ANMELDELSE. Trusler og hetz mod journalister og debattører går ud over pressefriheden og den enkelte journalists livskvalitet og arbejdsevne. Det dokumenterer den nye bog ‘Meningers mot – netthat og ytringsfrihet i Norge’, som med konkrete eksempler beskriver, hvad norske journalister udsættes for, når de udfører deres job.

Bogen, som er blevet til på baggrund af undersøgelser og dybdegående interviews med flere end 1.200 norske journalister og redaktører, er mere relevant end velskrevet, særligt de første kapitler føles rodede. Men ‘Meningers mot’ er vigtig og velkommen, og den bør være en anledning til, at samtlige redaktioner diskuterer, hvordan de skal håndtere problemet, for det er udbredt, og det er alvorligt.

Lidt tal fra undersøgelsen:

– Cirka halvdelen af alle adspurgte har oplevet trusler, chikane, netmobning og så videre.

– Cirka lige mange mænd som kvinder har oplevet det. Men der er forskel på karakteren. Kvinder modtager langt oftere end mænd trusler og chikane, som er direkte rettet mod deres køn, ofte med trusler om voldtægt og nedgøring af dem som ‘lebbe-fisser’ og andet fra nederste skuffe i sprogkommoden.

– 50 procent af de adspurgte mener, at truslerne og chikanen svækker journalistikken. 

– 25 procent har direkte undladt at skrive om visse temaer som følge af hetz, chikane eller trusler.

Journalister kan altså chikaneres til tavshed. Chikanen kommer i øvrigt næsten udelukkende fra mænd, typisk mellem 35 og 50 år, ofte fra ret lukkede miljøer, for eksempel ekstremistiske muslimske miljøer, stærkt højreorienterede kristne miljøer og fædrerettighedsgrupper. Mange af grupperne dyrker en form for konspirationsteori, som gør det vanskeligt at debattere med dem; uanset svar vil det blive tolket ind i konspirationen som en bekræftelse af den.

Bogen afslører også en udpræget tendens til at bagatellisere problemet både i samfundet og på redaktionerne. Hver tredje journalist mener, at det simpelthen hører til jobbet, at man må finde sig i offentlig og privat tilsvining, hetz, stønnende opringninger og hadefulde beskeder. Men samtidig har 14 procent været så påvirket fysisk eller psykisk af truslerne, at det har forhindret dem i at arbejde, og som nævnt påvirker det også pressefriheden.

Alligevel har stort set ingen af redaktionerne en procedure for, hvordan det skal håndteres. I stedet må den enkelte journalist som regel håndtere det selv. Næsten halvdelen har ikke fortalt andre om deres oplevelser, blandt andet fordi de oplever det som noget skamfuldt eller ikke vil virke som sarte mimoser.

Bogens sidste kapitler er nyttige og konstruktive anvisninger på, hvad den enkelte kan gøre i de konkrete tilfælde, og hvad redaktionerne bør gøre. Blandt andet netop sørge for, at der bliver skabt en kultur og et beredskab, hvor den enkelte journalist ikke står alene i en hetz, men får støtte og hjælp til at håndtere den. Ude på redaktionerne bør de være pligtlæsning.

Bog: Meningers mot – netthat og ytringsfrihet i Norge

Forfatter: Aina Landsverk Hagen

Forlag: Cappelen Damm

174 sider, 298 norske kroner 

Anmelder: Susanne Sayers, journalist og forfatter