Helle Hellmann ligger i en dobbeltseng ved siden af Sonny og Cher. ”Poppens turtelduer” står der over fotografiet og artiklen, trykt i popbladet Beat december 1966. Sengen var til ære for fotografen, og i dag 50 år senere husker Helle Hellmann mest episoden, fordi sangerinden Cher var småmopset og jaloux, fordi Sonny flirtede med journalisten. Det gjorde han nu ikke, fortæller Helle Hellmann og bladrer videre gennem det Beat-blad, hun har gemt på i 50 år. Uden en eneste kaffeplet eller krøllet fold på siderne. 

Som den første kvindelige musikjournalist i Danmark skrev Helle Hellmann om rockmusik, dengang musikken var så ung, at den stadig hed beat. Hun startede i 1966 på popbladet Beat og blev i en alder af 19 år ansat som beatanmelder på Politiken. Når hun i dag læser artiklerne fra dengang, bliver hun flov.

”Det er lidt som at læse i et skoleblad. Jeg var bare en rapkæftet ung pige, der skrev ud i det blå uden at ane, hvad jeg lavede og uden et forbillede. Alt var nyt, og kun få skrev om beatmusik. Det blev ikke regnet for noget dengang og fik heller ikke plads i avisen. Mine interviews med Jimi Hendrix blev nærmest til en note, og det er jo forfærdeligt at tænke tilbage på. Dengang blev rockmusik betragtet som en døgnflue og en dille, der hurtigt ville glide ud igen,” fortæller Helle Hellmann.

Interviewede nogle af verdens største rockikoner

Musikken fortsatte, og det gjorde Helle Hellmann også. I december fyldte hun 70 år, og i denne måned er det 50 år siden, hun skrev sin første artikel i Politiken. Helle Hellmann var med, mens rockmusikken blev til, og hun har interviewet nogle af verdens største rockikoner, længe før de blev legender.

Hun har festet med Jimi Hendrix, masseret Frank Zappas ømme guitarhånd i en tourbus i USA og mødt Mick Jagger, Janis Joplin og Paul McCartney. Hverken hun eller de musikere, hun skrev om dengang, anede, hvilken rolle musikken skulle få for eftertiden. [quote:0]

Selv om Helle Hellmann i årevis skrev om mode, film og livsstilsstof, er hun for  mange en af de journalister, der præsenterede en hel generation for rockmusikken. Postbuddet i Liseleje, hvor Helle Hellmann har sit sommerhus, har for nylig takket hende for de artikler. Og for at være grunden til, at han købte sin første plade med Frank Zappa og blev fan for livstid.

”Hvis jeg overhovedet bliver husket for noget, er det for den tid. Det er lidt mærkeligt; ligesom når en skuespiller kun bliver husket for en rolle i ’Matador’. Men musikken og den tid betød utroligt meget for os, der var unge dengang. Jeg er da glad for, at postbuddet elsker Frank Zappa, for det har han god grund til. Men det handler nok mere om Frank Zappa end om mig,” griner Helle Hellmann.

Adreanlinen sidder stadig i kroppen

I Helle Hellmanns selskab træder man varsomt. Man får hurtigt fornemmelsen af at være tæt på udløseren til hendes temperament, men mærker samtidig, at vulkanens indre kerne er sårbarhed. Blandet med viden, mod, integritet og styrke. Hun er en journalist af den slags, der lever for historien, hader at begå fejl og knokler for at formidle verden til sine læsere. På den helt rigtige måde.

Helle Hellmann har blandet blod med Politiken. Selv om hun stoppede på avisen for 10 år siden og i dag kun leverer boganmeldelser, sidder adrenalinen stadig et sted i kroppen.

”At skrive har altid været min største kærlighed. Jeg har altid interesseret mig vildt for alt muligt og elskede at formidle den mageløse historie om den nyeste plade med Beatles, en ølejr, landets sidste rullekone, eller hvad jeg nu skrev om. Det er også et fag, hvor man hele tiden skal præstere. I betragtning af at jeg altid har lidt af eksamensangst, var det vanvittigt at vælge et erhverv, hvor man er til eksamen hver eneste dag. Jeg kørte på den adrenalin, der gav energi og dobbelt så mange kræfter, men på et tidspunkt vendte den sig imod mig og blev til frygt.”

