Bæredygtigt Landbrugs medlemmer stiller spørgsmål til professor Michael Svarer på generalforsamlingen i februar 2024. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
To grove kommentarer fra Bæredygtigt Landbrugs medlemmer sendte i foråret interesseorganisationen ud i noget af en mediestorm.
Bæredygtigt Landbrug beklagede dengang udtalelserne og lovede at indføre et etisk kodeks for god tone.
Det etiske kodeks er nu vedtaget og har i mellemtiden skiftet navn til ”spilleregler/retningslinjer for god kommunikation”.
Direktør for Bæredygtigt Landbrug Kim Koch er overbevist om, at de nye spilleregler vil gøre en forskel og sikre, at interesseorganisationen ikke lander i endnu en mediestorm.
”De skal jo hjælpe til, at vi har en god tone, når vi har generalforsamlinger eller stormøder. Men der er heller ingen tvivl om, at vi er en forening, der har højt til loftet, og vi ikke ønsker at udøve censur – inden for de rammer kan man godt være, hvis man holder en ordentlig tone,” siger Kim Koch.
Retningslinjerne består blot af fire spilleregler, hvor de blandt andet slår fast, at de både har højt til loftet og hverken kan eller vil udøve censur over for deres medlemmer.
Spilleregler/Retningslinjer for god kommunikation
”Som medlem i Bæredygtigt Landbrug bestræber man sig altid på at være en god ambassadør for organisationen.
• Vi skal som forening sætte rammen omkring diskussionen.
• Vi har højt til loftet.
• Vi hverken kan eller vil udøve censur.
• Det handler om den gode tone.”
Hvis der skal være højt til loftet, og I ikke vil udøve censur, begrænser de her retningslinjer så overhovedet, hvad nogen fra Bæredygtigt Landbrug kan sige?
”Ja, det gør de i forhold til personangreb for eksempel. Hvis vi nu spoler filmen tilbage til vores generalforsamling, så var det jo det, der skete. Det var to personangreb. Den ene i en lidt mere humoristisk tone, men det er det, vi gerne vil ud af: At man går efter bolden og ikke personen,” siger Kim Koch.
Ukonkret og vagt
Panelet i ’Budskab’ er imidlertid ikke så overbeviste af de nye spilleregler.
Kampagnechef Marcus Stoltze mener, det er en god idé med nogle retningslinjer for god kommunikation, men:
”Problemet er bare, at det bliver en lille smule komisk, at det er så kort. De fire punkter, der står her, er så ukonkrete og vage, at ingen kan være uenige i dem. Og så synes jeg også, det er morsomt, at et af punkterne hedder: ”Vi hverken kan eller vil udøve censur”. Det siger lidt om den tilgang, de har haft til at lave de her etiske retningslinjer,” siger han.
Strategisk kommunikationsrådgiver Tine Lund-Bretlau er enig i den analyse:
”Jeg havde præcis den samme reaktion som Marcus, jeg begyndte også at sidde og grine, da jeg læste, fordi jeg synes jo, det her er en invitation til fri leg.”
En galge og en voldgrav
Bæredygtigt Landbrugs krise kom efter flere udtalelser fra deres egne medlemmer på en generalforsamling, hvor økonomiprofessor Michael Svarer var med for at fortælle om modeller for en CO2-afgift. Her sagde landmand Holger Iversen til Michael Svarer:
”Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024,” hvad blandt andet Berlingske dækkede.
Michael Svarer beskrev efterfølgende angrebet til DR som ”ubehageligt”.
På generalforsamlingen faldt også en kommentar fra tidligere godsejer Jens Haubroe om præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:
”Det med at invitere hende til et sommermøde er en rigtigt god idé. Jeg vil foreslå, at man holder mødet et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter,” hvilket Altinget refererede.
Et glimt i øjet
Ingen af de to udtalelser er i orden, siger Kim Koch fra Bæredygtigt Landbrug. De går nemlig efter manden og ikke efter bolden, pointerer han.
”Der er ingen tvivl om, at der er lidt forskel i dem. Den ene var med et glimt i øjet, fordi den måde Michael gik til det på dernede, det var jo ligesom, han sagde, at hvis man var masochist, så var det jo et alle tiders sted at komme. Han vidste godt, det kunne give noget modstand.”
Du siger, det var sagt med et glimt i øjet. Er det ok at lave en joke med en galge?
”Nej, det er det ikke. Så det kan vi ikke sige så meget om. Selvfølgelig er det ikke det. Der er vi også ude over den gode tone,” siger Kim Koch.
I modsætning til panelet i ’Budskab’ tror Kim Koch på, at de retningslinjer, som Bæredygtigt Landbrug nu har udstukket, er konkrete nok i forhold til at sætte rammen for god kommunikation i fremtiden.
”Det er nok til, at vi kan udøve den myndighed, der er i forhold til det. Vi kunne sagtens lave en vanvittigt detaljeret én, men det mener vi sådan set ikke er nødvendigt eller ville bruges.”
Han vil dog ikke afvise, at de skal opdateres på et tidspunkt.
”Så kan du ringe til mig om et år og sige: ”Nå, hvad så, den generalforsamling, I havde sidst, der eksploderede det en gang til.” Så var det ikke nok, det må jeg så erkende. Men nu træder vi nogle skridt ud af den her bro, og så ser vi, om det ikke bærer. Det tror vi på, at vi kan,” siger Kim Koch, direktør i Bæredygtigt Landbrug.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.