Det var billedet af Jonas Vingegaard, der kigger mod rivalen Tadej Pogacar, der kom på forsiden af L'Equipe. Foto: Asger Ladefoged/Berlingske
Det var en helt barnlig begejstring, der ramte Berlingske-fotojournalist Asger Ladefoged, da han i lørdags så et af sine fotos fra Tour de France på forsiden af en fransk avis.
Hans foto af Jonas Vingegaard, der gennem sine solbriller kigger over mod sin rival Tadej Pogacar, endte nemlig på forsiden af L’Equipe, der er verdens største sportsavis.
”I den her boble er det kæmpestort. Jeg blev helt drengeglad, og det rører et eller andet barnligt i mig,” fortæller Asger Ladefoged.
Asger Ladefoged, fotojournalist
L'Equipe spiller en helt central rolle i Tour de France-boblen og løbets historie. Det var nemlig avisens forgænger L'Auto, der i sin tid grundlagde cykelløbet tilbage i 1903.
”Det er symbolikken i det, der får mig til at smile og gør mig glad. Det er jeg stolt over,” siger Asger Ladefoged, der også havde svært ved at skjule sin begejstring, da han skulle købe avisen i fysisk form:
”Jeg stod og sagde til ekspedienterne på tanken, at det var mit billede på forsiden. Det har jeg aldrig gjort med en Berlingske-forside,” tilføjer han.
Forsiden af L'Equipe i lørdags, hvor forholdet mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar bliver beskrevet som mere og mere anspændt. Foto: Skærmbillede
Fotoet af de to rivaler er taget kort inden etapestarten i fredags. Ligesom der er symbolik i at komme på forsiden af L’Equipe, er det også symbolikken i billedet, der giver det værdi, mener Asger Ladefoged.
”Der er ret lidt kontakt mellem dem, men det fanger den kontakt, der var mellem dem lige inden etapen, hvor jeg stod og ventede på, at Vingegaard kiggede mod Pogacar.”
”Det er taget lige inden Pyrenæerne og er et godt billede på tvekampen mellem de to. Det er de to, der kører mod hinanden, og hele løbet er mellem de to.”
Blev kontaktet af fotoredaktør
Asger Ladefoged sendte det billede – og nogle af de andre, han havde taget i løbet af dagen – til en profil på X, der hver dag deler de bedste billeder fra dagens etape. Og der blev det kommende forsidefoto altså delt videre.
Asger Ladefoged, fotojournalist
Hen ad aftenen tikkede der en besked ind i Asger Ladefogeds Instagram-indbakke.
”Der lå en beskedanmodning fra en, der havde omkring 50 følgere på sin profil.”
Det viste sig at være fotoredaktøren for L’Equipe, der var afsenderen.
”Det var nærmest helt panisk, han skrev. Han skrev, at det var virkelig presserende for forsiden på avisen, at de kunne få billedet,” fortæller Asger Ladefoged, der hurtigt fik clearet med sin chef, at L’Equipe kunne bruge billedet.
Dækning med en anden nerve
Asger Ladefoged er i disse uger i Frankrig sammen med journalist Rasmus Karkov, hvor de dækker Tour de France for Berlingske.
Ingen af de to er sportsjournalister, og missionen for de to Berlingske-folk i Frankrig er sådan set heller ikke nyhedsdækning af løbet eller at få det bedste foto ved målstregen. I stedet er det en daglig feature, og det giver en helt anden kreativ frihed til alt det, der også omgiver Tour de France.
”Jeg skal ikke have et målstregsbillede. Jeg kan fotografere meget mere kreativt. Når jeg skal lave det her, vil jeg gerne fotografere i indtryk. Det er ikke kun sporten, men også nerve, følelser, glæde.”
Et par af Asger Ladefogeds fotos fra Tour de France. Foto: Asger Ladefoged/Berlingske
Asger Ladefoged fotograferer naturligvis rytterne. Men også de mennesker, der bor i de – ofte ellers søvnige – landsbyer, feltet kører igennem, helikopteren over rytterne, der kører gennem landskabet. Det er nærbilleder af klinger, lægge, trimmede lår, blomster i asfalten.
”Det er også et portræt af Frankrig, et portræt af tiden. Det er også bare ting, der er smukke, og som kan have en symbolik. Det giver et andet visuelt univers, som kan give folk noget andet at tænke på end bare en målstreg,” siger Asger Ladefoged.
Gammel drengedrøm
For Asger Ladefoged, der elsker cykling, har det altid været en drøm at dække Tour de France, og han har pitchet ideen om at følge med løbet flere gange, siden han blev fastansat på Berlingske for 10 år siden.
”Da Vingegaard kom til, så jeg mit snit til at pitche ideen igen, da det blev en kæmpe dansk begivenhed,” siger han.
Det lykkedes ikke at nå komme med, første år Jonas Vingegaard kørte i gult over målstregen i Paris.
”Men jeg foreslog meget hurtigt til vores redaktør, at vi skal prøve at lave det her. Rasmus er en glad amatørseer og en enormt dygtig featurejournalist, og jeg foreslog, at vi skal prøve at gøre det på vores egen måde,” fortæller Asger Ladefoged.
Det startede som et sats sidste år, hvor de to var afsted i 12 dage.
”Det gik enormt godt, og læserne kvitterede. Det er meget sjældent, jeg som fotograf får læsermails, men jeg fik både mails og sms’er med ros fra læserne,” fortæller Asger Ladefoged.
Dækningen af Tour de France er en helt anden journalistisk boldgade for Asger Ladefoged, der ofte dækker alvorlige historier, rejser til konflikt- og krigszoner og ved mere end én lejlighed er blevet hyldet med priser for sit arbejde. Og indfrielsen af den gamle drengedrøm i Frankrig giver en helt anden frihed og arbejdsglæde.
”Det er enormt motiverende og inspirerende at lave noget, der faktisk er sjovt, og som faktisk kan gøre folk glade eller give dem et smil på læben eller drømme om noget. Som visuel formidler er det vildt sjovt at prøve. Samtidig med at jeg elsker cykling. Så det er en drømmeopgave,” siger Asger Ladefoged.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.