”Musik gør verden større”

Kærligheden til musik og lysten til at udforske verden for at fortælle om den har Helle Hellmann fra sin far. Han lyttede til verdensmusik, viste sin datter billeder fra fremmede lande og tog hende med på Nationalmuseets etnografiske samling.

”Min far åbnede verden for mig og gjorde den større. Musikken har altid haft den virkning på mig. Første gang jeg hørte Bob Dylan for eksempel, stod jeg inde i Magasin i Lyngby, hvor man gik ind i et glasbur for at lytte til pladerne. Da jeg hørte den stemme, gik der en strøm af bevægelse igennem mig.

Jeg lettede nærmest inde i det glasbur. Jeg vidste, at dette var noget meget vigtigt, der aldrig var sket før. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker tilbage på det. Musik gør verden større, rigere og får hele min sjæl til at udvide sig.” [quote:5]

Enebarnet Helle Hellmann skulle på kostskole i Schweiz for at lære fransk, men efter faderens tidlige død stod familien uden penge til at betale for opholdet. I stedet blev hun sendt til London som au pair som 18-årig og landede uden at vide det midt i beatmusikkens blomstringstid.

”Der var en verden til forskel på London og København dengang, og der foregik så meget nyt og spændende derovre. Jeg sugede det hele til mig. Jeg købte løs af britiske popblade, brugte alle mine lommepenge på at blive klippet hos Vidal Sassoon, og Paul McCartney boede lige rundt om hjørnet. Jeg kom hjem til Danmark som en anden person med helt kort geometrisk klippet hår og i korte, smarte kjoler. Jeg følte mig som det nye menneske i den nye verden, der var på vej.”

Hendes generation var børn af en tid, hvor pigerne gik med livstykker, strømpeholdere og læggede nederdele. De skulle gå til dans, være artige og velopdragne og ikke så meget mere. Men så kom beatmusikken.

”Det var sådan en befrielse. Det var, som om et slør blev revet væk, og pludselig kunne vi gøre, hvad vi havde lyst til. Ungdommen blev mere eller mindre opfundet i den periode, og pludselig havde vi chancen for at definere os selv på en helt anden måde. Vi følte os frie, og det var helt fantastisk.”

Ingen pr-agenter, managere eller andre mellemmænd

Hjemme i København fik Helle Hellmann arbejde på et pressebureau, kom videre til popbladet Beat og blev efter fire-fem måneder ansat som beatanmelder på Politikens DUS side – De Unges Side, hvor hun hver søndag skrev om det nye fænomen. Hun fik senere elevplads på avisen med Paul Hammerich som redaktør og privatlærer. Blandt de få kvinder på redaktionen var store koryfæer som Lise Nørgaard, Ninka og Jonna Dwinger og så unge Frøken Helle, som daværende chefredaktør Ernst Priemé kaldte hende. Ifølge Helle Hellmann levede Politiken i en stivnet gammeldags verden langt fra alt det nye uden for murene. [quote:6]

”Avisen befandt sig i en mærkværdig tidslomme, og jeg måtte slås som en gal for at få beatmusikken ind i avisen. Jeg gik til chefredaktøren og sagde: ”Det her er altså vigtigt. Der er en helt ny ungdomskultur derude, og unge mennesker vil gerne læse om musik.” Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra. Men jeg har aldrig været bange for autoriteter, og jeg mente virkelig, det var vigtigt. Tiden har også givet mig ret. I dag får enhver, der spiller lidt på guitar, en dobbeltside i Politiken, men dengang jeg interviewede de allerstørste stjerner, fik jeg højst en spalte.”

I rockens ungdom var der ingen pr-agenter, managere eller andre mellemmænd i mødet mellem kunstner og journalist. Hun gik i byen med kunstnerne efter interviewet eller tog dem med hjem for at spise pølsemadder og lytte til hendes pladesamling.

