Veloplagt indigneret

Bog: På tryk – Gennem et halvt århundrede Forfatter: Gretelise Holm Forlag: HarperCollins (517 sider, 300 kroner)

”Jeg vil forsøge at beskrive verden, så andre kan forstå og kende den. Og vi sammen kan forandre den.” Sådan skriver Gretelise Holm, født 1946, om sin journalistiske livslange mission i ’På tryk – Gennem et halvt århundrede’. Bogen er et udvalg af hendes samlede produktion, for hun har, som hun bemærker, ”levet godt af at skrive det ene eller det andet”, siden hun var 17 år gammel. Og det er heldigt for os. Der er nemlig få journalister, der med så veloplagt og begavet indignation har taget livtag med problematikkerne på det sociale og det retspolitiske område.

Gretelise Holm har altid været af den overbevisning, at journalistik kunne nytte og flytte noget, og hun er ikke bange for at slå med krabask, når det gælder egen stand, der ifølge hende lidt for ofte agerer slatne mikrofonholdere, leverer banal underholdning eller excellerer i magtmedløb.

Hendes eget ideal er et ganske andet, og hun citerer til illustration heraf Jeppe Aakjærs digt til journalisten og politikeren Peter Sabroe: ”Du være de fattiges værner/Du være de riges ris/Du får ej orden og stjerner/Men bævende læbers pris.” Og den rune ville man også kunne riste over hende selv, når den tid kommer, for trods en gevaldig vitalitet er hun sig sin alder bevidst. Således indledes bogen med følgende sætning: ”De trykte mediers dage er talte, og det samme er mine.”

Og så følger ellers bogens første del, som med sine små 200 sider er den mest fyldige. Den handler om kvinder og mænd og indeholder blandt andet den meget omtalte kronik Skiderikker og stortabere, som stod at læse i Politiken i 2006, og som stiller det store, gode og mig bekendt endnu ikke besvarede spørgsmål: ”Hvordan kan det være, at mænd ikke kan diskvalificere sig?”

Gretelise Holms argumentation får her – som så mange andre steder i bogen – en enorm vægt, fordi hun aldrig placerer sig selv i det passive offers rolle, men derimod forsøger at gennemhulle de mande-mantraer, der forhindrer reel ligestilling, samtidig med at hun ikke er blind for kvinders lidt halvkedelige tendens til selvundertrykkelse.

I det hele taget har hun en yderst veludviklet sans for dobbeltmoral såvel i det private som i det politiske liv (hvis man da kan skille de to ad), og derfor bliver hendes skrift (næsten) altid nuanceret og vedkommende – også selv om der er for mange gentagelser, hvilket er uundgåeligt, når man sakser sammen og sampler over et halvt århundredes produktion.

Omvendt er man aldrig i tvivl om, hvor man har den ekstremt vidende og frygtløst velskrivende Gretelise Holm, uanset om det gælder kvindesagen, børns vilkår, socialpolitik, hekseprocesser, flygtninge og indvandrere, kongehuset, medier eller militarisme.

Lotte Kirkeby er forfatter og freelancejournalist

0 Kommentarer