For nylig spiste jeg middag med en herboende tyrkisk bekendt. Vi talte om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og jeg spurgte hende, hvorfor han er blevet så upopulær. ”Han har fået for stor magt,” sagde hun.

Tyrkiets præsident er en magtfuld mand. Ikke bare i Tyrkiet, men i hele regionen. Senest har han angrebet kurderne. Både USA, Rusland og EU fordømte angrebet, men foretog sig derudover intet, formentlig fordi Erdogan truede med at åbne grænserne for de over tre millioner syriske flygtninge, der lige nu bor i Tyrkiet.

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard er en af de journalister, der kender Tyrkiet allerbedst og har fulgt Recep Tayyip Erdogan tæt, siden hans parti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, i 2002 kom til magten, og han blev valgt som premierminister på løfter om at løfte Tyrkiet ud af fattigdom og genrejse landet som en regional stormagt.

Og det lykkedes – ifølge Lasse Ellegaard. Erdogan har skabt en ny national selvbevidsthed, der har gjort Tyrkiet til en regional stormagt og Erdogan til en populær, men også frygtet statsleder, der ikke har tabt et valg siden 2002 og i dag sidder med den absolutte magt som både premierminister og præsident.

Til gengæld ser det skidt ud for menneskerettighederne. Da militærfolk i juli 2016 forsøgte at gennemføre et kup mod præsidenten, blev der slået hårdt ned på intellektuelle, journalister og forfattere, som Erdogan mistænkte for at stå i ledtog med kupmagerne. Siden kupforsøget har tyrkiske retssale og fængsler været fyldt med folk, som regimet påstår var med i kuppet, eller som bare ikke udtrykte tilstrækkelig støtte til præsidenten. Der er sket store begrænsninger i ytrings- og pressefriheden. Adskillige medier er ifølge Amnesty blevet lukket og journalister smidt i fængsel.

Bogen fungerer klart bedst, når Lasse Ellegaard svinger pennen i den journalistiske reportage, som da han, iført T-shirt og boksershorts, åbner døren til lejligheden i Taksim-kvarteret og bliver mødt af to betjente, der vil vide, hvem han er, og hvor meget han betaler i husleje, og et jakkesæt, der viser sig at være viceværten, som Ellegaard aldrig tidligere har mødt. Det undrer ham, men som en ven siger: ”Det er det, der er sket med dette land. Vi er ophørt med at hjælpe hinanden. Folk foretrækker at holde sig for sig selv.”

Desværre er det ikke reportagen, der fylder mest i bogen, men den minutiøse og til tider noget tunge gennemgang af landets politiske historie. Lasse Ellegaard åbenbarer sin store viden om landet og Erdogan, men gennemgangen bliver indimellem noget springende, og det er – som en anden anmelder skrev – svært at få øje på den røde tråd. Personligt ville jeg have foretrukket en bog med Lasse Ellegaards udvalgte reportager og kommentarer fra hans tid som korrespondent i Tyrkiet, fordi han, om nogen, har evnen til at nagle virkeligheden i enkelte sætninger.

Anne Lea Landsted er journalist