”Vi var jo ikke særligt gamle, og mange af dem var bare store drenge, der elskede at spille musik. De kunne lide at tale med en dansk journalist, der delte deres interesse for musikken. Det var rigtigt hyggeligt og uden alt det hysteriske skrigeri, der kom senere. Man kunne ikke lige ringe på hos Mick Jagger og få et interview, men musikerne var mere tilgængelige, og der var tid til at føre rigtige samtaler,” fortæller Helle Hellmann.

Nogle af dem var allerede dengang på vej til at blive legender. Jimi Hendrix vakte så meget opsigt, at det ikke var særligt sjovt at gå i byen med ham.

”Jeg var med Jimi Hendrix på Montmartre, men folk ville ikke lade ham være i fred. Da vi så gik et andet sted hen, var der nogen, der huggede hans hat med turkiser hele vejen rundt. Og mange år senere fandt jeg ud af, at den hat blev solgt på Sotheby's auktioner.”

Takket være sit au pair-ophold talte Helle Hellmann flydende engelsk, men dialekten måtte hun ændre, for hendes ’posh’ overklasseengelsk var ikke populært hos beatmusikkens arbejderklassedrenge. Til gengæld havde de ikke noget imod, at hun ikke lignede de mandlige beatjournalister.

”Jeg var også meget ung, lille og nuttet dengang. Og vildt begejstret.”

En af de største oplevelser fra den tid var dengang, Helle Hellmann var på turné med Frank Zappa og bandet The Mothers of Invention. Hun blev inviteret forud for premieren på filmen ’200 Motels’, hvor Ringo Starr spillede hovedrollen som Frank Zappa i en fortælling om rockmusikeres vanvittige turnéliv.

”Jeg var 22 år gammel, og det var mit livs første rejse til Amerika. Og så sad jeg der i en turnébus med Frank Zappa. Det var helt surrealistisk og et stort kulturchok for mig. Jeg kan tydeligt huske, da vi kørte ind gennem Harlem. Jeg havde nærmest aldrig set en afroamerikaner før, så for mig var det som at være på en anden planet. Frank Zappa havde ondt i sin hånd og bad mig om at massere den. Jeg sad og stirrede ud ad vinduet, mens jeg gav Frank Zappa håndmassage. Det var alt sammen meget mærkværdigt og en stor oplevelse.”

”Jeg skulle have været lidt mindre artig”

Det har altid været vigtigt for Helle Hellmann at passe sit arbejde og være dygtig til det. Nogle gange lidt for vigtigt. Hun har ellers været igennem fuldt pensum til et ægte bohemeliv: Festet, flirtet med rockstjerner og taget stoffer. Rejst med en flok hippier i en dobbeltdækkerbus og været tæt på at blive anholdt i en opiumshule i Peshawar. Selv om hun helst ville bryde med borgerligheden, gjorde en streng opdragelse og familiens manglende velstand hende også til en pligtopfyldende journalist, der knoklede for at beholde sit arbejde. Kunne hun i dag give sig selv et godt råd dengang, skulle hun have slappet mere af.[quote:4]

”Jeg skulle have været lidt mindre artig og moret mig lidt mere. Nogle vil sikkert mene, at jeg morede mig rigeligt, og det gjorde jeg også, men ikke nok. Jeg kan huske et interview med Robert Plant fra Led Zeppelin, der sluttede med, at han sagde: ”Why don’t we go back to my hotelroom?” Jeg svarede dydigt, at jeg havde en deadline, og løb ud ad døren. Han var en flot mand, og da jeg om aftenen så ham stå på scenen, ærgrede jeg mig sådan over det. Jeg tror faktisk, jeg ærgrer mig endnu,” siger Helle Hellmann og griner.

Er man så uforsigtig at spørge, om der også var situationer, hvor hun ikke gik hjem på redaktionen, får man et meget langt svar.

