Den 30. november stoppede politisk journalist Anne Katrine Restrup  på B.T.

Det skete efter et dramatisk efterår, hvor afdækning af dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne og den efterfølgende ballade har gjort hende til en af årets mest omtalte journalister.

Vi har spurgt Anne Katrine Restrup, hvordan de seneste måneder har været, og hvorfor hun ikke længere skal være på B.T.

Hvornår vidste du, at du og B.T. ikke længere var et match?

”Jeg havde i et stykke tid overvejet, om jeg skulle prøve noget andet. Jeg har været virkelig, virkelig glad for at være på B.T., men både redaktionelt og kommercielt er B.T. et andet sted, end da jeg blev ansat i 2021. Og med den omlægning, der sker nu, hvor man nedlægger alle fagredaktioner – herunder den politiske redaktion – var det et naturligt tidspunkt.”

Spiller forløbet omkring Moderaterne-historien og manglende opbakning fra ledelsen ind i beslutningen?

”Jeg vil ikke sige, at det ikke har været en del af beslutningen. Men der har været mange faktorer – og med omlægningen på B.T. nu tror jeg, det var sket uanset hvad. Jeg er politisk journalist, og da der ikke længere var mulighed for at arbejde på Christiansborg, så gav det sig selv.”

Historien udløste jo lidt af en politisk bombe. Hvordan kom du på sporet af den?

”Første gang jeg fik en fornemmelse af, at der var noget usædvanligt i det indre liv i Moderaterne, var helt tilbage ved partiets årsmøde i 2023. Men det var ikke før sommerferien i år, at jeg blev klar over, hvad der egentlig var galt, og hvor voldsomt og vidtforgrenet det var. Rent lavpraktisk arbejder vi jo meget tæt på hinanden på Christiansborg, og som politisk journalist taler man både formelt og uformelt med både politikere og ansatte i partierne.”

Hvorfor var det en vigtig historie?

”Fordi den fortæller noget om, hvordan et regeringsparti forvalter sin magt bag kulisserne. Man kan meget ofte aflæse, hvordan magt forvaltes, i den måde, den bruges på i det nære og indre liv i partierne. Det siger meget om et partis kultur og værdier. Samtidig er det nu engang den politiske journalistiks vigtigste opgave at få det frem, som magthaverne ikke selv ønsker at få frem. Der er rigeligt med mennesker ansat i og omkring partierne og regeringsapparatet til at fortælle de positive historier.”

Men få dage efter, at den kom ud, blev du sendt hjem. Hvordan havde du det lige der?

”Jeg var mest af alt bekymret for, at situationen ville kunne bruges til at miskreditere det arbejde, der var lavet. Og jeg var naturligvis meget bekymret for, at det uretmæssigt ville komme til at se ud, som om der var blevet begået fejl i dækningen. Det vidste jeg godt selv ikke var tilfældet, men jeg blev meget bekymret for, hvordan det ville kunne bruges i et politisk spil til at skabe spekulationer og så tvivl om historien.”

Sagen har gjort dig til en af årets mest omtalte journalister. Hvordan har det påvirket dig?

”Jeg kunne godt have været den opmærksomhed, der handlede om min person, foruden. Men som tabloid journalist er jeg jo heller ikke blind for, at personer fylder stadig mere i vores mediebillede i dag. Personer sælger, og der er jeg efterhånden nået frem til den pragmatiske konklusion, at hvis det personfokus måske har bidraget til et yderligere fokus på en vigtig sag, så har det været dét værd.”

Men hvordan var det at stå midt i?

”Jeg har altid været meget bevidst om, at det ikke er mig som person, der er på arbejde. På den måde tog jeg det ikke personligt ind. Den eneste gang, det for alvor ramte mig, var, da min familie og andre tæt på mig blev kontaktet og spurgt ind til sagen. Vi er jo en nation af krimielskere, og set udefra kunne det snildt ligne et plot fra ’Mørkeland’ eller ’House of Cards’. Jeg er da heller ikke selv blind for dramaturgien i det – men så kulørt er virkeligheden dog ikke.”

Bidrog du ikke selv til mediehistorien ved at stille op til debatter om historien i for eksempel ’Presselogen’?

”Men hvad var alternativet? Det var jo at gemme sig og lade være. Når man lever af at bede andre om at stille op, må man også praktisere det, man prædiker. Og det, der står tilbage i dag, er en historie, som har afdækket nogle vigtige forhold, som ikke var kommet frem, hvis den afdækning ikke var blevet lavet. At den så fik et kulørt og tumultarisk forløb, skyldtes ikke mindst Moderaternes håndtering. Vi har ikke begået fejl eller måttet lave en eneste rettelse.”

Hvad har du med i bagagen, som betød, at du kunne lave historien og navigere i alt det, der kom?

”Min baggrund som embedsmand har løbende været en stor fordel i mit arbejde som politisk journalist. Jeg har et kendskab til sagsgangene og de mere uformelle magtdynamikker bag kulisserne på Slotsholmen, og hvordan du ikke nødvendigvis finder de prekære sager via aktindsigter eller skriftlig dokumentation. Derfor kræver det helt basalt et godt netværk, og at man kan tale med folk i og omkring det politiske system.”

Er det også det, der har lært dig at skille din privatperson fra din professionelle rolle?

”En del af det stammer nok fra en baggrund med sport på højt niveau som barn og ung. Jeg brugte mange timer på svømning og senere som dressurrytter, og det lærer én om nødvendigheden af vedholdenhed, og at der er stor forskel på, hvad der er person, og hvad der er præstation.”

Hvad har det her dramatiske efterår lært dig?

”At det ikke kræver en graverredaktion på otte-ni journalister og hele eller halve år at kunne lave vigtige og dagsordensættende historier fra Christiansborg. Sandheden er, at historien om Moderaterne ikke var et månedlangt graverprojekt. Jeg har været i den almindelige nyhedsproduktion og lavet dag til dag-nyheder. I vid udstrækning har det handlet om at være god til at tale med kilder og stå fast og insistere på, at historien var vigtig.”

Hvad skal du lave nu?

”Det må tiden vise – foreløbig skal jeg renovere en lejlighed, jeg har fået købt undervejs i hele det her. Men de seneste måneder har i hvert fald vist mig, at journalistik kan noget helt særligt. Det har været enormt meningsfuldt og det hele værd.”

- Foto: Daniel Hjorth