Pressenævnet
En kolonrubrik bragt på forsiden af bt.dk i oktober sidste år gav ifølge Pressenævnet fejlagtigt indtryk af, at en bombastisk udtalelse kom fra tidligere imam Mohammad Khani. I virkeligheden var kraftudtrykket udtalt af B.T.’s egen debatredaktør, Joachim B. Olsen.
Pressenævnet kritiserer i en kendelse B.T. for den misvisende forsidehenvisning og et ligeledes misvisende og krænkende opslag på mediets Facebook-side.
Den artikel, der henvises til, handler om debatten om en U12-fodboldkamp mellem en jødisk fodboldklub og en anden københavnsk fodboldklub. Kampen var blevet aflyst på grund af frygt for uro og demonstrationer.
B.T.’s forsidehenvisning kørte under rubrikken: ”[TIDLIGERE] IMAM RASENDE I STUDIET: ’Jeg gider f*cking ikke!’. I Facebook-opslaget var rubrikken: ”Bliver vred i heftig debat: ’Jeg gider det fucking ik’!”
Pressenævnet mener, at begge rubrikker efterlader læseren med det indtryk, at det var den tidligere imam, der stod bag kraftudtrykkene. Det var i virkeligheden B.T.’s debatredaktør, der sagde det i en videodebat med Mohammad Khani.
Den tidligere imam havde også klaget over, at han ikke fandt, at B.T. havde berigtiget korrekt og tilstrækkeligt. På det punkt giver Pressenævnet ham ikke medhold, blandt andet fordi den kritiserede forsidehenvisning og Facebook-opslaget ikke længere er tilgængelige.