”Jeg ved da ikke, hvorfor alle mennesker altid er så optagede af det. Jeg synes, det er uforskammet, og jeg vil hellere dø end fortælle offentligt om andre menneskers sexliv. Der er masser af mennesker, der fremstiller sig selv, som om de har haft en særlig betydning for en eller anden stjerne. Det har jeg ikke lyst til. Hvorfor skulle jeg puste mig selv op ved at gnide mig op ad en eller anden afdød rockstjerne …? Nej. Det har jeg absolut ikke lyst til.”

En helt anden tid

Med årene kom der penge i rockmusik. Der kom også flere sikkerhedsforanstaltninger, mere markedsføring, pr og idoldyrkelse til.

”Det hele blev så hysterisk, og musikerne blev dyrket som guder. Jeg stod tit bag scenen og kiggede ud over publikum til koncerterne. Med årene gik publikum fra bare at være begejstrede for musikken til pludselig at dyrke idolerne i en næsten religiøs hengivelse. De så helt hjernedøde ud, og det var som at se på en flok fascister. Det var væmmeligt at se på og havde ikke noget med musik at gøre.”

I 1975 valgte hun at stoppe som rockskribent. Også fordi rockkoncerter og fester ikke passede ret godt til hendes nye liv som alenemor med tvillinger. I stedet begyndte hun at skrive om mode og senere om film. Det krævede mange rejser til modeshows i Paris og filmfestivaler i Cannes eller Venedig. Det krævede også sin kvinde at få det hele til at gå op med to små børn derhjemme.

”Der var ikke omsorgsdage eller den store forståelse for børnefamilier dengang, og jeg havde jo ikke en hustru derhjemme som mange af mine mandlige kolleger. Politiken var et meget patriarkalsk sted. Kvinder blev ikke regnet for det samme som mændene og har også altid fået mindre i løn. Jeg gik til møder i kvindehuset og tog på Femølejr, men på Politiken talte vi ikke så meget om kønspolitik. Vi passede bare vores arbejde.”

Når de ikke arbejdede, sad de i kantinen, drak virkelig mange øl og lyttede til kollegernes anekdoter.

”Vi sad altid og ventede på, at avisen kom fra trykkeriet, og flåede den op, når de kom op i kantinen med den. Hvis der var fejl, skulle vi rette avisen til andenudgaven. Det var en helt anden tid dengang. De fleste i branchen var fordrukne og levede et hårdt liv. Det er et mirakel, at vi var nogen, der overlevede.”

Har aldrig været benovet over at møde berømte mennesker

I november 1998 sidder Helle Hellmann bøjet over tastaturet og skriver indledningen til et interview:

”En lille firkantet mand med meget tyndt hår og et par uklædelige ekstra kilo her og der. Et brunligt jakkesæt og et lille slips på gul skjorte, som på en eller anden måde giver indtryk af, at det hele er lavet af polyester. Jack Nicholsons tøjsmag ville gøre en gammeldags snusket dørsælger ære. Men lige så snart han tager solbrillerne af og lader den drævende, næsten slæbende stemme lyde over forsamlingen til pressemødet, har han os alle i sin hule hånd.”

Interviewet med skuespilleren Jack Nicholson blev brugt som eksempel i bogen ’I skribentens værksted’, hvor journalisten Teddy Petersen beskriver Helle Hellmanns håndværk sådan her:

”At have Helle Hellmann som mellemmand er som at være der selv. Man bliver kvinde, kommer til London og møder Jack Nicholson. Det gør man, fordi hun tør være personlig uden at blive privat.” [quote:1]

Helle Hellmann har ikke noget imod den beskrivelse. Slet ikke. Hun har aldrig været benovet over at møde berømte mennesker. Hun har beundret deres talenter, men aldrig deres berømmelse. Hun har heller aldrig interesseret sig så meget for deres privatliv, som medierne gør i dag.

