Hvornår har man ret til at blive glemt?

Det spørgsmål er centralt i en afgørelse, der netop er landet fra Pressenævnet, hvor seks medier er blevet bedt om at afindeksere en Ritzau-krimihistorie fra 2005, så den ikke dukker op i for eksempel søgninger på Google. I de presseetiske regler fremgår det også, at ”mediet bør gøre det samme i forhold til mediets egen søgemaskine”.

Historien handler om en sygeplejerske, der ved landsretten blev idømt otte års fængsel for at have franarret en ældre patient 500.000 kroner og for at have forsøgt at dræbe patienten ved at sætte ild til vedkommendes hjem.

Den dømte person har siden skiftet navn, men ”ønsker at få ryddet op i al den negative omtale” på internettet, og har derfor bedt danske medier om at fjerne en Ritzau-artikel, der omtaler dommen og personens daværende navn fra søgemaskinerne. Det ville de seks medier ikke, og derfor blev der klaget til Pressenævnet, der nu har afgjort sagen.

Usædvanlig uenighed

I Pressenævnet stemte et flertal bestående af tre medlemmer mod en for, at Nordjyske, Kristeligt Dagblad, DR, TV 2, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende skal afindeksere artiklerne.

Journalisten har talt med Nordjyske, Kristeligt Dagblad og TV 2, og alle tre medier har tænkt sig at følge afgørelsen fra Pressenævnet.

Men på Nordjyske holder chefredaktør Karl Erik Stougaard fast i den indledende vurdering af sagen:

”Vi har vurderet fra begyndelsen, at sagen er så alvorlig, og at der var så stor offentlig interesse, at vi ikke ville imødekomme ønsket om at afindeksere eller anonymisere personer. Der kan vi så konstatere, at et flertal i Pressenævnet er uenige. Men at de også er uenige internt i Pressenævnet viser, at vi er ude på grænsen af, hvad man kan bede om at få slettet fra vores fælles hukommelse,” siger han.

Det skyldes ifølge Karl Erik Stougaard sagens alvor:

”Når man taler om så grov kriminalitet, som der er tale om her, er min personlige grænse, at man ikke kan forlange, at vi som samfund bare skal glemme det.”

Det er blot anden sag i år, hvor der er dissens i Pressenævnet, hvilket vil sige, at et medlem i Pressenævnet udtaler sig imod kendelsen.

”Uanset grovheden af den begåede kriminalitet finder vi imidlertid efter en samlet vurdering, at der ikke er særlige grunde til, at oplysningerne skal være tilgængelig ved søgning,” udtaler flertallet i Pressenævnet.

Den holdning er medlemmet Anja Lundberg Andersen, der er DR’s etikchef, uenig i, fremgår det af kendelsen:

”Jeg har lagt vægt på, at der er tale om forhold af væsentlig offentlig interesse, og at de strafbare forhold fandt sted i forbindelse med [Klager]s hverv som sygeplejerske, og hun efterfølgende er frakendt retten til at praktisere inden for sit fag,” lyder det.

Her hæfter hun sig også ved, at klageren ”siden offentliggørelsen har skiftet sit efternavn, og at hun dermed umiddelbart ikke er identificerbar i relation til artiklen”.

Redaktionschef: Svarer til at slette

Redaktionschef Jeppe Duvå fra Kristeligt Dagblad slår også ned på, at der er uenighed i Pressenævnet. Selv om afindeksering formelt set er mindre grelt end sletning af en artikel eller decideret anonymisering, så mener han, at det publicistisk er det samme, da artiklen alt andet lige vil være sværere at finde frem.

”For os er det ikke en principsag, at den her person skal have sit navn stående til tid og evighed. Men der er et anliggende i den her sag, der handler om, at der åbenbart ikke længere er nogen sager, hvor man fra mediernes side kan insistere på at bevare historien i uredigeret form,” mener han.

På TV 2 siger nyhedschef Jacob Kwon, at området for afindeksering og sletning har ført til mange overvejelser. Stationen har derfor nedsat et udvalg, der løbende kigger den type sager igennem. I forhold til den seneste kendelse fra Pressenævnet siger han:

”Vi skal lige have lejlighed til at kigge ned i den her sag, men vi er et medie, der i udgangspunktet plejer at følge Pressenævnets afgørelser.”

To hensyn

I de presseetiske regler fremgår det under sektion B8, at det med teknologiske fremskridt er blevet lettere at finde frem til personers gamle sager gennem søgemaskiner, og at ”det er redaktøren, der beslutter, hvornår gamle oplysninger bør fjernes. For eksempel kan oplysninger om offentlige personer som politikere være relevante længe efter publiceringen”.

Et væsentligt aspekt i de gældende GDPR-regler, som er fastsat af EU, handler også om, at man som borger har ret til at blive glemt. Det forklarer mediejurist Vibeke Borberg, som understreger, at hun endnu ikke har læst Pressenævnets kendelse i sagen.

Selv om medier ikke er direkte omfattet af GDPR-reglerne, vurderer Vibeke Borberg, at Pressenævnet læner sig op ad EU-domstolens praksis i afvejningen af, om afindeksering bør finde sted.

Der er især to hensyn, der skal tages stilling til:

”Det ene hensyn er til informations- og ytringsfriheden, som taler for informationens tilgængelighed i blandt andet medier og digitalt, og som betyder, at oplysninger som regel bare kan fremsøges ved søgning på en persons navn,” siger hun.

”På den anden side er der et hensyn til enkeltpersoners privatliv og beskyttelse, men også et hensyn til den resocialisering, som skal finde sted, efter at man har udstået sin straf,” siger hun.

Ifølge Jeppe Duvå får Pressenævnets afgørelse den konsekvens, at det ikke længere er op til redaktionerne at vurdere, om en sag stadig skal ligge tilgængelig på søgemaskinerne:

”Vi har argumenteret for i vores svar, at der netop er en meget stor alvor i den her sag. Vi taler om en person, der vel næstefter fuldbyrdet drab begår det mest alvorlige, man kan sidde inde for, som er røveri og forsøget på at slå en gammel person ihjel. Derudover havde personen et betroet erhverv som sygeplejerske. Hvis sådan en sag er underkastet af en slags forældelse, så man kan sige, at navnet skal fjernes, så er der ikke noget fortolkningrum i forhold til paragraf B8,” mener han.

Klageren har ikke ønsket kendelsen fra Pressenævnet offentliggjort i de enkelte medier.