Denne læser stiftede første gang bekendtskab med Danmarks nationalvagabond ved navn Jakob Holdt i gymnasietiden. Her var han forbi med sit lysbilledforedrag med titlen ’Amerikanske Billeder’, som også er titlen på den bog, der blev ud af hans fotografier af USA’s sorte sociale bagside, som udkom tilbage i 1977. Dengang var han just hjemvendt til Danmark efter en årrække som omrejsende fotodokumentarist af den uortodokse slags – og her slutter så (første del af?) hans erindringer. Samme læsers erindringer om Holdts foredrag (eller ”showet”, som han selv kalder det) har dog med tiden taget farve af, at centrale elementer i både show og bog har vist sig at have en tvivlsom dokumentarisk værdi.

Hvorvidt det forholder sig på samme måde med hans mammutværk af en ungdomserindringsbog, kan man selvfølgelig ikke undgå at have i baghovedet, alt som læsningen skrider (sine stunder) langsomt frem. Men uanset hvad er det spændende stof – især når det gælder Holdts barndom som landsbypræstesøn i det sydjyske i 1950’erne og 60’erne, hvor et Danmark af i går (og endnu længere tilbage) udfoldes ganske levende. Hvor lyset var for de lærde blot, og fattigdom, ørefigner og andre dårligdomme hørte til dagens (hakke)orden.

Det har utvivlsomt været en anstrengende opvækst med en psykisk ustabil mor, en streng salvelsesfuld far og en skolegang, der slutter med et spark ud af gymnasiet. Som ældste søn i familien var hans bestemmelse at blive præst ligesom sine forfædre, så det liv, han i stedet levede som hippie og ungdomsoprører i København for derefter at blaffe rundt på må og få i Nordamerika, huede ikke hans bagland i det jyske.

At det alligevel endte nogenlunde lykkeligt og planmæssigt, illustrerer en bemærkning ved det første show, han fyrer af i landsbyen, hvor en af hjemegnens kvinder rammer essensen i Holdts liv og virke: ”Så blev du alligevel præst.” I hvert fald er der blevet prædiket og udøst næstekærlighed og sjælesorg fra mandens side i et omfang, som få sognepræster vist har kunnet overkomme. Og tilmed taget et hav af fantastiske menneske- og miljøskildrende fotografier, som denne bog selvfølgelig er rig på.

Ikke meget tyder på, at bogen har været igennem en hård tekstredigering. I givet fald havde forlagsredaktøren så formentlig krævet en strammere fortælling og presset antallet af sider lidt under 485, når nu det, alle meritter til trods, ikke er en Churchill eller Reagan, vi taler om her.

Især kunne der, uden at mange pointer og budskaber gik tabt, nok være sparet lidt på udkrængningen af den dårlige samvittighed, dyrkelse af diverse traumer og andet selvpineri på egne og det hvide Vestens vegne. Desuden kunne der måske være sparet lidt på namedroppingen, der antager monstrøse/dubiøse dimensioner. Men uanset hvad er Jakob Holdt en spændende mand, hvilket bogen også vidner om, trods de lidt for få ”mangler”.

Johs Lynge er freelancejournalist