”Folk har altid været nysgerrige, men det har taget fuldstændigt overhånd. Man sælger kendte menneskers liv på en meget ubehagelig måde og gør alle stjerner til orakler, der har noget klogt at sige. Det har de ikke altid, skal jeg hilse og sige. Alle mener, de har krav på at vide alt om kendte menneskers privatliv, og folk stiller også hinanden private spørgsmål, der går langt over min personlige grænse. Jeg synes, det er uopdragent. Og ikke særligt interessant,” siger Helle Hellmann, der også helst holder døren til sit eget privatliv lukket.

Mistede fortælleglæden

Med årene blev Helle Hellmann mere og mere nedslidt. Både fysisk og i nervesystemet. Udviklingen i branchen og frygten for at fejle sled hende ned. De lange interviews over frokosten med filminstruktører og skuespillere blev til møder med mange journalister på en gang. Samtalerne blev fragmenterede brudstykker, som de hver især kunne sætte sammen til noget, der lignede en artikel.

”Det var jo ikke journalistik mere. Det var en maskine, og alle havde en vare, de skulle sælge. Alle aviser skrev om den samme vare, hvad enten det var en film, en bog eller et tv-program. Det hele blev noget pr-fis, som jeg ikke gad være med til længere.”

Der var også hele tiden omlægninger og skiftende trends på redaktionen. Så skulle indledningen skrives på en bestemt måde, og så skulle man tænke mere på forbrugeren.

”I en periode skulle man absolut skrive sig selv ind i alle artikler, og i andre perioder måtte man endelig ikke bruge sig selv. Det var ulideligt til sidst. Det stjal mit sprog og mit flow. Jeg mistede glæden ved at fortælle historier.”

I 2006 efter sit 40 års jubilæum valgte Helle Hellmann at stoppe på Politiken, men fortsatte på freelancebasis med at skrive tv-anmeldelser, bagsidehistorier, rejsereportage og senere litteraturanmeldelser. Bruddet med dagligdagen på avisen føltes som en skilsmisse eller som at blive forældreløs og smidt ud hjemmefra. Det var også en stor lettelse.

”Som journalist er man jo et omvandrende medie for de mennesker, man formidler. Du bærer rundt på det menneskes historie og bearbejder det hele, indtil det har fundet sit leje og kommer ud i artiklen. Rigtig mange mennesker er passeret igennem mig i løbet af de 40 år. Til sidst havde jeg det, som om hele den kinesiske hær var gået igennem min hjerne. Jeg var udmattet og kunne ikke mere. Jeg tænkte på min historie hele tiden og havde arbejdet hårdt så længe, at jeg ikke længere kunne mærke, hvornår det var nok,” siger Helle Hellmann.

”Vi lever i et inferno af historier”

Det meste af sommeren bor Helle Hell­mann i sommerhuset i Liseleje og tager kun korte ophold i sin lille lejlighed i byen. Det er i Liseleje, hun slapper af og lever uden så mange historier og ord. Med hjælp fra rådyrene i haven, freden og bøgerne i reolen prøver hun at dæmpe den adrenalin, der har lagret sig i kroppen. Skulle Helle Hellmann vælge fag i dag, ville hun studere arkæologi. Sådan kunne hun få lov til at dyrke sin store interesse for historie, nyde fordybelsen og – måske – udvikle andre sider af sin personlighed.

”Måske ville jeg ikke være sådan en skrappedulle. Journalistikken og især anmeldelserne har stimuleret mine aggressive sider, og konkurrencen er hård. Selv gode kolleger vogter jo på hinanden og bemærker, hvis nogen får en bedre placering med sin historie, end man selv gør. Jeg fik tit ros for at skrive underholdende, skarpe og sarkastiske tv-anmeldelser, men de gjorde mig til en person, jeg ikke kunne lide. En kritisk, benhård og aggressiv fejlfinder. Sådan har jeg ikke lyst til at være længere.”

Selv om hun har elsket sit fag, har hun ondt af unge journalister på vej ind i branchen. Hun var journalist i en tid, hvor medierne var alene om formidlingen. I dag har alle en historie, de vil fortælle. [quote:2]

”Koret af stemmer er øredøvende. Alle vil fortælle en historie og må råbe meget højt eller vifte vildt med armene for at blive hørt. Vi lever i et inferno af historier. Måske er jeg bare bedre vant. Vi skrev for de videbegærlige Politiken-læsere, der interesserede sig for det, vi skrev om. I dag skriver de mest for nogen, der ikke gider holde avisen.”

