Magten tilbage fra tech-giganterne

Bog: Danmark disruptet – tro, håb og tech-giganter Forfatter: Markus Bernsen Forlag: Gyldendal (213 sider, 250 kroner)

Mange danskere er stolte af, at vi er et af verdens mest digitaliserede lande; men danskernes modtagelighed over for brugen af teknologi har en bagside, mener en ny dansk modstandsbevægelse, som vil fravriste tech-giganterne deres teknologiske magt over danskerne.

Journalist på Weekendavisen Markus Bernsen har været på en journalistisk teknologirejse gennem Danmark og beskriver i ’Danmark disruptet’, hvor let det har været for Facebook, Google etc. at få fodfæste i Danmark.

Bogen er en velskrevet journalistisk reportage om digital overvågning, robotter og kunstig intelligens. Det er en holdningsbog om, at vores demokrati og frihed er truet; om at vi ikke kun importerer iPhones og Teslaer fra Silicon Valley, men også en livsfilosofi og et verdensbillede!

’Danmark disruptet’ er et opråb til alle, der interesserer sig for teknologi, et udmærket øjebliksbillede, men jeg ville ønske, at Bernsen havde været mere præcis og kritisk over for modstandsbevægelsen, for her ligger en fantastisk historie om dobbeltmoral og pengenes magt.

Det er værd at bemærke, at adskillige af deltagerne i den såkaldte modstandsbevægelse er mennesker, der tidligere var engagerede i at udbrede kendskabet til ny teknologi.

Flere er velhavere, som har skabt sig en formue på webplatforme og digitalisering. Nu er de forskrækkede over udviklingen.

Lad os springe hen til bogens åbning, hvor modstandsbevægelsen bliver præsenteret. Vi er i 2018. Det er en sensommeraften foran en kirke et sted i København. Markus Bernsen deltager i en happening sammen med 150 andre.

Han er mødt op på grund af sin fascination af Thomas Madsen-Mygdal – serieiværksætteren, som er et slags samlingspunkt i det danske tech-miljø. Madsen-Mygdal åbnede Danmarks første internetvirksomhed i 1998 som 19-årig. Siden har han stiftet og solgt virksomheder, holdt konferencer og udvidet med kontorer i San Francisco.

Som mange, der har redet med på internetbølgen siden 1990’erne, mangler han ikke penge. Dengang var den digitale verden et nyt og eksotisk fænomen, som ingen helt vidste, hvad de skulle mene om, eller om det var værd at investere i. Den sommeraften et sted i København siger Thomas Madsen-Mygdal i sin tale, at teknologien er ved at opsluge vores samfund:

”Det er på tide at sætte mennesker før forretning. På tide at erstatte den tomme retorik om at ’bygge en bedre verden’ med en forpligtelse til at handle. Det er på tide at organisere os og holde hinanden ansvarlige.”

Ak, ja. Verden er af lave. Det er svært at finde ud af, hvem der er de ansvarlige. Bogen slutter i øvrigt med en tur til Hvide Sande i Vestjylland. Det er her, internet-kablet fra USA rammer Danmark.

Ulla Bechsgaard, selvstændig journalist, rådgiver og anmelder

0 Kommentarer