Dyb faglighed kombineret med udmærkede formidlingsevner karakteriserer de to forfattere Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff.

Hun er forskningsleder på et forskningsprojekt om kommunikationsrådgivning ’Fremtidens Rådgiver’ på Københavns Universitet; han er mangeårig kommunikationsdirektør, tilknyttet CBS som ekstern lektor samt netværkskoordinator.

Denne anmelder kan lide makkerparrets bog, fordi den kobler forskningsmæssig viden inden for kommunikation, journalistik og pr sammen og gør den viden praktisk håndterbar. Men jeg er også begejstret for, at det lykkes forfatterne at skrive en bog, som er relevant for såvel forskere som kommunikatører og journalister.

Bogen kan læses af alle, der interesser sig for forskernes rolle i medierne. Men det er også en god og letforståelig indføring i journalistikkens spilleregler, som kan være relevant for alle fagligheder, der ønsker at spille en rolle i medierne.

Emner som den gode historie, historiefortælling, forskel på news og views, bliv en stærk stemme på de sociale medier og det optimale samarbejde med journalister bliver gennemgået.

Også forskernes samarbejde med universiteternes kommunikationsafdelinger er der gode råd om at forbedre. Forskerne bør se deres kommunikationsafdeling som en genvej til medierne, som en efteruddannelse til selv at komme til at blive en af de eksperter, journalisterne trækker på:

”Men ofte er kendskabet til kommunikationsafdelingen for lavt blandt forskerne, og tilsvarende kender kommunikationsafdelingerne ikke tilstrækkeligt til de enkelte forskere – eller til forskningsmiljøerne i almindelighed,” konstaterer forfatterne.

De opfordrer såvel forskere som kommunikationsrådgivere til at prioritere samarbejdet dem imellem højere og på den måde sikre egen kompetenceudvikling.

Flere undersøgelser viser, at det i langt de fleste tilfælde er journalister, der tager initiativet til at kontakte en forsker. I 90 procent af kontakterne mellem journalist og forsker er det sådan, mens forskerne kun tager kontakten i få procent af tilfældene.

På den måde bliver forskernes rolle i samarbejdet reaktiv – forskeren reagerer på journalistens henvendelse og ofte på noget, som foregår andre steder – snarere end proaktiv, hvor man som forsker selv er med til at skabe mediehistorierne og omtale egne forskningsresultater, mener Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff.

Mon ikke de fleste journalister ligesom jeg har oplevet at skulle interviewe en forsker, som er mere optaget af, hvad forsker-kollegerne mener end læserne, lytterne og seerne. Irriterende!

Læsere, som har fordybet sig i denne bog, vil mestre samarbejdet med andre faggrupper inden for journalistik, pr. og kommunikation bedre. At forstå modpartens rammer og vilkår fremmer samarbejdet. Den forståelse giver ’Forskningskommunikation’. En fremragende bog!

Ulla Bechsgaard er selvstændig journalist, rådgiver og anmelder