Foto: Journalisten
B.T.-chefredaktør Simon Richard Nielsen er langtfra tilfreds med en artikel fra det erklæret venstreorienterede og antifascistiske researchkollektiv Redox, som er tilmeldt Pressenævnet.
Det har han ladet Redox vide i en mail, som Journalisten har set:
”Jeg forventer, at artiklen straks fjernes fra jeres hjemmeside og eventuelle andre platforme, hvor den må være offentliggjort,” skriver han og tilføjer:
”Hvis det ikke sker, vil jeg, og B.T./Berlingske Media, overveje at tage yderligere skridt, herunder juridisk vurdering af mulige retskrænkelser og en klage til Pressenævnet,” skriver Simon Richard Nielsen i mailen til Redox’ ansvarshavende redaktør, Simon Bünger.
Sagens kerne er en artikel på Redox’ platform, der handler om konkrete journalister på B.T., som Redox påstår har bånd til den yderste højrefløj. En del af artiklen bygger på, at nogle af de pågældende B.T.-journalister er venner med personligheder fra den yderste højrefløj på diverse sociale medier.
Urimelig og uberettiget
Simon Richard Nielsen siger til Journalisten, at han er stærkt utilfreds med indholdet i artiklen, som ifølge ham er urimelig, uberettiget, misvisende og skadelig for de nævnte B.T.-journalister.
”Jeg betragter ikke Redox som et ansvarligt medie. Redox er en aktivistisk og yderligtgående organisation. Og jeg er godt klar over, at de er tilmeldt Pressenævnet, men i mine øjne er det på ingen måde et medie, som agerer som andre ansvarlige, faktabaserede medier,” siger han.
At slette er noget af det mest alvorlige, man kan gøre som medie. Hvorfor beder du dem om det?
”Jeg har egentlig bare bedt vores juridiske afdeling om at vurdere, hvilke muligheder vi har. Ultimativt er mit ønske, at den bliver fjernet, da vi er så langt fra noget, der minder om redelig og faktabaseret journalistik.”
Redox: Vi er medieaktivister
Den kritik afviser Simon Bünger.
”Det stiller jeg mig fuldstændigt uforstående over for. Vi har igennem næsten 20 år skrevet journalistik om den yderste højrefløj og deres forbindelser,” siger han og tilføjer, at Redox taler åbent om, at udgangspunktet er venstreorienteret og antifascistisk.
”Vi har holdninger, som vi deklarerer, og det synes jeg på ingen måde diskvalificerer os som medie, men derimod klæder vi læserne på til at stille sig kritisk over for, hvor vores journalistik kommer fra.”
Han kalder Redox for ”medieaktivister”, som er drevet af frivillige og ulønnede aktivisters kræfter. Han fastholder, at Redox følger de presseetiske regler:
”Vi skal jo på samme måde efterprøve vores oplysninger, sørge for at have bekræftelse og forelægge for de personer eller organisationer, som vi skriver om – fuldstændigt ligesom andre medier.”
Redox er ifølge Simon Bünger hverken blevet indklaget for Pressenævnet af B.T. eller de enkelte journalister på nuværende tidspunkt.
Tidligere i fokus
Redox var tidligere involveret i den såkaldte Redox-sag, hvor medlemmer af gruppen blev efterforsket af PET og sigtet for terror efter den milde terrorparagraf.
De blev dog aldrig tiltalt for terror.
I stedet blev der rejst en sag, hvor medlemmer var tiltalt for voldelige overfald på politiske modstandere, hærværk samt registrering af personer på højrefløjen.
Ved en dom i Københavns Byret blev et medlem idømt fem måneders betinget fængsel for vold, hærværk og hæleri med hackede oplysninger.
Tre medlemmer fik 60 dages betinget fængsel for hæleri med de samme oplysninger, mens tre øvrige tiltalte blev frifundet for alle anklagepunkterne.
I 2011 medførte det også en del kritik, at Politiken lavede historier om en hemmelig højreorienteret gruppering på baggrund af materiale fra Redox.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.