Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Beboere i flere boligselskaber i Brøndby Strand får et klart nej til at leje lejligheder ud til filmselskaber, der skal optage til film og tv-serier.
Det skriver Sjællandske Medier, der blandt andet har talt med Ulrik Brock Hoffmeyer, der er administrerende direktør i Bo-Vest.
Han forklarer til mediet, at der er blevet efterlyst nogen, som ville låne eller leje deres lejlighed i Brøndby Stand ud mod betaling. Men det må man altså ikke som beboer i en almen bolig, understreger Ulrik Brock Hoffmeyer.
”Vi arbejder ihærdigt på at skabe et nyt Brøndby Strand, som bevæger sig væk fra det dårlige image og over til et godt image. Derfor er vi nu ret tydelige omkring det. Vi vil ikke have, at der bliver tegnet et skidt billede af området,” siger han.