme grad kunne samle og beskrive den mosaik af uenigheder, som den demokratiske proces består af.

I stedet for vil vi blive præsenteret for en samlet klods, et gennemtygget og kontrolleret produkt, som præsenteres når embedsmænd, ministre og spindoktorer har tygget færdig.

Pressen vil stå udenfor og vente på, at den hvide røg stiger til vejrs og beslutningerne kundgøres.

Og det præsenteres altså som åbenhed.