Ingen planer om en erindringsbog

Nede i kælderen har Helle Hellmann gemt flere flyttekasser fulde af scrapbøger med udklip af gamle artikler. Hun kigger aldrig i dem, men lytter af og til til et af de kassettebånd med gamle interviews, hun har gemt. For eksempel det interview, hvor hun var lige ved at få tæv af Jerry Lee Lewis og hele hans slæng af hangarounds. Hun havde hørt historien om, at Jerry Lee Lewis engang i en kæmpebrandert kørte op til Graceland for at skyde Elvis. Og Helle Hellmann ville gerne vide, hvorfor han gjorde det.

”Da jeg stillede det spørgsmål, blev der helt stille. De stirrede ondt på mig alle sammen og rejste sig halvt op fra stolene. Jeg troede, de ville slå mig, og skyndte mig at komme med en fedterøvsbemærkning om, at jeg selvfølgelig sympatiserede med ham med hensyn til, hvor irriterende Elvis var. Så skiftede stemningen. Jerry Lee Lewis fortalte, hvordan Elvis havde stjålet hans berømmelse. Han var så fuld, vred og misundelig, at han ville slå ham ihjel, men blev stoppet af politiet. Jeg forstod ham godt. Jeg ville også have været misundelig på Elvis dengang. Hvem ville ikke det?”

Med mellemrum deler Helle Hellmann den slags små anekdoter eller gamle fotos på Facebook, og så er der altid mindst en, der opfordrer hende til at skrive en erindringsbog. Svaret er nej. Et meget tydeligt et.

”Jeg har haft mange fantastiske oplevelser, men gik jo ikke rundt og tog noter, når jeg snakkede med Jimi Hendrix. Jeg kan heller ikke huske så meget. Alt, hvad jeg oplevede, lagde jeg ned i min historie, og så forsvinder oplevelsen fra dit hoved. Jeg tvivler også på, om jeg overhovedet ville være i stand til at skrive den.”

Den slags sidder i fingrene og skal holdes ved lige ligesom klaverspil, men hun har mistet spændstigheden. Og lysten.

[quote:3]

”Jeg er kun ude på at gøre mit liv utroligt stille og enkelt. Uden indre blinde passagerer eller historier, der skal formidles. Jeg vil bare nyde øjeblikket. Leve værdigt og roligt. Nu har jeg brugt 10 år på at øve mig i at være mere blød, blid og venlig. Holde mig selv så meget i balance, at jeg aldrig skal være nervøs eller neurotisk anspændt mere. Det er ikke let.”

”Bob Dylan lyder som en gammel ged, og Rolling Stones er bare en grådig pengemaskine”

Musikken har stadig stor betydning. Særligt nordafrikansk musik eller kirkekoncerter i Venedig med Vivaldi. Men når de gamle rocklegender som Neil Young, Patty Smith eller Bob Dylan giver koncert i Danmark, står Helle Hellmann ikke i kø med de andre gråhårede. Hun er ikke interesseret i at dyrke gamle minder og slet ikke på en scene.

”Jeg har set nogle af dem, og det var forfærdeligt. Det bliver aldrig så intenst, som det var. Bob Dylan lyder som en gammel ged, og Rolling Stones er bare en grådig pengemaskine. De har overhovedet ikke udviklet sig siden dengang. Jeg er glad for, at Mick Jagger ikke sidder i kørestol, men jeg har ikke lyst til at se det gamle knokkelstativ hoppe rundt og vrikke med sin rynkerøv. Skal jeg høre musik fra dengang, vil jeg hellere sætte en plade på og gå ud for at høre noget nyt og spændende. Hvorfor skulle jeg høre på en maskine, der repeterer sig selv, når der findes så meget smuk musik i verden?”