Anmeldelse af Camilla Kring: Livsnavigatøren
Markedet er fuldt af velmenende bøger med råd til fortravlede karrierefolk. Men den her er anderledes. "Vi begriber med vores begreber," skriver Steen Hildebrandt i forordet til "Livsnavigatøren". Og det er præcis på det område, bogen adskiller sig fra mange andre. Med udgangspunkt i sin ph.d.-afhandling introducerer Camilla Kring med en teknisk-sociologisk tilgang en række nye begreber, som skaber en velfungerende platform for den diskussion af rammerne om det moderne arbejdsliv, som er bogens ærinde. Med hjælp fra hjerneforskning, talrige undersøgelser og egne ofte meget personlige historier efterlyser Kring et opgør med, at Danmarks halve million 'tankearbejdere' (fx journalister) stadig er underlagt industrisamfundets 'klokketid'. Og hun viser fra flere vinkler og med drøje hug til fagbevægelsen og cheferne undervejs, hvordan udviklingen fra kropsarbejde til tankearbejde ikke har sat sig spor i den måde, hvorpå arbejdslivet bliver tilrettelagt og vurderet i dag. I den sidste del af bogen introducerer Kring desuden nogle konkrete værktøjer, som fortvivlede tankearbejdere selv kan begynde at handle med. Og det gør hun faktisk rigtig godt. En velunderbygget og letlæst bog.
Camilla Kring: Livsnavigatøren, Børsens Forlag, 208 sider, 199 kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.