Det kan være svært at bedømme en bog, hvis man undervejs får fornemmelsen af, at man ikke er i målgruppen. På den anden side kan det også sige noget om værket, at man får det sådan, funderede jeg efter endt læsning af tidligere udenrigskorrespondent, tidligere diplomat og nuværende lobbyist (og forfatter) Torsten Jansens nye bog, ’Sprækker’.

Men lad det være sagt med det samme: Der er ikke noget formelt at kritisere ved ’Sprækker’. Bogen er velskrevet, som man også må forvente i en udgivelse fra Gyldendal, der fortsat har penge til både korrekturlæsere og redaktører, og der optræder et væld af danske ministre (alle statsministre, bortset fra den nuværende, samt flere udenrigs-, forsvars- og klimaministre), der bruges som den linse, hvorigennem det meste af bogens emne, Danmarks forhold til USA, betragtes.

Man får derved et glimrende indblik i, hvordan den udenrigspolitiske magt­elite her til lands forstår USA. Den elite inkluderer naturligvis også topdiplomater, hvor Jansen har en fordel som tidligere ansat på den danske ambassade i Washington D.C. Han har erfaringer at trække på samt adgang til gamle kolleger, der deler smuler ud fra diplomaternes kagedåse.

Bogen videreformidler loyalt, hvordan Danmark i årtier har regnet med USA og især indregnet verdens dominerende supermagt i danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske kalkuler. USA har været det kompas, hvorefter især sikkerhedspolitikken orienterer sig, og selv om EU selvsagt i dag er vigtigere målt på mange lovgivningsmæssige og økonomiske parametre, så har de spændinger, som af og til er tittet frem i det amerikansk-europæiske forhold, aldrig for alvor truet den transatlantiske alliance.
Indtil jordskælvet, tsunamien, vulkanen – hvad man nu vælger at kalde opkomsten af Donald Trump, den mest uforudsigelige, umulige og på mange måder katastrofale – set med danske briller, men også med mange andres – amerikanske præsident nogensinde.

Det er selvsagt her, det begynder at knage i fugerne, når det gælder sammenholdet mellem Danmark og USA, ligesom for alle de andre EU-lande. Og det er også her, jeg fik fornemmelsen af, at bogen var faldet ned i sprækken, for fraset flere underholdende anekdoter savner jeg som USA-kender på den ene side luft under vingerne i bogen – enten i form af nogle amerikanske aktører (bogen holder sig strengt til danske interviewede) eller måske nogle paralleller fra det EU, Danmark er en solid og velintegreret del af, i form af nogle europæiske toppolitikere eller diplomater.

Mit bud er, at den anke også vil gælde bogens målgruppe: Den udenrigspolitisk velorienterede og historisk interesserede læser. Man kan heroverfor indvende, at den, der ved mindre, vil få et ocean af viden tilbudt, og det er sandt, men vil bogen nå den læser? Vil en ikke-USA-interesseret, yngre person investere de 300 kroner, bogen koster? Eller er den monstro også tænkt som undervisningsbog?

Hvis det er svaret, gætter jeg på, at en opvakt gymnasieelev vil få meget at vide, og her vil perlerækken af ministre sikkert også imponere.

Som udenrigsjournalist savnede jeg et mere internationalt perspektiv, men måske er det mig, der er endt i sprækken mellem de målgrupper, som bogen er tiltænkt.

Annegrethe Rasmussen er USA-korrespondent og chefredaktør